Enkens Søn

* * * * *

Tiden gik. Det var sidste Gang Otto Heinrich var hjemme som Kadet. Om et Par Maaneder skulde han være Officer.

Moder og Søn sad den sidste Dag i Tusmørket i den lille Stue. Samtalen var træget hen og gaaet i Staa, saa lidt efter lidt. Otto Heinrich flyttede sig fra Chaiselonguen til Vinduespladsen og fra Vinduespladsen til Klaverstolen. Han havde ikke Ro.

– Mor, sagde han, det kom som et Udraab, Mor, det var det – om Regimentet?

– Regimentet?

– Ja, Mor … vi maa … tale om det … Det nytter ikke….

– Det er jo afgjort, Otto Heinrich, du tjener, hvor din Fader tjente.

Kadetten rejste sig. – Men Mor, sagde han sagtere, det er saa dyrt i Garden.

Grevinden førte Haanden ind mod sit Bryst: – Jeg har sparet i disse Aar.

Otto Heinrich gik op og ned ad Gulvet. Det var saa mørkt, at de næppe saa hinanden. Helt henne fra Krogen sagde han saa: – Mor – hvorfor skal Paul Tjener rejse?

– Hvem har sagt dig det?

– Han fortalte mig det i Gaar. Han græd, Mor. Otto Heinrich tav lidt. Han lukkede Fars Øjne, sagde han.

– Jeg har skaffet ham en Plads – Ordene skjalv lidt – , jeg behøver ham ikke.

– Mor! Den lange Kadet kom hastig hen over Gulvet. Og al Ting for mig, sagde han.

– Aa, men Mor! – Taarerne løb ned ad Otto Heinrichs Kinder – du skal faa Ære af mig.

Priorinden gled med sin Haand blødt gjennem Sønnens Haar.

* * * * *

Otto Heinrich rejste. Et Par Dage efter kom Frøken von Salzen paa Visit hos Priorinden.

Frøken von Salzen var meget besynderlig den Dag: Hvert Øjeblik glemte hun Titelen, og hun løste sine dadelløse Kappebaand op tre Gange.

Hun talte uafbrudt om Pligter og om at være unyttig og om gamle Frøkener og’ om Fædrelandet. – Grevinden sad og saa paa hende og forstod ikke et eneste Ord. – Hvis Tanken havde været mulig, vilde hun have sagt, Frøken von Salzen svedte.

– Mennesker som jeg, der sidder hen … unyttige og maatte være glade til, om de kunde faa Lov….

Frøken von Salzen tav stakaandet, og der blev en Pavse.

Priorinden forstod ingen Ting og vidste ikke, hvad hun skulde sige.

Men pludselig greb Frøken von Salzen begge hendes Hænder. – Men nu kunde de jo blive til Nytte.

– Til Nytte? Jeg….

– Ja, Pengene (jo – Frøken von Salzen svedte) – mine Par tusind….

Priorinden forstod pludselig, og de blev blodrøde begge to.

– Ja, sagde Frøken von Salzen, De maa – ret forstaa. Man ved jo, saadan en Ekvipering er dyr….

– Jeg … Priorinden kunde knap faa Ordene frem – jeg har jo sparet, sagde hun. Tak, men jeg har selv. – Tak!

Hun fandt ikke mer at sige, og Frøken von Salzen rejste sig forvirret. Men da Frøkenen var kommen frem til Døren, gik hun efter hende. – Tak sagde hun, tak skal De ha’! og hun lagde Hovedet ind til den gamles Bryst, lige paa Kappebaandene.

Aldrig havde Paul Tjener set “Naaden von Salzen” skyde saadan Fart som den Dag hen gjennem Gangen.

* * * * *

Otto Heinrich blev Officer og traadte ind i Garden. Det var om Vaaren.

Sommeren kom og gik, og det blev Vinter.

Nu stod der noget i Heinrichs Breve. Lange Beretninger skrev han, ungdommelige og lykkelige om Fester og straalende Baller og Banketter med uendelige Spisesedler og høje Herskabers Skøjtepartier ved Fakler. Tit skrev han om Natten, naar han kom hjem fra Bal. Han kunde ikke sove for Berusning og Lykke. Og Brevet – forvirret og ud og ind – blev som fyldt af Musik og Ungdom og Lys og Liv.

Den lille Priorinde læste, om og om igjen. Og sart Rødme kom op i hendes Kinder, og hun smilede, mens hun læste, og med Haanden under Kinden drømte hun længe foran sin Søns Brev.

De gamle Stiftsdamer blev aldrig trætte af at høre.

– Det var Hofliv det!

– Le monde – det!

De slugte hvert Ord, og de standsede Læsningen ved hvert nyt Navn.

– En Felsenburg? En Felsenburg. – Hvem er det? Felsenburg?

– Felsenburg-Weisenstein – det er dem fra Rhinen.

– Hm, saa nu er hun ved Hoffet! – Og Strikkepindene gik igjen.

– Ja, Familierne skifter, sagde Frøken von Salzen, og hun fortalte endnu en Gang Gehejmeraad Goethes Kompliment, da hun havde staaet i Tableau, som Gretchen, ved det storhertugelige Hof i Weimar.

Til Julen kom Otto Heinrich hjem. Det var Dage. Der blev en Fortællen ved Visiter; – alle de gamle fulgte efter Otto Heinrich i Stime, paa Vejen fra Kirken; – ridderlig bøjede Otto Heinrich sig og bød den ældste Stiftsdame Armen; ved de smaa Teer; – Otto Heinrich sang Løjtnansviser og akkompagnerede sig med en Finger.

Der var især en Vise – om en Bændelorm. Det var Otto Heinrichs Yndlingssang.