Skovstrup-Folk: To Fortællinger

II

I Jakob Mikkelsens »Langeløkke,« som paa den anden Side Gaden laa lige over for Niels Vævers Hus, havde der hidtil staaet to store, enlige Ege, Veteraner fra en Tid, da Skoven havde strakt sig lige til Gaden. Lars Top, som ved Siden af sin Humleforretning drev adskillige Bierhverv, havde kjøbt dem paa Roden, derefter fældet dem og var nu i Færd med at flaa dem. Gjennem Hegnet kunde man fra Niels Vævers Hus se de nedlagte Kæmper strække de afbarkede, krumme Grene i Vejret som uhyre, nøgne Lemmer og Lars Top med Kaskjetten i Nakken og stort Lærredsforklæde sysle der omkring. Lars var en industriel Natur; hans Virksomhed skiftede med Aarstiderne og vendte ligesom Drengenes Lege tilbage efter en bestemt Rækkefølge. Om Foraaret passede han Humlehaverne, om Sommeren okulerede han Roser og fuskede paa anden Maade lidt i Gartneriet, om Efteraaret drev han Jagt og plukkede Humle, i November og December slagtede han Lam, Faar og Grise i Gaardene. Senere – omkring ved Fastelavn – kølnede han Malt og røgede Flæsk, ved hvilken Idræt han fik god Anvendelse for sine mange grønne Humleranker. Desuden bad han til Gilder og forestod Opvartningen, spekulerede lejlighedsvis lidt i Tømmer, forsømte ugjærne nogen Løsøre- eller Skovauktion, var kort sagt om sig paa alle Maader, naar det blot ikke gjaldt det tætte, jævne Slid, det stadige Arbejde fra Morgen til Aften, som uundgaaeligt følger med at tærske, skære Tørv og grave Grøfter; for den Slags Dagværk var Lars Top saa bange som Fanden for det hellige Kors.

Det var et Par Maaneder efter Lines Besøg. Dørene mellem Niels Vævers Stue og Sønnens Værksted stode aabne; den gamle sad og pillede ved et aldrende Ottedagsværk, med store Messingbriller ridende langt ude paa Næsen; Jens hamrede paa en Støvlehæl og fløjtede en lystig Melodi inde fra sin Forhøjning.

»Huld op med den Musik!« raabte den gamle. »Vi kan jo aldrig snakke et Ord sammen. Jeg har tit tænkt paa at spørge dig om, hvad det saa blev til med Line i sin Tid?«

»Ja hun glej jo til Kjøbenhavn igjen, uden at jeg saâ nøve mejr til hende. Men det er val rejdi nok, uden barestens at der itte er sluttet fuld Avkord.«

»Jeg er ligodt ræd for, at du bliver narret, Jens. Jeg tror allersnarest, at hun har en Kjæreste inde i Kjøbenhavn, og at det var ham,

hun

 snakkede om. Det var ingen gode Tegn, maa du tro, at hun saadan løb sin Vej uden at gjøre Relighed.«

Jens faldt ved de Ord i Tanker, der blev helt stille inde hos ham. Lidt efter sagde han dæmpet, hurtigt: »Der kommer Lars Top. Han styrer lige imod vort. Hvis han kommer ind, kunde du saa ikke faa det lirket ud af ham, for nu har du ligodt gjort mig nøve vaklevorn i det.«

Lars Top havde oppe i Marken lagt sit Forklæde til Side, grebet sin rødmalede Madæske og kom med lange, sindige Skridt tværs over Marken. Der var et Hul i Hegnet over for Niels Vævers; der brød han igjennem og styrede lige mod den grønne Laage.

Jens lukkede sin Dør, som han netop kunde naa fra Værkstolen. Lars Top traadte ind ad Gangdøren.

»Go Dav, Nejels! Har du faaet Mellermad?«

»Itte i Dav,« svarede den gamle med en Urstift mellem Tænderne og Ansigtet halvt inde bag Skiven.

»Saa kan vi tage ham i Fællesskab. Det blæjs saa galt ude i Langeløkken. Gir du Kaffen, saa gir jeg Brændevinen.«

»Lad aa det gaa!« svarede den gamle, skød den sønderlemmede Tidsmaaler til Side og rejste sig. Derpaa aabnede han Bordskuffen.

»Jens!« raabte han.

»Holloj!« Døren blev igjen lukket op. Skomageren viste sig.

»Kan du koge vos nøve Kaffe,« sagde den gamle og tog Brød og Smør frem af Skuffen. »Lars Top gir en Dram i Dag.«

»Det skal

jeg

,« svarede Jens. Han kastede sit Skjødskind, rødmede, da han hilste paa Lars, trak Øjenbrynene højt op og begyndte at hale Stikker og Spaaner frem af Kakkelovnskrogen.

»Kom her med Møllen!« sagde Lars, der alt havde sat sig, »saa skal jeg male.«

»Godt,« sagde Jens, smaafniste og viste en forlegen Travlhed.

Han kom brændte Bønner af et Kræmmerhus i Messingtragten og gav Lars Kaffemøllen. Derefter gjorde han Ild paa og satte Kjedlen over.

Lars tog en Bid af sin Mad nu og da, mens han kjørte rundt med Haandtaget. Niels Væver smurte Rundtenommer til sig og Sønnen og skar Ost paa.

»Der har du Flasken,« sagde Lars og stak den fyldte Pægleflaske over til den gamle. »Nu kan du være Forvalter, for der bliver jutte saa møje manne til hver.«

»Det er bedre Jens er Skjænker,« svarede Niels. »Jeg rister paa Næverne.«

»Nu kan I val vente et Korn,« sagde Jens ved Kakkelovnen.

»Hvad Pris er Barken i?« spurgte Niels Væver.

»Jeg har itte højrt naare Pris,« svarede Lars; »men de siger, han er dyr.«

»Saa tjen du dig en god Dagleje ved de Træer, Laves. Du fik dem for godt Kjøb.«

»Det er paa den Vis, vi skal bjærge Livet,« svarede Lars. »Gaa og slide sig op i Dagleje, det er Svælteri.«

»Det er nøve som er,« sagde Niels Væver.

»Men der skal hænges i paa alle Maader. I Foraaret havde jeg 72 Kroner af mit Malteværk.«

»Det er bedre end Skomageriet,« sagde Jens og bød Lars den første Snaps.

»Nej, væsgo og drik vos til!« sagde Lars høfligt.

»Til Lykke med Egene,« sagde Jens og tømte Glasset.

»Tak. Ja vi skal kunne lidt med alle Dejl nu om Stunder; der skal nøve til aa ernære en Familie. Der skal spengelejres.«

»Du har et godt Hoved, Laves,« sagde den gamle henne ved Bordet og skar Tærninger ud af sin Rundtenom.

»Nu kan det lade til, at Line vil jivtes og

vi

 kommer nok til aa jøre Braalbet. Bliver ditte stort, det er ligodt en Ujivt.«

»Skal Line ha Braalbe?« sagde gamle Niels og saâ langsomt fra Lars hen paa Sønnen.

Denne havde lige skjænket en ny Snaps, og Lars rakte allerede Haanden ud efter den, da Jens helt uformodet slog den i sig selv.

»Hvad Rakkeren!« raabte Lars og sænkede slukøret Haanden. »Du er en god Skjænker! Du drikker nok sjèl det hejle.«

»Det var paa Lines Velgaaende, Laves!« sagde Jens, fniste og skød Øjenbrynene heftigt op og ned. »Hvem skal hun ha?«

»Ja jeg har aller sejt Fyren for mine Øjne. Han er Mursvend derinde og skal være saa møje gefærlig skrap til det fine Arbe. Ditlevsen kalder hun ham, hvad han èsen hedder, vej jitte. – Nej holdt! Nu vil jeg have Fingrene ved Glasset, mens du skjænker. Èsen narrer han vos, Nejels.«

»Det er nok saa nøve rejdi fint,« sagde Jens og blev ved at fnise og gjøre Grimacer.

»Det kan lade,« svarede Lars og tømte Glasset. »Forresten er han da bondefødt. Forældrene er Krofolk éjsteds ovre paa Sjælland.«

»Saa siger han ikke nej til en Dram, kan jeg forstaa,« sagde Niels Væver tørt.

»Han smager aller Sperentus,« svarede Lars højtideligt. »Det siger Line. Og han gaar aller paa Kommers eller Dansesjov.«

»Kom nu her med Flasken,« sagde den gamle. »Skal jeg ha en Dram, vil jeg ha hende, mens jeg faar Mad.«

»Der har du hele Flasken, Far,« sagde Sønnen og snurrede sig paa Hælen. »Men det er en skammelig Svindsot, hun har faaet; jeg véd knap, om der kan blive én til dig.«

»Det tror jeg,« raabte Lars og lo med Munden fuld. »Naar du staar dèr og drikker for to.«

»Hvor har du

din

, Far? For nu gir jeg en Dram i Anledning af Lines Mursvend. Vi har jutte saa langt hen til Kjøbmanden.«

»Det var Ret,« raabte Lars. »I Dag er der Humøjr i Skomageren.«

Jens sprang hen til Hængeskabet og fik fat i en tom Trepægleflaske. »Nu skal vi dog have saadan, vi kan smage det,« sagde han, greb sin Hat og løb ud af Døren med Flasken under Armen.

»Det er da et Helvedes Jærn, den Skomager!« raabte Lars, mægtig oprømt ved Udsigten til et Par Extrasnapse. »Jeg tykkes ellers ikke, han er haard ved den Slags.«

»Kom du her, Laves, og skjænk mig den Taar, du har lovet. Du har lejtere ved det.«

»Vi kan vel klemme hende saa møje,« sagde Lars og skjænkede for den gamle. »Nej se, vi fik jo igaar et langt Brev fra Line; de var forlovede allerede, da hun var her i Foraaret, og nu vil de holde Braalbe til Højst, har de bestemt, og saa jo, om det maatte staa hos vos, desformedelst at det er møje billigere end i Kjøbenhavn med Præst og Degn og det hejle. Hun har sagt sin Tjeneste op til føste Juni og kommer saa hejm for at sy paa Udstyr, skjønt de kjøber nok èsen det mejste, for han tjen en skammelig Mase Penge. De har lejet dem en Lejlighed, og hun skriver, at der er oljemalede Vægge ligesom hos Jakob Mikkelsens, og hvad det angaar med at faa hentet en Spand Vand, da har de aldrig nødig at gaa til Posten, for det flyder af sig sjèl lige ned i deres Vask, barestens de drejer paa en Messinghane. Saadan er det nu over det hejle der inde. De har det nemmere end vi.«

Skomageren kom tilbage i fuldt Løb igjen og satte den fyldte Trepægleflaske paa Bordet.

»Nu vil vi ta vos en lille Donner, Laves, i Henhold til at Line snart skal være Madam Ditlevsen. Egene løber jutte der' Vej.«

»Egene tøver nok,« sagde Lars og saâ begjærligt efter den grønne, langhalsede Flaske, af hvis Munding den klare Strøm allerede flød ned i Glasset.

»Denne Gang skal du ha føst.«

»Sitte nøve Pjank,« brummede Niels. »Vi maa'tte donre fra Formiddagen. Nu gir du vos den Drøve Kaffe, Jens, og saa tar vi vos »en lille sort,« og saa skal det være Stop med det her i min Støve.«

»Ha ha ha!« lo Lars Top. »Ja det er rejdi, Nejels. Vi gamle bliver nøjdt til aa holde til Raade. Det er døv et rejnt Jærn, den Skomager.«

Der gled alligevel et Par Snapse, inden Kaffen blev skjænket. Lars Top og Jens rykkede hen til Bordet ved Siden ad Niels Væver, Brødstumper, Smør og Ost blev puttet i Skuffen igjen; det hele blev nok saa indbydende. Paa det rødmalede Bord foran Vinduespillen stod Flasken, en Kop med smaatbrækket, lyst Kandis og de tre hvide Spølkummer, halv fulde af sort Kaffe. Skomageren var atter Skjænker; han hældte i uden at bruge Glas, og Lars Top bad ikke for sig, før end Koppen var fuld. Den gamle fik Lov til at nøjes med mindre, og Jens tog heller ikke stort af Brændevin i

sin

, Lars puttede et Stykke Sukker i Munden og stødte sin Spølkum mod de andres.

»Skaal, Nejels! Skaal, Jens!«

Da Lars Top havde drukket en Slurk af den varme, dunstende Blanding, begyndte han at blive rød i Kinderne. Øjnene krøb ind, men bleve sælsomt blanke og tindrende. Han kom i Gang med at fortælle Jagthistorier. Skomageren hentede sin korte Træpibe og begyndte at dampe, som om det gjaldt Livet. Da Lars Top lugtede Tobakken, trak han et Stykke Avispapir op af sin højre Buxelomme, udfoldede en stor Kringle Mellemskraa og bed sig et passende Stykke af. Derpaa rakte han Kringlen til Niels, som afslog. Frokosten trak ud, Historierne vare mange og lange. Omsider satte den gamle sin tømte Kop op i Vinduet og tog paa ny fat i sit Sejerværk, Skomageren rejste sig og gik ind paa sit Værksted; tilsidst huskede ogsaa Lars paa, at der laa to Egetræer og ventede paa ham; han bød far vel og drog med faste, sindige Skridt op ad Langeløkken til.

Da han var gaaet, viste Jens sig atter i Døren ind til den gamles Stue.

»Saa vej vi det da,« sagde han. »Det er nøve bedre end aa blive Skomagerkone i Skovstrup.«

»Ja du er et godt Fæj,« knurrede den gamle og stadfæstede sin Dom ved at lade Slaghammeren falde klingende mod Urets Malmklokke. »Saa gaar du her og bilder dig ind, at hun halv Vejs er din Kjæreste.«

»Kunde jeg forstaa andet,« sagde Skomageren og traadte helt ind. »Naar hun siger – «

»Ja hvad siger hun? Hun siger, der er én, hun kan skammelig godt lide, og han hedder Ditlevsen. Kommer det dig nøve ved?«

Jens satte sig paa Stolen ved Kakkelovnen, hvor Lars Top havde siddet og malet Kaffebønner, og begrov Ansigtet i sine Hænder.

Niels Væver sad og knikkede med sine Tandhjul, de gamle Ure dikkede omkap fra Væggene.

»Lejt dig!« brummede han pludselig. »Der kommer Nejlsen.«

Jens var lige bleven rejst og havde faaet Ansigtet i de sædvanlige Folder, da den store Hestepranger traadte ind. Han var i Blankstøvler og holdt i Haanden en Spanskrørsstok med Elfenbens-Hundehoved.

»Hør, Skomager!« sagde Nielsen efter et flygtigt god Dag, »hvad er det for noget Blanksværte, du bruger? Kan vi ikke faa at vide, hvor du kjøber den?«

»He he, jeg lemper hende sjèl.«

»Det var som Faen! Kan du da ikke lempe noget til mine Kvindfolk? Jeg gjør altid Spektakel med dem, hver Gang jeg skal trække et Par Støvler paa, for jeg vil have, at de skal skinne som Sølv, og for det meste ser de ud, som om de var gneden ind med Vognsmørelse. Nu i Dag da jeg kommer og vil trække disse her paa, saa er de, som jeg vil have dem. Saadan skal det være, siger jeg. Men hvorfor kan I nu blanke dem i Dag og ikke ellers. Fordi at de lige er kommen fra Skomageren, siger de. Forhør du, hvad det er for en Blanksværte, han bruger, og skaf os den, saa skal dine Støvler nok blive dig til Pas. Har du noget?«

»Du kan godt faa en Æske fuld,« sagde Skomageren og gik ind i Værkstedet.

»Hvad koster den?«

»Ja det vej jeg saa knap. Jeg sælger hende jutte saadan.«

»Du maa da vide, enten du kan sælge den for samme Pris som anden Sværte, eller om den er dyrere at lempe.«

»Nej dyrere er hun datte. – Væsgo!«

»Tak. Hvor meget bliver det saa? For jeg har ingen Forstand paa, hvad den Slags Pilleri koster.«

»Jeg vej itte, om du vil gi ti Øjre?«

»Er det det hele?«

»Ja jeg skal itte ha mejr.«

»Men saa begriber jeg ikke, hvorfor du ikke opretter en hel Fabrik og sælger den i Massevis. Du kunde jo blive rig ved din Sværte.«

»Ja naar det var sig saa, at Folk vilde kjøbe hende.«

»Det kavérer jeg for, saa snart de kun véd, at den er til at faa, og de bliver kjendt med den.«

»Det kunde nok ikke blive til nøve med saadan en Fabrik her i Skovstrup,« sagde Skomageren og fniste.

»Hvorfor ikke det? Lad mig faa en halv Snes Æsker med, naar jeg paa Mandag rejser til Kjøbenhavn. Jeg skal nok skaffe dig af med din Sværte.«

»Ja Tak. Det kunde være morsomt nok at prøve.«

»Naa, Niels!« sagde Hestehandleren i en noget højere Tone, idet han nedladende henvendte sig til den gamle, som uforstyrret vedblev sit Arbejde. »Kan du faa Ret af Mekanikken?«

»Det skal gaa med den, som det kan, Nejlsen!« svarede den gamle forekommende. »Jeg kan gemejnlig nok faa Klokkerne til aa gaa, men de gaar ligodt ikke alle, som de skulde.«

»Det er saa med Klokkerne lige som med Folk, kan jeg forstaa,« sagde Nielsen leende og bød far vel.

Jens stillede sig op ad Dørstolpen, da Hesteprangeren var gaaet og skød Øjenbrynene til Vejrs.

»Det kunde mejst lade paa Nejlsen,« sagde han, »som jeg døv itte vaa et Fæj til al Dejl. Kanske jeg forstaar mig bedre paa Blanksværte end paa Kvindfolk.«

»Du gjorde dig datte for kløv,« snærrede den gamle.

»Tror du, jeg vil gjøre ham Regnskab for, hvad jeg har i Sinde med min Sværte? Og helst saalænge hun ikke er færdig? Hun skal nok komme frem, naar Tid er. Nu vil jeg først prøve med den Selledunesavt og se, hvad Skjær hun gir – jeg skal ogsaa se, om jeg kan hitte paa et fejs Navn og faa en fejs Seddel paa Æskerne. Der er langt frem endnu, og desuden har jeg det heller ikke saadan med Penge, at jeg kan gjøre stort Spræl. Jeg maa komme smaat af Sted.«

Den gamle svarede ikke.

»Men en Snes Æsker kan han gjærne faa med til Kjøbenhavn; det er ingen Skade til, at de bliver lidt kjendt med hende.«

III

Det var anden Pintsedag hen ad Aften, en Uges Tid efter, at Line var kommen hjem fra Kjøbenhavn. Stuen hos Lars Top udmærkede sig ved en vis lys og proper Hygge. Der var Panel i Vindueshøjde hele Stuen rundt og derfra og op efter til det lave Loft blaablomstret Tapet. Alt Træværket med Undtagelse af det sandstrøede Gulv var malet engelskrødt, i de smaa Vinduer stod blomstrende Fuchsier og Neliker. For den ene Bordende sad Line og hæklede, for den anden hendes Moder med sin Bindehose. Line talte om sine Svigerforældre.

»Nej det maa du da ikke tro, at de var glade ved det Parti. De har en stor Ejendom, og der er sex Børn, saa han skulde naturligvis have en med Penge, jo fler, desto bedre. De blev helt ude af sig selv baade gamle og unge, da de hørte, han havde forlovet sig med en Husmandsdatter fra Skovstrup, hans Mesters Tjenestepige.«

»Nu har jeg dog aldrig kjendt Mage!«

»De har skrevet det ene Brev efter det andet til ham, og Søsteren har været inde for at foresnakke ham, at han skulde gjøre det forbi, men han svarede, at det blev ikke anderledes denne Gang.«

»Det var rejdi nok net af Ditlevsen.«

»Net? Ja han kunde da ikke godt svare andet, naar han ikke vilde holde mig for Nar. Jeg har ikke hængt mig paa.«

»Vej du hvad, min Pige! Der er ligodt mange, der ikke tar det saa nøje i det Kapitel. Om Pigen bliver holdt for Nar eller ej, kerer de sig lidt om.«

»Jeg var ogsaa temmelig paa det rene med, at Ditlevsen ikke hørte til den Slags Folk, før jeg sagde ja; jeg tænker heller ikke, han skal komme til at fortryde sit Valg. Han forlanger ikke noget fra sit Hjem, saa vi begynder paa bar Bund, men vi har begge det Forsæt, at vi vil frem, vi er unge og raske, han har et godt Haandværk, og han hverken spiller eller drikker Fortjenesten op.«

»Ja det er saamænd det bedste ved det hejle.«

»Det er tit det solideste at begynde smaat, saa véd vi, hvor det kommer fra, saa skjønner vi paa det, vi har.«

»Ja du har altid været en sæjr gammelkløv Tøjs, Line.«

»Da Etatsraaden satte Bo, havde han mindre at begynde med end vi, og nu er han en af de største Bygmestre i Kjøbenhavn. Efter Skattelisten har han femten Tusend i aarlig Indtægt; det siger Ditlevsen.«

»Gud Faderi!« udbrød Lines Moder og lod lamslaaet sit Strikketøj synke i Skjødet. »Siger du femten Tusend? Saa kunde han jo kjøbe en lille Bondegaard hvert andet Aar for sine Indtæxter.«

»Til næste Aar begynder Ditlevsen som Mester. Saa alliérer han sig med en god Ven, han har, der er Tømrer, og saa kan de vælge et af to: enten kan de kjøbe Grunde i Udkanterne af Byen, hvor de endnu er at faa til rimelige Priser og bygge af nyt, – saadan bærer de fleste sig ad – eller ogsaa kan de kjøbe gamle Huse inde i Byen og pudse dem op, saa de kommer til at se ud som ny. Det betaler sig bedst, siges der, og det er det, Ditlevsen vil spekulere i. Det er der ogsaa mindst Risiko ved.«

Hun talte saa sikkert; hun havde næsten fuldstændig tilegnet sig det dannede Talesprog, vel med en stærk kjøbenhavnsk Akcent, men uden Skaberi. Skovstruppigerne ere i Stand til det paa en utrolig kort Tid.

Hun var i graa Kjole med sort Fløjel i Brystet og for Hænderne. Snittet var tarveligt. Under Hagen var Kjolen lukket med et Sølv-Egeblad.

»Saa nu maa du nok af Sted, Line!« udbrød Moderen og saâ ud. »Der har vi hele Selskabet.«

Udenfor Laagen stod en Flok unge Piger, alle i lyse Kjoler med Straahatte og Flagrebaand, leende og passiarende.

En af dem stak Hovedet ind ad Døren.

»Er du færdig, Line!«

Line havde rejst sig og rullet sit Hækletøj sammen. Hun tog nu Hat og Overstykke, som laa parat paa Kommoden, og var hurtig i Stand.

»Skal du være saa graa?« spurgte

hun

 i Døren.

»Jeg danser ikke,« sagde Line.

»Nu har jeg dog aldrig kjendt Mage. Er det for Kjærestens Skyld? Han er jo langt væk.«

»Jeg har aldrig holdt videre af det.«

»Gaa til Skovbal uden at danse! det er en tynd Plasér.«

»Jeg venter mig heller ikke stor Plasér,« svarede Line med et Smil. »Far vel, Moder!« Hun lagde i forbigaaende Haanden let paa Moderens Skulder. »Skal vi saa?«

»God Fornøjelse, Børnlille! og lad mig sej, I ikke kommer for sejnt hejm!« Derpaa nikkede hun mildt til alle de glade Ansigter ude ved Laagen.

Skovballet stod i Jakob Mikkelsens Skov og var arrangeret af Mads Mogensen. Der var et aabent Dansegulv, et Beværtningstelt og to lange Borde udenfor Teltet med nedpælede Bænke. Ved Indgangen til Skoven vajede et Flag over en Æreport, hvis falmede Løvværk heldigvis ikke berøvede Skoven noget af dens Friskhed. Det var stille Vejr med stærkt dalende Sol, da Pigeklyngen drog ned ad Skovvejen; man hørte Musiken inde fra Tykningen: to Horn og en Klarinet – Danselysten steg i Blodet. En Mængde Børn løb om ved Indgangen, hvor Mads Mogensens Ven Jens Nyrup stod og solgte Billetter; gamle Husmænd sad udenfor Teltet og røg paa deres korte Træpiber; Karle og Piger begyndte at samle sig om »Salunen«, og Egnens Løve, en ung Skrædder fra Langerup, havde allerede aabnet Ballet. Gaardmændene kom to og tre og Konerne ligeledes to og tre, saa langsomt Benene lod sig flytte; man maatte jo unde Mads Mogensen en Skillings Fortjeneste, hvor det lod sig gjøre for ikke at faa ham og hele den store Familie paa Sognet. Bag Teltet hævede en let, blaa Røg sig mod den grønne Baggrund – dèr kogtes Vand til Kaffe og Punsch; en halv Snes Børn, allesammen Mads Mogensens og allesammen pjaltede og blegnæbbede, stod og hang af i Baggrunden af Teltet og der omkring. De legede ikke, de rendte ikke omkap med de andre Børn – alligevel var denne aarlig tilbagevendende Fest Aarets gladeste Dag for dem og imødesaas Maaneder forud med stille Spænding.

Mads Mogensen var i Perlehumør over det gode Vejr; for desto friere at kunne bevæge Armene havde han hængt sin Frakke op paa en Stump knækket Gren af en nærstaaende Bøg. Af Farve var den Frakke resédagrøn med stærkt gulnede Partier; i Frastand saâ det ud, som om én havde hængt sig; det saâ ud som en Protest imod Lystigheden, men var det ikke.

Niels Væver og hans Søn sad paa Bænken uden for Teltet tilligemed et Par andre Husmænd. Lars Top var der ogsaa.

»Skal vi ha vos en Bajer?« foreslog Lars.

»Skal jeg ha nøve, skal det være en Kaffepuns,« sagde Niels Væver.

»Du er døv et gammelt Krej!« raabte Lars venskabeligt. »Skal du ikke være mere fornem paa det, naar du er til Skovbal!«

»Det Bajerskøl er saa bedsk,« sagde Niels; »men vi kan jo lade helt være.«

»Sitte nøve Pjank! Har Mads havt Ulejlighed med at faa Drikkelsen herud, maa vi da unde ham en Smule Søgning. – Hej, Mads! Har du Kaffen færdig?«

Mads kom springende ud af Teltet i Skjorteærmer med Lærredsforklæde og bart Hoved, lille og slunken, men lutter Smil og med spillende Liv i de brune Øjne og alle Lemmer.

»Kaffen er færdig, mine Herrer! Hvor mange Portioner?«

»En, to, tre – fem skal vi ha, og saa en Drøve Brændevin til at sole den med.«

Skovstrupperne bruge det gamle »suole« for »svale.«

Kaffen kom, og Brændevinen kom. Mads satte sig hos.

»Jeg tar mig en Drøve med det samme,« sagde han. »Siden hen, naar Publikum formerer sig, faar jitte Stunder til at faa hverken vaadt eller tørt. Væsgo, mine Herrer!«

»Du skulde ha bestilt naare Talere, Mads,« sagde en i Selskabet. »Saa var der kommen flere Folk og bleven mere Liv i det.«

»Jeg havde det i Obselvation,« sagde Mads, »men jeg slog det af Tankerne igjen, for jeg skal sige vos, lille Folk: det bliver altid til Politik og dette here med højre og venstre. Men se, nu er du Venstremand, Rasmus, og Jakob Mikkelsen, som gir Skøv til, er Højremand, og jeg sjèl er Vært – jeg skal betjene Gjæsterne gelìk og rejælt, men det er ikke gjørligt at være alle til Pas, saa snart vi kommer ind paa de diplomatiske Gebeter.«

»Du er rejdi nok, Mads,« raabte Lars Top. »Skaal, Nejels! Skaal, allesammen!«

»Jeg skal sige vos nøve, lille Folk,« vedblev Mads Mogensen. »En af mine gode Venner sagde engang til mig: Du skulde stille dig til Valg, Mads. Du har gode Talegaver og gode Videnskaber. Du kunde fortælle dem et og andet, de kunde have godt af at høre.

Jeg er en simpel Mand, sagde jeg, og jeg er en fattig Mand.

Du faar sex Kroner om Dagen, sagde han igjen, fri Rejse frem og tilbage og fri Fortæring. Barestens de ligger inde fire Maaneder, som nu om Stunder er det allerringeste ved det, at Finansloven, som de kalder hende, er bleven saa skammelig haard at trække igjennem, saa har saadan en Rigsdagsmand sine syv Hundrede Kroner.«

»Kan det dog blive saa møje?« udbrød Lars Top.

Mads Mogensen saâ sig triumferende om. »Jeg vil sige jer, lille Folk, jeg overvejede Sagen. Jeg sagde til mig selv: Hvem er det, vi har til Preresi – , til Resipretant? Er det en Mand, som forstaar sig paa Smaafolks Konditioner, som kan sige, hvad vi skal ha for at sætte en Favn Brænde eller naare af de Dejl? Jeg skal ikke lædére Manden; han kan være møje god i sin Klase; men han er Kjøbenhavner, han er studejret, han kjender val knap nok Ærter fra Vikker.«

»Der er nøve i det,« sagde Lars alvorsfuldt.

»Kanske I lejr ad mig,« vedblev Mads med stigende Mod, »for jeg er en simpel Mand lisom I andre, men jeg er godt oplært, og jeg følger med i Bladene. For det skal man begribeligvis. Og hvad Lovgivningen angaar, har jeg Produkterne og Paragraferne i Hovedet, som det hedder, baade hende om skadeligt Vands Afledning og den ny om Jagten.«

»Det forslaar ikke, Mads,« sagde Jens Skomager og fniste med Øjnene i Bordet og opskudte Bryn.

»Forslaar! Véd du hvad, Skomager, om det var sig saa, at jeg kom i Rigsdagen, saa kan du stole paa, at jeg skulde ikke staa tilbage hverken i Udvalg eller i Betænkeligheder. Og hvad Klæderne angaar, jeg er en simpel Mand, jeg er en fattig Mand – men der blev vel Raad til en ny Frakke og en sort Silkehat for de Penge.«

»Ja du skulde stille dig,« fniste Skomageren.

»Det skulde da være til Snapstinget,« mumlede Rasmus.

»Jeg stiller mig ikke,« erklærede Mads, »for jeg er hverken pengesbegjærlig eller ærekjær. Jeg er en fattig Mand, men jeg optøjler mine Børn i Herrens Formaning og forskaffer min Familie Legemets Næring og Nødtørft ved mine Hænders Gjerning. Mangler I nøve, siger jeg til Trine. Skal Børnene ha ny Klæder, ny Sko? Skal du ikke snart ha dig et Fjerdingpund Bøner? Skal jeg ikke gaa ud at kjøbe dig en fire Ugers Gris; de er dyre paa Tiden – lige møje, siger jeg, hvad der skal til, skal til. Den ældste af mine Pigebørn, hun blev kjed af at tjene Bønder, hun vilde til Kjøbenhavn, for hun er godt lært og hun er skrap til al den Dejl, de sætter hende til. Godt, siger jeg, her er Rejsepenge! Væsgo. Men før dig anstændigt op, sagde jeg. Og jeg vil vide af at sige, at hun har fulgt sin Faders Formaning, hun har Skudsmaal og Vidnesbyrd over hejle Kjøbenhavn. Og det Herskab, hun er hos – det er rejdi, Laves! Din Line er jo aa der inde. Ja det er en stor Fornøjelse for vi gamle, naar Børnene skikker sig val. Som det gamle Ord siger: Børn er Fattigm – «

»Mads!« lød en skingrende Kvindestemme henne fra Teltet.

»Nu kommer jeg,« raabte Mads og sprang op. »Ja bliv kun I siddende, lille Folk, og lad mig se, I morer jer.«

»Du kommer val igjen inden alt for længe,« sagde Lars Top, »at vi kan faa gjort Relighed for Kaffen.«

»Jeg skal strax være hos jer,« svarede Mads og pilede afsted.

»Det er et farligt Krej, den Mads Mogensen,« sagde Lars og lo. »Det blev èsen en fejs Rigsdagsmand, vi fik vos der. Og sitte han kunne læse op om Klæder og Sko og Kaffe og Grise. Gud hjælpe de Stakler! De sejr vist itte manne Øjre af Fortjenesten.«

»Naa,« udbrød en Stemme bagved. »I er nok ved Thevandet, kan jeg se.«

Det var Hestehandler P. Nielsen, som for to Dage siden var kommen hjem fra Kjøbenhavn. Han var i modérne Straahat og lys Overfrakke.

Selskabet følte sig smigret ved at blive tiltalt saa ligefremt af den store Mand og lo enstemmig. Men Lars alene var Mand for at give Svar paa Tiltale. Han saâ frejdigt op og svarede:

»Nej vi var føst ved Kaffen, Nejlsen. Der er længe endnu til Thevandet.«

Dette resolutte Svar gjenoplivede Latteren; Lars selv lo højest af dem alle.

»Kom hid lidt, Skomager!« sagde Nielsen. »Jeg har noget at tale med dig om.«

»Ja vel,« svarede Skomageren militært og sprang op.

De gik Side om Side hen ad Skovvejen, den store, lysklædte Hestehandler med den skinnende Straahat paa Snur og den korte, undersætsige Skomager i sin forvredne Landsbyfrakke og toppede Klædeskaskjet.

»Jeg kunde ikke komme nogen Vegne med den Sværte,« sagde Nielsen, da de havde fjærnet sig tilstrækkelig langt fra Gruppen. »Jeg véd Faen ikke. De fleste vilde hverken høre eller se den; et Par, som jeg fik til at prøve den, sagde, at den var udmærket, den var meget bedre end den, de forhandlede, men nu havde de engang deres Forbindelser, som de ikke kunde bryde, og jeg véd ikke hvad – det fik et daarligt Udfald.«

»Det gjør ikke nøve, Nejlsen,« sagde Skomageren, trak Øjenbrynene op og gjorde mange Grimacer med Munden. »Det kommer nok. Al Dejl skal ha sin Tid.«

»Hør, Skomager, jeg er nu bleven opsat paa, at den Sværte skal gaa. Men rimeligvis maa du selv snakke for dine Varer. Har du Lyst til at tage med mig ind til Kjøbenhavn ret efter Helligdagene, saa giver jeg fri Rejse.«

»Jeg siger saa manne Tak,« svarede Jens, »men det er lidt for tidlig inøv.«

»For tidlig! Hvad skal det sige? Naar saadan noget skal sættes i Gang, saa gjælder det just at komme saa tidlig som muligt og komme med Kraft. Jeg kan ikke med dette Sjokkeri og disse hundrede Betænkeligheder, somme har, saa de aldrig kommer af Stedet, inden det er bag efter.«

»Det kan nok være, Nejlsen, men siden vi nu har begyndt at snakke om de Dejl, saa sker det ogsaa somme Tids, at en god Sag bliver ødelagt, fordi den kommer frem for hovedkulds. Efter hvad jeg saadan har tænkt om dette, da er der to Veje: enten gaar vi ud fra Skovstrup med smaa Skridt og kommer først til Odense, Assens og Nyborg, siden hen tar vi Jylland og Sjælland, saa Kjøbenhavn og saa videre kanske til Sverig og Tyskland, eller ogsaa gaar vi ud fra Kjøbenhavn og falder over hele Landet lige med det samme. Men saa er det, at der skal en hel Fabrik i Gang med Folk og Agenter og store Oplag. Alene de mange tusend Æsker og Prøver og Forsendelser vil koste flere Hundrede Kroner. Sejs vi, dem har jitte, Nejlsen, og derfor er jeg nøjdt til at gaa med smaa Skridt.«

Nielsen saâ forbauset paa sin Sidemand. Han begreb, at det var ikke ham, der gav Skomageren en Opgave, men at denne var til forud, var gjennemtænkt langt fuldere, end han havde Anelse om, at Skomagerens Tankevidde gik, og at Opgaven var grebet under et større Synspunkt; derom overbevistes han ved de Ord Fabrik og Agenter.

»Det var som Faen. Jeg ser, du har tænkt over den Ting. Men er det ellers kun Penge, du trænger til, saa kan du faa hos mig. Hvor mange skal du bruge? Vil du have fem Hundrede Kroner?«

»Det er saa møje godt, Nejlsen, og jeg siger saa manne Tak; men jeg kan ikke stille naare Sikkerhed, og jeg er heller ikke modig ved at laane alle de Penge.«

»Sværten er Sikkerhed nok. Folk, der vil frem, skal hjælpes.«

»Jeg tror ligodt, jeg gaar over Odense og Assens og tar den med smaa Skridt,« sagde Skomageren; »men jeg skal tænke over det. Kun vil jeg bede dig om, at det bliver mellem vos. Folk gjør Nar ad saadan nøve, indtil de