Mit Liv og Levned som jeg selv har forstaaet det

NOTE

Udtalelser af Forfatteren om de slesvigske Forhold. (Jfr. Anmærkning Pg. 346).

I Tilslutning til den Bemærkning hvormed tredie Bog ender, minder Forfatteren i Kapitlet »Krigen« om sin Misfornøielse med de politiske og administrative Tilstande i Slesvig og den dertil hørende Tænke- og Udtryksmaade – »en den Gang temmelig enestaaende Mening« – og udtaler sig nærmere om den daværende Stemning, at »al vor Fortræd var tydsk, Danmark Guds Have, vort Folk hans Kjæledægge, Hjertefolket, den syvende Menighed, alle yndige Dyders Hjem og alt fromt Barnesinds Vugge.«

Under dette Tryk gik det mig nu saaledes, at jeg ikke kunde finde, det sømmede sig for os at mene, at Tydskerne ere en saa usel Menneskerace, at de næppe har Lov til at være til, end sige at gaae i Spidsen; al den Stund, min historiske Kundskab gik ud paa, at vor Plads i Verden saa temmelig er at være deres aandelige Vasaller. Men at blot den Ting at være en Tydsker, at tale det store Sprog, og at have det kjært, skulde kaldes en Ulykke og en Nedværdigelse for et Menneske, og forsaavidt han selv vilde vælge det, maatte forbydes ham, kan man vel smile ad som en Dumhed, men det er dog tungt, naar alt Folket hildes i Dumheden.

Sit politiske Udslag fik nu dette Væsen i Sprogrescriptet, den skjønneste Blomst af vor Statsmandsvisdom, Danskhedens beundrede Storværk, hvis Retfærdighed var saa klar, at den var ligefrem til at tilbede. I Virkeligheden dog den Forholdsregel, der selv om den ikke hovedsagelig kan have forvoldt vor Ulykke, dog fra sin Side har gjort, hvad der for det første kunde gjøres for at skyde til det hældende Læs. Men ingen turde tvivle om den gode retfærdige Sag. Nei, ingen uden tilfældigvis de to Mænd, som allermest havde Myndighed til at tale om den. Det var Grundtvig, for han vidste, hvad Frihed er, man kan og maa dog ikke binde Munden paa Mennesker. Og Martensen, paa eengang en af dem, der mest i Virkeligheden elskede sit Fædreland og har vovet sig meget vidt for at forsvare dets Sag, og tillige som født Flensborger bedst kjendte det omstridte Land. Men der var ingen Ende paa det Skrig, der reiste sig imod ham, og ikke er forstummet lige til nu.

Ogsaa jævne Folk indsaae det, naar de vilde, og naar de saae den Elendighed, der fulgte deraf. Min redelige og fromme Ven Vilhelm Holm havde været i Angeln paa en Sommerreise, og beskrev mig i et Brev det sørgelige ved at see Præsterne prædike for tomme Bænke, og at være nødte til at gjennemføre Dansk i Skoler, hvor det ikke blev forstaaet, og ingen havde Lyst til at lære det; ikke at tale om alt det øvrige Spioneri, som hørte til for den, der baade af Pligt og Lyst var sin Regjerings Mand i Sognet. »Nei, at være mere Politibetjent end Præst, skal jeg virkelig ikke have noget af,« sluttede Vilhelm. Men Fædrelandets Sag, svarede man. At slaae de Slyngler ned, og at gjenindsætte Dansken i dens ældgamle Rettigheder osv. Ak ja, ældgamle, men desværre ikke nulevende. Jeg hørte en Præst forsvare det danske Kirke- og Skolesprog i hans Sogn med at han virkelig havde fundet en gammel Kone, der endnu talte dansk, og han var ganske rørt derover.

Sin kjære Familie, som man elsker for Liv og Død kan man dog, om man er et ærligt og christeligt Menneske, ogsaa see Feil hos og bedrøves over. Men at tale om Feil hos det mageløse danske Folk – naar det da ikke var den Feil, ikke at være haardt nok og hade nok – var saa forbudet som en Overtrædelse af Guds store Bud, og undergivet en temmelig streng Straf, den at udelukkes af menneskeligt Selskab. Vilde man gjøre det offentligt gjældende, kunde der vederfares En noget værre.

At give en virkelig fri Forfatning som i Kongeriget kunde ikke ladet sig gjøre, Forsøget med Rigsraadet førte til intet. Men en haard Absolutisme af den gamle Enevældes Skole kunde dog heller ikke gjøre godt, som nu Tidsaanden var rykket frem. Dog fik vi hvad endnu værre var, en Absolutisme kun til Værn for den ene Synsmaade; og et Tvangsregimente, der føles dybt ned i det daglige Liv kunde ikke andet end opirre. Dansk Væsen skulde herske, og vilde desværre undertrykke. Ingen Tale om nogen Slags Forhandlingsfrihed. Intet tydsksindet Blad kunde udkomme, og hvad der indførtes fra Tydskland, blev confiskeret paa Grændsen; undertiden ogsaa hvad der kom fra Danmark, naar den skarpe Censur ikke fandtes tilstrækkelig. Al tydsk Undervisning i hvad af Land, der laa nordenfor Sprogrescriptets Grændse, var forbudt. En ellers meget spagfærdig Candidat, som underviste en Snes Drenge fra de tydske Familier i Haderslev, fik Ordre til at lukke, og to gamle Søstre, som i al Loyalitet nærede sig med en lille Pigeskole, holdt sig kun ved personlig Velvillie.

Det værste var dog det Overmod, hvormed tydsk Sprog og Dannelse blev behandlet i det daglige Liv. Det var Synd at sige at Tydskerne vare opsætsige. Hvor de traf sammen med os, hørtes der aldrig et tydsk Ord af dem, de talte dansk, saa godt de kunde; og idet mindste for mig, som saae med deltagende Øine, saae det ud, som de ængstelig nok listede sig langs Murene i deres hjemlige By, og deres Kvinder og Børn tav stille, naar de kunde frygte, en Dansk kunde høre, hvad de sladrede indbyrdes. Der var en almindelig Følelse af, at Tydsk og Tydskere havde egentlig ikke Lov at være i Landet. Kom de saa for en Embedsmand, fik de det at mærke.

Vor Amtmand, ellers en fin og forekommende Mand, fortalte os til en Cigar efter Bordet, hvorledes han bar sig ad, hvorledes vi altsaa alle burde bære os ad:

»Naar nogen kommer og taler Tydsk i mit Contor, lader jeg ham vide, at det Sprog bruges ikke her. Naar han da beklager, at han ikke er istand til at forstaa mig, da han er en Fremmed, siger jeg ham paa Tydsk, at jeg ikke taler hans Sprog. Forklarer han da meget ydmygt, for sledske nok er de alle, at han som Reisende ikke har havt Leilighed til at lære Dansk, siger jeg ham paa Tydsk, at da har han at medbringe en Tolk; en dansk Embedsmand taler ikke Tydsk. Læg Mærke til, mine Herrer, at det siges ham paa Tydsk, saadan skal de Karle have det.« Dog troer jeg, at denne Mand hørte til dem af Embedsstanden, der behandlede Fjenden billigst. Han havde været ansat i Rendsborg og var fuldkommen hjemme i det Tydske.

Dertil ville nu saagodt som alle mine Landsmænd svare mig, at Tydskerne have gjort os saa usigelig megen Uret, at der nok kunde behøves at tage til Gjenmæle; og lige fra Lovgivning til det daglige Samliv bære de sig nu ligesaadan ad og endnu værre. Kan være, men det er da ikke deres Feil, man skal lære af sine Modstandere. Heller ikke havde vi dengang lidt anden Overlast af dem, end den vi selv vare gaaet ind paa. I det internationale Retsspørgsmaal havde vi saa temmelig vundet Processen. Og hvad det nuværende angaaer, have jo de danske Slesvigere ikke Absolutismens Tryk over dem, de have Pressefrihed, Foreningsfrihed og Forsamlingsfrihed efter tydsk Lov og Ret, og de bruger den djærvt nok. Kun Sproget stræber man at udrydde, og deri er en Forskjel. Vi kunde ikke haabe paa at udrydde det tydske Sprog, saa gjerne vi end ellers vilde det.

Dette er en meget vidtrækkende Forskjel; vi er det lille Folk og vort Sprog ukjendt og uanseligt. En Stormagt der har Midler til at sætte sin Villie igjennem, kan gjøre, hvad den vil – Karl Gustav udryddede ubarmhjærtigt det danske Sprog i sine nye Provindser —, men vi kunde ikke haabe at komme til Ende med andet end hvad vi kunde faae andre Stormagters Samtykke til. Og Krigens første Aarsag, det at tvinge en Del af det store aandsmægtige Folk, til at blive under vort Scepter, naar de ikke vilde, kunde vel efter juridisk Statsret forsvares, men ikke vække Medfølelse. Vore nordiske Stamfæller følte med os hvad Frygten for at Tydskerne skulde gjøre Gjengjæld angaaer, men heller ikke synderlig videre. Især i Norge var Misfornøielsen med vort Tvangsherredømme temmelig stærk, de kjendte det fra dem selv, sagde de. Politik er nu ingen ideal Sag, den er et Væv af Klogskabshensyn. Men det var netop det eiendommelige ved hele vor Politik i den Periode, at alle tog den som en fantastisk ophøiet Kamp for Sandhed og Ret, ingen vilde høre noget om at komme forsigtigt og klogt igjennem. Lad saa vor Fremgangsmaade end være det Ideal af Retfærdighed, som vi have villet gjøre den til, ligefuldt var den i den Grad uklog, at det er vanskeligt at fatte for enhver, der ikke har været med i den lidenskabelige Forblindelse. Madvig har Ret, mener jeg. Det eneste der havde været at gjøre, var at faa Slesvig delt medens dette var muligt. Men Slesvigerne vilde ikke paa Grund af deres Provindsfølelse, og vore Magthavere ikke paa Grund af deres »utvivlsomme Ret«. Ak ja, Statsret vil ikke sige meget, naar de historiske Forhold ere gaaede ud over dem.

Uveiret trak op over os i hele Frederik den syvendes Tid. Vi havde ved andre Stormagters Hjælp faaet Hertugdømmerne i Hænde, men Tydskerne var tvungne og var ikke til Sinds at finde sig i Ordningen længere end til Leiligheden kom til at kuldkaste den. De vaagede over Tractaterne og lurede paa enhver Overtrædelse af dem. Saa kom det aabenbare Brud paa dem, Novemberforfatningen, og samtidig døde Kongen, saa Arvespørgsmaalet kunde reises. Paa Grund heraf har det altid været forfegtet af vore Nationale, at det var aldeles ligegyldigt, hvorledes vi havde styret Hertugdømmerne, og i hvad Forhold til hinanden vi havde villet stille dem. Tydskland vilde i alle Tilfælde have frarøvet os dem, saasnart Tiden var gunstig dertil, uden at føre andet Forsvar for sin Vold end Ulvens Retsgrund. Det er muligt. Men vil man høre den Statsmands Ord, som begyndte sine Storværker med vor Undertrykkelse, saa er der dog adskilligt at bemærke derved.

Bismarck har flere Gange stærkt fremhævet, og der er ingen Grund til ikke at troe ham deri, at det aldeles ikke var let at gaae mod Danmark; Aar for Aar havde det i den første slesvigske Krig viist sig, at de andre Stormagter ikke var tilsinds at lade Tydskland tage sit Bytte. Sagen havde ikke forandret sig, hvad de store Ligevægtshensyn angaaer, og havde Bismarck ikke forstaaet paa anden Maade at bestikke den uvederhæftige Napoleon, var han maaskee dog ikke kommen til Ende dermed. Derimod havde Sagen paa anden Maade i høi Grad forandret sig, og det kunde vi takke os selv for. Vi havde ikke mistet de ikke tydske Magters gode Villie til at støtte, hvad der var deres egen Fordel at støtte, men vi havde mistet deres Stemnings Medfølelse.

Alt hvad jeg ovenfor har udtalt som mine egne Bekymringer, gik selvfølgelig i en uhyre forstørret Maalestok, baaret i det Skjulte af Brevvexling og i det Offentlige af alle Blades saftige Skildringer udover hele den tydske Folkevrimmel lige til fjerne Verdensdele, og vakte en national Harme, som blev lige dybt følt hos Fyrsten som hos Almuesmanden; og vi skulde faae at føle, at Tydskland var os lige saa overlegen i at kunne skaffe sine Meninger og Stemninger Indgang i den store Verden, som det var det i Hærmagt. Der kom til at gaae hen over Europa en Fornemmelse af, at Danmark havde opført sig baade uklogt og usømmeligt ved ikke at tage noget Hensyn til det store høitstemte tydske Folks nationale Følelser. Ved de store Hoffer kunde man med nogen Ret tale om, at vi var et Folk af utopiske Chauvinister, og i Rusland føie til, en Rede for farlige Lidenskaber. Dermed havde vi givet vore Modstandere et af de farligste Vaaben i Hænde. Selv de, der endnu vilde støtte os af Retsgrunde, var blevne yderlig kjede af en Sag, der i andre Maader var kommen i Vanry.

Saa døde Kongen, saa pludselig og uventet, sagde man. Men det var da heller ikke just nogen Sag, man kunde lade ude af Betragtning, med det skrækkelig uordentlige Liv han førte. Og vi var uberedte og ikke rustede til Krig – i sin Blindhed for hvad der forestod, havde man end ikke i Folkets mest velhavende Periode tænkt paa, at den nærmest liggende Opgave var at reise sin Forsvarsevne til den størst mulige Styrke. Medens vi end ikke efter Kjøbenhavnernes Mening havde nogen Konge, vi kunde stole paa, og medens Hæren var paa sit ringeste Trin, vilde vi saa komme paatværs med Novemberforfatningen, det værste, man kunde byde Tydskerne, i sædvanlig utopisk Tro paa, at al Verden vilde indsee dens soleklare Ret. Nei, Bismarck indsaae den slet ikke, han indsaae meget mere, at nu var Øieblikket der, da det store Slag kunde slaaes. Vi havde bidraget temmelig meget til at det kunde gjøres. Han har rimeligvis takket os i sit Hjærte for at vi havde hjulpet ham til den store Fordel, at det var saa langt fra, at det var for svært at faae hele den store og mangehovede Nation, ogsaa Østerrig med, at han tvertimod kunde lade al Verden vide, at han ikke længer kunde styre sine rasende Landsmænd. Tingen var gjort ham lettere end han selv havde turdet haabe.

Og vor Regjering – Madvig har sagt, at man i vort Statsraad kunde lære, hvor lidt Forstand der hører til at sidde i en Regjering – og ingen tør modsige ham. Til Krigsminister havde vi Lundbye, min fordums Omgangsven, en indtil Sygelighed mistrøstig Pessimist, som ingen anden Udsigt havde end den, at al Ting gaaer naturligvis i Vadsken. Krigsførelsen blev saa derefter tiltrods for Hærens beundringsværdige opoffrende Kamp. Det viste sig, hvad der altid er et Mærke paa et Folks Ulykkestime, at ingen turde overtage Ansvaret. Monrad forsøgte det, men havde ikke Styrke dertil, og blev en fortvivlet Mand.