Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard

„Vi kjøre hurtig nok: Hestene maae ikke overanstrænges“, var Svaret.

„Overanstrænges? jeg frygter snarere, at de falde i Søvn. Og see, hvor mørkt det seer ud i Øster, vi faae stærkt Snefog inden en Time.“

„Det forfrisker“, meente Corpus Juris, dog gav han Gamle et lille Rap af Pidsken forat føie mig, saa at vi atter kom hurtigere afsted.

Vi kjørte forbi den lille Høi, hvor jeg den første Dag, da vi kjørte fra Roskilde til Nøddebo, havde havt en Slags Aabenbaring, idet jeg havde seet en ung Mand sidde ved en ung Piges Side og trykke hendes Haand og i den rødmende Solnedgang see ud over Isefjordens gyldne Bølger. Corpus Juris lod ogsaa til at see Noget paa Høien, thi han pegede derop med Pidsken, og Andrea Margrethe saae ligeledes derop. Gamle havde derimod nok en Aabenbaring paa den anden Side af Veien, hvor den formodentlig i Aanden har skuet en frodigt voxende Havremark, thi den travede henimod Grøften og havde besørget os alle derned, om ikke Andrea Margrethe havde seet det og hurtigt trukket Tømmerne til den anden Side.

„Der vare vi nær væltede, Frederik“, sagde hun leende. Jeg vilde sige hende noget Smukt om, at det var umuligt at vælte, naar man havde Andrea Margrethe ved sin Side, men Corpus Juris kom mig i Forkjøbet og rev mig Brødet ud af Munden ved at gjøre netop den samme Bemærkning.

Omsider kom vi til Roskilde: Heste og Slæde bleve stillede ind i en Gjæstgivergaard, og glad var jeg, thi nu kunde jeg uhindret gaae ved Andrea Margrethes Side, skjøndt jeg maatte finde mig i, at Corpus Juris gik ved hendes anden Side. Men Samtalen vilde slet ikke ret komme istand. Een af os kunde vel sige et Par Ord, men de to Andre svarede Intet, saa jeg erfarede da ret ved den Leilighed, hvad jeg for øvrigt oftere har erfaret, at Tre er et daarligt Tal til at spadsere. Vi Tre gik der ved Siden af hinanden op og ned ad Roskilde Gader og saae paa Husene og Boutikerne, og gjorde En eller Anden af os en Bemærkning, fik han i Regelen kun et ganske kort „Saa?“ eller „Nei virkelig?“ til Svar. Selv Andrea Margrethe var ganske mod Sædvane taus og ordknap. Jeg gik i mit stille Sind og ønskede Corpus Juris hjem igjen til Fattigregnskabet, saa skulde jeg have benyttet Tiden langt bedre end til at gaae og tælle Brostenene i Roskilde Gader. Selv Domkirken gik vi i Taushed forbi – og der havde Corpus Juris dog sidste Gang havt saa meget at fortælle mig, nu havde hverken han eller jeg en eneste Bemærkning at gjøre om den, ja den syntes mig endog at være bleven mindre og uanseeligere, kortsagt at see mere hverdagsagtig ud end for tre Dage siden, da den i saa høi Grad havde vakt min Beundring. Ligesaa ivrigt som jeg før havde ønsket at komme af Slæden, ligesaa ivrigt ønskede jeg nu at komme paa Slæden, og jeg troer i Grunden, at Corpus Juris og Andrea Margrethe vare ligesaa glade som jeg, da vi havde besørget vore Indkjøb og atter kunde berede os til Hjemreisen.

Jeg forlangte at være Kudsk paa Hjemtouren for ogsaa at prøve den Fornøielse, og Corpus Juris gav strax efter. Men da jeg fordrede, at Andrea Margrethe skulde tage Plads ved min Side som før ved Corpus Juris', svarede hun, at det behøvedes ikke: Veien gik jo lige hjemad, og Hestene kjendte den godt, og da jeg yttrede, at jeg gjerne vilde have Hjælp af hende i paakommende Tilfælde, svarede hun atter, at det var unødvendigt, thi jeg behøvede blot at holde Tømmerne i Haanden og forresten lade Hestene løbe, som de selv vilde, saa kunde der aldrig tilstøde noget Uheld: og med denne Erklæring satte hun sig paa det bageste Sæde ved Siden af Corpus Juris.

Det begyndte at snee; Vinden var sprungen om til Nordenvind, saa jeg havde Sneen lige i Ansigtet. „Ja kjørte vi langsomt ud, saa skal vi sandelig komme hjem i en Fart“, sagde jeg til mig selv, og jeg svingede Pidsken og slog løs paa den Røde og Gamle, saa de i strakt Carriere fore henad Veien, og Slæden slingrede stærkt til begge Sider.

„Hvordan er det, Du kjører?“ raabte Frederik til mig, „bliver du ved paa den Maade, saa vælte vi.“

„Jeg kjører, som jeg skal kjøre“, svarede jeg, „pas Du blot Dig selv“, og atter drev jeg det ene Slag efter det andet mod den ulykkelige Gamle.

„Nicolai, De er jo ond mod Dyrene“, sagde Andrea Margrethe til mig.

Hendes Ord gjorde mere Indtryk paa mig end Corpus Juris', og jeg lod for Fremtiden Pidsken hvile. Men Gamle og den Røde vare nu engang komne i Farten, saa vi fore hurtigt fremad. Snefoget var imidlertid tiltaget, tykt og tæt faldt Sneflokkene over os og dækkede os med deres hvide Lagen. Mine Fingre vare ganske stive af Kulde, og mine Fødder vare som to Istapper, jeg ønskede af ganske Hjerte snart at naae til Nøddebo, men endnu var der intet Spor deraf at see. Hvert Øjeblik ventede jeg at see Kirketaarnet dukke op, thi det maatte kunne sees i en temmelig betydelig Afstand, og efter den Fart at dømme, hvori vi kjørte, meente jeg, at vi alt for længe siden maatte have naaet Præstegaarden. Men forgjæves speidede jeg igjennem de tætte Sneflokke efter et eller andet Kjendemærke, som kunde forkynde mig, at vi nærmede os Maalet, thi intet saadant var at opdage. Jeg saae til Høire, og jeg saae til Venstre, om jeg ikke muligvis kunde see et Huus eller Træ, som jeg kunde erindre fra dengang vi kjørte ud, og som kunde sige mig, hvor vi egentlig vare. Men heller ikke noget saadant kunde jeg see, tværtimod Alt, hvad jeg saae, syntes mig at være saa fremmed, saa ubekjendt. Der stod f. Ex. to høje Bøgetræer inde paa Marken, dem kunde jeg slet ikke huske at have seet før. Jeg begyndte at frygte for at være kjørt feil, skjøndt jeg ikke kunde begribe, hvorledes det var muligt, da Landeveien fra Roskilde til Nøddebo var snorlige. Jeg var alligevel noget betænkelig, jeg holdt derfor Hestene an og vendte mig om til Andrea Margrethe for at høre hendes Mening. Denne, som i den sidste halve Time havde siddet og talt sagte sammen med Corpus Juris, reiste sig nu op og saae sig omkring.

„Ja hvad er det?“ udbrød hun, „vi er jo aldeles paa feil Vei; de to Bøgetræer der kjender jeg ikke. Men bi nu lidt“, vedblev hun og saae op mod Himlen. „Hvor er Solen nu henne – den er ganske dækket af Skyer – jo der er der lidt klart, der maa den være: men saa kjøre vi jo mod Øst, istedenfor at vi skulde kjøre mod Nord.“

„Ja det er Følgen af, at De ikke vilde sidde ved min Side og vise mig Veien“, sagde jeg.

„Vi finde nok hjem igjen, det har ingen Nød“, meente Andrea Margrethe. „Vil De ikke give et Øjeblik Tid, saa skal jeg sige Dem, hvor vi ere. De maa være kjørt henved en halv Mil forbi Nøddebo, for saa svinger Veien af til Højre ind mod Strømbygaard, hvor Kjeldborgs boer – De vilde da vel aldrig ind og besøge dem? – ja nu kjender jeg ogsaa de to store Bøgetræer: de staae kun en lille Fjerdingvei fra Strømbygaard.“

„Ere vi virkelig kjørte en halv Mil for langt frem?“ spurgte jeg forbauset.

„Ja det kommer der ud af at pidske saaledes paa Hestene, som De gjorde før. – Men vil De nu vende Slæden, for vi maae samme Vei tilbage.“

„Men vil De da ikke komme over til mig for at vise mig Veien, at jeg nu ikke skal kjøre for langt mod Syd, og vi saaledes blive ved at flakke frem og tilbage mellem Strømbygaard og Roskilde.“

„Det behøves ikke; jeg kan godt blive siddende, hvor jeg sidder – foreløbig har De kun at vende Slæden og saa kjøre lige frem: jeg skal nok sige Dem, naar vi skal dreie af til Nøddebo.“

Saa vendte jeg Slæden og kjørte i modsat Retning, hvorved jeg i det Mindste erholdt den Fordeel, at jeg fik Vind og Sne i Ryggen. En god Stund kjørte vi ganske ligefrem, indtil Andrea Margrethe bøiede sig over mig og sagde: „Kan De see den store Kampesten derhenne – der sidder tre Krager paa den – ja nu fløi de bort – men der hvor Kampestenen er, der skal De svinge ind mod Nøddebo.“

Jeg naaede Kampestenen, og jeg dreiede Slæden om den: nu kunde jeg see Kirketaarnet lige for mig. „Men nu maa De kjøre lidt forsigtig“, sagde Andrea Margrethe til mig, „for Veien er ujævn og fuld af Steen.“

„Vil De da ikke komme over at hjælpe mig, om det skulde være fornødent“, bad jeg atter.

„De maa vænne Dem til at kjøre et Par Heste alene; naar De blot er lidt forsigtig, saa er der ingen Fare.“

Men maatte jeg ikke have Andrea Margrethe ved min Side, saa brød jeg mig heller ikke om at være forsigtig, og atter hævede jeg Pidsken og lod Slag paa Slag regne ned over Hestene, der paa Ny fore frem i strakt Carriere, saa at Slæden hoppede fra Steen til Steen og hvert Øjeblik truedes med at kastes omkuld.

„Tag Dem i Agt, tag Dem i Agt“, raabte Andrea Margrethe bag mig, idet hun greb mig i Armen – jeg hørte ikke, men blev ved at drive Hestene fremad. Nu vare vi lige foran Porten, endnu et Pidskeslag – og vi laae alle Tre lunt og godt i en stor Snedrive, medens Hestene fore indad Porten med den tomme Slæde bagefter sig.

I det Samme kom Præsten ud gjennem den lille Havelaage: han havde i Sinde at gaae os i Møde, men kunde nu spare sig den Uleilighed. „Ja sagde jeg det ikke nok“, udbrød han, da han saae os krybe frem af Snedriven og ryste Sneen af os, „men det er Jeres egen Skyld! hvorfor vilde I ikke følge mit Raad? saa var Niels strax kommen ud og havde samlet Jer op, istedenfor at I nu har ligget i tre Timer og ventet her, indtil jeg kunde komme ud at hjælpe Jer!“

Nu kom imidlertid ikke alene Niels, men Hans og Peer og Søren, og Karen og Maren og Stine, og Præstekonen og Emmy og Gamle; kort hele Befolkningen var kommen paa Benene ved at see den tomme Slæde og ilede nu ud og slog Kreds om os: mit Uheld kunde da ikke længere blive skjult.

„Det kommer nu over Deres Hoved, Frederik“, sagde Præsten, „De var saa stor paa det før, da jeg advarede Dem, og meente, det havde ingen Nød. Men nu kan De selv see, at Hovmod gaaer for Fald.“

„Men det var ikke mig, der kjørte“, tog Frederik til Gjenmæle, „det var Nicolai.“

„Nicolai!“ udbrød Præsten, „den meget opfindsomme Nicolai! var det – —“

„Aa det var den dumme Slæde!“ sagde jeg med ilde dulgt Harme.

„Ja De har Ret“, sagde Præsten, „det er nederdrægtigt, hvor disse Slæder kunde være ondskabsfulde. Se, hvor udspeculeert at vælte sig lige udenfor Porten, netop som De troer Dem i sikker Havn: det er formelig en raffineret Grusomhed.“

„Jeg kan ikke begribe det“, tog jeg atter til Orde; „vi har kjørt saa udmærket hele Tiden.“

„Ja da kan jeg godt begribe det“, sagde Andrea Margrethe, „for vil De blot see, her ligger en stor Steen: over den er Slæden væltet, thi De kan forfølge Sporet i den friske Sne lige til den Steen.“

„Og det er netop den Steen“, udbrød Corpus Juris, „for hvilken Du i Morges advarede mig, da Du forlangte at kjøre Slæden.“

Jeg taug, thi jeg følte, at mit Forsvar gjorde kun min Sag værre. Forøvrigt maa jeg dog sige til Corpus Juris' Roes, at han slet ikke omtalte den Sag mere, uagtet han her havde erholdt den skjønneste Leilighed til at drille mig, saa gjorde han dog intet Forsøg i den Retning. Det syntes virkelig, som om han meente det alvorlig med hint Venskab og Broderskab, som vi igaar paa Andrea Margrethes Opfordring havde tildrukket hinanden, thi ligesaa frastødende og ubehagelig som han tidligere havde været mod mig, ligesaa forekommende og venlig var han nu, og uagtet det var ham umuligt ganske at afholde sig fra at modsige mig, saa gjorde han det dog altid paa saa skaansom og eftergivende en Maade som muligt, saa at i de sidste Dage, vi tilbragte i Nøddebo, vare vi ligesaa hjertelige og broderlig stemte mod hinanden, som vi altid vare det hjemme paa Vestergade.

Jeg følte mig imidlertid noget flau, thi jeg vidste jo godt, at vort sidste Uheld var foraarsaget ved min egen Ubesindighed. Saasnart jeg derfor havde forsikkret Præstekonen om, at saavel Hoved som Arme og Been vare i fuldkommen uskadt Tilstand, og at jeg hverken trængte til Hjortetakssalve eller Opodeldok, listede jeg mig bort fra de Andre og gik over i Præstens Studereværelse, hvor jeg bedst kunde være i uforstyrret Ensomhed. Jeg tog en Bog ned, men synderlig meget kan jeg ikke have læst i den, for jeg kan slet ikke mindes, hvad det var for en Bog. Jeg havde jo ogsaa Sager at overveie, der kunde lægge Beslag paa alle mine Tanker. Thi det freidige Mod, hvormed jeg om Morgenen havde sagt til mig selv: „Idag skal Du forlove Dig, Nicolai!“ var nu borte. Overtroisk er jeg vel ikke, men det Uheld med Slæden havde nedslaaet min Selvtillid. Ogsaa nærede jeg et vist hemmeligt Nag mod Andrea Margrethe, fordi hun saa haardnakket havde undslaaet sig for at sidde ved min Side. Maaskee havde hun slet ikke tænkt herover og var aldeles uskyldig, men jeg var alligevel vred paa hende, og i en saadan Stemning, følte jeg, kunde jeg ikke godt aflægge nogen Erklæring om evig Kjærlighed. Heller ikke forekom det mig ved nøiere Betragtning, at Sylvesterdag var saa heldig en Dag til dette Forehavende. Thi den sidste Dag i Aaret har dog noget vist Melancholsk ved sig: den kommer indhyllet i Taager og Skyer, ligesom om den vilde græde over det svundne Aar, og Alt, hvad man foretager sig paa den Dag, faaer ogsaa et vist sørgmodigt Præg. Og endelig var det jo Lørdag – Lørdag, den mest prosaiske Dag i hele Ugen, den Dag, hvorpaa man vadsker Trapper og tørrer Tøi, den Dag, hvorpaa man bliver trakteret med Øllebrød og kogte Rødspætter: nei Lørdag kan aldrig blive nogen god Dag til at forlove sig. Derimod næste Dag var det jo Nytaarsdag, da det nye Aar kommer i al sin Straaleglands og Herlighed, da man har Held til Alt, hvad man foretager sig, og det var Søndag, den mest livsalige Dag i hele Ugen – jo det var meget bedre at vente til imorgen. Og vi skulde tilmed have Dands om Aftenen, Venner og Frænder skulde samles i Præstegaarden – saa kunde det strax blive deklareret for Alle. Ja hvad vilde det ikke blive for en Overraskelse, naar Præsten ved Aftensbordet pludselig reiste sig op og udbragte: „De Nyforlovedes Skaal!“

I disse behagelige Tanker blev jeg afbrudt ved, at man kaldte mig over for at spise til Middag. De Andre havde allerede sat sig tilbords, da jeg kom.

„Nu De meget opfindsomme Nicolai, hvad har De nu havt for?“ spurgte Præsten.

Jeg svarede, at jeg havde været ovre i hans Værelse for at læse Noget.

„Hvad har De da læst?“

„Aa jeg troer, at det var en af Ingemanns Romaner.“

„De troer: det er overordentlig beskedent sagt af Dem i Modsætning til den Selvtillid, hvormed det unge Danmark ellers pleier at udtale sine ærede Meninger. Det er virkelig forbausende at see, Nicolai, hvorledes De hver Dag skrider frem i Dyd og Fuldkommenhed herude, men jeg sagde det jo strax ved Deres Ankomst, at vi nok skulde corrigere alle Trykfeilene i Dem.“

Jeg svarede Intet, men sad og spiste min Suppe i Taushed.

„Er der gaaet Dem Noget imod?“ spurgte Præsten atter, „jeg synes, De er saa taus.“

„Nei“, svarede jeg kort.

„Det er ikke rigtig fat med Dem“, vedblev Præsten, „De har bestemt havt en eller anden Fortrædelighed i Roskilde. Sig mig engang i al Fortrolighed“, og Præsten bøiede sig over Bordet og sagde ganske sagte til mig: „der har da vel ikke været Noget i Veien med Kjæresten?“

„Aa Fa'er“, udbrød Andrea Margrethe i en ømfindtlig Tone, „jeg vilde virkelig ønske, Du vilde lade den Spøg fare.“

„Ja tænkte jeg det ikke“, raabte Præsten, „jeg syntes nok, Nicolai saae saa melancholsk ud.“

„Aa vist ikke nei“, vedblev Andrea Margrethe, „men det er virkelig ubehageligt for os begge To, som nu f. Ex. igaar, da Kjeldborgs vare her – hvad maa de ikke tænke om os?“

„Ja Meningen heraf er vel, at Du ønsker Forbindelsen hævet? Stakkels Nicolai, det gjør mig meget ondt for Dem, men naar Andrea Margrethe ikke længere vil, saa er der jo ikke mere at gjøre ved denne Sag.“

Jeg taug, thi jeg vidste ikke ret, hvad jeg skulde sige.

„Stakkels Nicolai!“ begyndte Præsten atter, – „nu forstaaer jeg, hvorfor De væltede Slæden – det var en Slags Desperation; De vilde absolut knække Halsen, og da det ikke lykkedes, kastede De Dem med denne mageløse Iver over Studierne, saa De ganske glemte Middagsmaden, hvad De ellers ikke pleier at gjøre, men De veed nok: philosophia est consolatio omnis doloris. Ja Nicolai, nu kan De sige, at De har været i Roskilde, og nu kan De rigtignok synge:

 
„Ak Roskilde, ak Roskilde, du gode gamle Stad,
Du grusomt har bedraget mangen brav Soldat—da—dat!“
 

Jeg trøstede mig ved, at imorgen var der atter en Dag, og da skulde Visen faae en anden Lyd.

Om Eftermiddagen maatte Corpus Juris da endelig over til Fattigregnskabet, hvor Gamle allerede var anbragt, saa at jeg var ene Herre over Valpladsen. Men Andrea Margrethe var ivrig sysselsat ude i Kjøkkenet med Tilberedelser til næste Dag, og uagtet jeg nu havde Tid og Leilighed til at yde hende den Hjælp, som var befunden unødvendig om Morgenen, havde jeg dog ikke rigtig Lyst dertil. Det var ligesom den Roskildetour havde kjølnet mig noget. Jeg besluttede derfor intet Mere at gjøre denne Dag, men heller vente til næste Dag og da paa een Gang uden videre Forberedelser slaae det store Hovedslag. Jeg vilde da ikke mere plage mig selv med Tvivl og Betænkeligheder af nogensomhelst Art, men rolig vente og da paa een Gang gjøre Ende paa det Hele.

Emmy og Præstekonen vare alene i Dagligstuen. Emmy sad paa sin sædvanlige Plads i Vinduesfordybningen foran sit Sybord. Jeg tog en Bog og satte mig ligeoverfor hende: det var den Plads, som ellers Gamle stadig havde abonneret, naar han befandt sig i Dagligstuen. Nu stod Pladsen tom, og jeg satte mig derhen og begyndte at læse. Ja læse gjorde jeg da egentlig ikke, thi jeg sad og tænkte paa, hvorledes jeg bedst skulde begynde en Samtale med Emmy. Da der imidlertid ikke vilde falde mig noget særdeles Aandrigt ind, maatte jeg tage min Tilflugt til det gamle Æmne, Veiret.

„Det er et kjedeligt Veir idag“, sagde jeg derfor, idet jeg lagde Bogen fra mig og saae ud paa den tunge graae Vinterhimmel.

„Det passer godt til Dagen“, svarede Emmy, „Sylvesterdag maa ligesom Skærtorsdag helst være lidt graa og taaget.“

„Ja De har Ret, Veiret passer godt til Dagen, thi det Ene er ligesaa kjedeligt som det Andet.“

„Kalder De Sylvesterdag for kjedelig?“ spurgte Emmy forundret.

„Ja morsom kalder jeg den i al Fald ikke, men det forstaaer sig, den har jo rigtignok det Gode ved sig, at saa faae vi Ende paa det gamle Aar.“

„Er De da saa glad over, at det gamle Aar forsvinder?“

„Ja det er da ikke saa underligt, for naar man et heelt Aar igjennem har maattet trækkes med det gamle Aar, saa kan man vel nok have Lov at længes efter noget Nyt.“

„Deri kan jeg rigtignok ingenlunde være enig med Dem“, sagde Emmy, idet hun lagde sit Haandarbeide til Side, for ligesom at samle alle sine Kræfter til at gaae imod mig. „Det gamle Aar forekommer mig altid som en gammel Ven, der hver Dag har bragt mig Godt. Derfor er jeg næsten altid sørgmodig paa Sylvesterdag, thi det er mig, ligesom jeg maatte skilles fra en gammel trofast Ven, som jeg nu ikke mere skal see. Har De aldrig følt noget Saadant?“

„Nei“, svarede jeg, „skulde jeg sammenligne det gamle Aar med Noget, vilde jeg sammenligne det med et stort Panorama, der er trukket forbi os, og efterhaanden som det rykker længer frem, ønsker man at faae vel Ende derpaa, for at see, hvad der saa skal komme efter.“

Emmy fæstede sine store klare Øine paa mig, og sagde derpaa, idet hun rystede paa Hovedet: „Det mener De vist ikke, Nicolai.“ Et Øjeblik taug hun stille, som om hun tænkte efter, hvad hun vilde sige, og begyndte derpaa atter: „Sylvesterdag er for mig en underlig Blanding af Glæde og Sorg. Thi naar jeg paa den ene Side betænker alt det Gode, som jeg har modtaget i det svundne Aar, og al den Fred og Velsignelse, som har hvilet over mig, og nu samler Alt dette i en Sum og seer det forskjønnet ved Erindringen, da føler jeg en dyb og inderlig Glæde og Taknemlighed mod ham, som har givet det Alt – men naar jeg saa atter tænker, at Alt dette hører nu til det Svundne, til det, som ligger bag ved mig, da kan jeg ikke tilbagetrænge en vis Smerte derover. Derfor har Sylvesterdag altid noget vist Veemodigt ved sig, og jeg kan godt lide det stille Graaveir, thi det synes mig at passe til den Stemning, som Dagen fører med sig.“

Uagtet jeg ganske maatte give Emmy Ret i, hvad hun sagde, og uagtet jeg med en vis Beskæmmelse maatte sige til mig selv, at hendes Tanker paa Sylvesterdag vare bedre end mine, kunde jeg dog ikke lade være at sige hende imod. „Jeg har slet ikke tænkt paa det gamle Aar i Dag“, sagde jeg, „men kun paa det nye, og hvad jeg har i Sinde at udrette og foretage i det.“

Atter fæstede Emmy sit klare, rolige Blik paa mig, som om hun vilde see mig lige ind i Hjertet, og sagde derpaa paa sin sædvanlige blide Maade: „Saa slemt troer jeg ikke om Dem, Nicolai – De gjør Dem selv værre, end De er. De kan umulig lade den sidste Dag i Aaret gaae bort uden at bringe en eneste Taknemlighedstanke til Ham, som i saa rigt Maal har overvældet Dem med sine gode Gaver.“

Jeg følte mig beskæmmet ved Emmys Tale, thi jeg havde virkelig hele Dagen været saa sysselsat med mine Fremtidsplaner, at jeg slet ikke havde havt Tid til at tænke paa det Svundne, som Emmy saa bestemt forudsatte om mig, thi hun, som selv var saa god, tænkte ogsaa godt om alle Andre. – Jeg havde faaet fat paa et Stykke Papir og sad halvt i Tanker og skrev derpaa den ene Gang efter den anden: Emmy – Andrea Margrethe – Andrea Margrethe – Emmy. Der var saa stille i Stuen; man hørte kun Ilden knitre i Kakkelovnen og det store bornholmske Stueuhr gjentage sit ensformige tik – tak, tik – tak. Semiramis, den hvide Kat, var kommen ind og laa ganske stille ved Emmys Fødder, som om den hørte nøie efter, hvad hun sagde. Hyacintherne i Vinduet duftede saa stærkt, som om de ret vilde give deres Bifald tilkjende med Emmys Tale.

Nu traadte Gamle ind. Da han saae, at hans sædvanlige Plads var optagen, tog han en anden Stol og satte sig imellem mig og Emmy. Han saae saa oplivet ud i det Øjeblik, som jeg kun sjeldent pleiede at see ham.

„Bringer Du godt Budskab, Christopher?“ spurgte jeg, „Du seer saa glad ud.“

„Godt Budskab kunde jeg vel snarere vente af Dig“, svarede Gamle, „Du som har været her, hvor der altid er godt at være.“

„Blev De færdig med Fattigregnskabet?“ spurgte Emmy.

„Ikke ganske; Resten faaer at vente til siden.“

„Idag har De ogsaa været flittig“, sagde Emmy, „De har jo næsten uafbrudt været sysselsat dermed.“

„Derfor mener jeg ogsaa, at jeg nu har Lov til at hvile. – Og som Belønning for mit Arbeide udbeder jeg mig, at jeg maa spadsere en Tour med Dem langs Fjorden: Vejret er saa mildt og stille.“

„Ja det vil jeg gjerne“, svarede Emmy, idet hun reiste sig: „De gaaer vel med, Nicolai?“

Jeg lod mig ikke bede to Gange. Medens Emmy gik ud for at tage Hat og Kaabe paa, blev Gamle og jeg siddende alene tilbage.

„Hvad har Du der?“ spurgte Gamle, idet han tog det Stykke Papir, hvorpaa jeg havde siddet og skrevet.

„Aa det er Noget, jeg sad og skrev i Tanker.“

„Ja saa“, og Gamle tog Papiret, greb Blyanten og fortsatte mit Værk, idet han skrev den ene Gang efter den anden: Emmy – Emmy – Emmy, medens jeg sad og saae paa ham: Var det et Fingerpeg, som Gamle uden selv at vide det gav mig, idet han viste mine Tanker hen i en anden Retning end den, de hidtil havde fulgt?

Emmy blev meget forundret, da hun ved sin Tilbagekomst fandt os siddende endnu ganske rolig, og vi hastede begge ud for at tage Overtøi paa. Præstekonen vilde ikke gaae med, men bad os blot om at være forsigtige og ikke gaae paa Isen, hvilket vi ogsaa alle Tre lovede.

Alt for et Par Timer siden havde det hørt op at snee, Luften var mild og frisk. Vi gik først op gjennem Landsbyen: Gamle havde taget Emmy under Armen, og jeg gik ved Emmys anden Side: uvilkaarlig maatte jeg gjøre en Sammenligning mellem denne Eftermiddagstour i Nøddebo og Formiddagstouren i Roskilde. Ogsaa der havde vi jo gaaet Tre sammen, men tause, forlegne, forstemte. Her gik vi nu atter Tre sammen, men hvor ubundet og hjertelig fløi ikke Ordene mellem os. Og som jeg hist i Roskilde ikke kunde undlade at kaste Skylden paa Andrea Margrethe for, at vi havde følt os saa kolde og fremmede overfor hinanden, saaledes maatte jeg her nærmest tilskrive Emmy, at vi saa fortrolig gik Side om Side med hinanden. Thi fra Emmy udgik stedse en Fredens og Kjærlighedens Aand, der ligesom gjennemtrængte Alt, hvad der kom i hendes Nærhed. Ja selv om vi end ikke talte sammen, om vi i nogle Øjeblikke gik tause ved hinandens Side, saa var det mig dog, som om vore Tanker ogsaa uden Ordets Hjælp fandt og forstode hinanden, saa at vi stedse følte os i Samklang med hinanden. Atter fornam jeg Fred og Ro i Sindet, jeg følte mig gjennemtrængt af en stille inderlig Livsglæde, og naar jeg saae hen over de snedækte Huse og de snedækte Bakker bagved Husene, over hvilke den graalige Himmel hvælvede sig, da fornam jeg en saadan Harmoni og Fred saavel udenom mig som indeni mig, at mit Hjerte bøjede sig og takkede Gud for alt det Gode, som jeg havde modtaget i det svundne Aar, men meest fordi jeg havde lært Emmy at kjende.

Hvert et Menneske, som vi mødte paa vor Vandring gjennem Landsbyen, det være sig Karle eller Piger, Gamle eller Børn, skulde hilse paa Emmy, og til Hver især havde Emmy et Par Ord at sige. Men hvad der mere undrede mig, det var, at Gamle syntes at nyde en lignende Popularitet som Emmy; ogsaa paa ham blev der hilst, og ogsaa til ham blev der talt. Flere spurgte ham, om han ikke snart kom ud at prædike for dem, som han havde lovet. Jeg maatte da give Emmy Ret i, hvad hun forleden Dag havde sagt til mig, at Gamle ingenlunde levede blot i sin egen Drømmeverden, men kjendte mere til den virkelige Verden, end jeg havde troet. Navnlig kunde jeg ikke begribe, hvorledes Gamle kunde huske Navnene paa alle de fire- eller femaars Purke, hvoraf der vrimlede i utrolig Mængde foran alle Husene, og som snart kom springende rask imod os for at give os Haanden, snart blev staaende i tre Alens Afstand og stirrede paa os og trak sig selv i Haaret for at hilse, naar de ingen Kaskjet havde paa Hovedet til at hilse med.

„Men hvor i al Verden kjender Du alle de Børn fra, Christopher?“ spurgte jeg tilsidst.

„Emmy har lært mig Navnene paa dem i Sommer, da jeg var herude.“

„Og hvor kan De huske Navnene paa dem og kjende den ene fra den anden?“ spurgte jeg Emmy, „Jeg synes, at de seer allesammen eens ud, guult Haar og blaae Øine, og den eneste Forskjel, jeg kan see, det er, at den ene er lidt mere smudsig end den anden.“

„Hvad man holder af og har Kjærlighed til, kan man altid kjende“, svarede Emmy.

„Men saadan en Mængde“, sagde jeg, „og det er jo ikke alene Børnene, men ogsaa de Voxne. Og saa er Navnene ovenikjøbet eens paa dem Alle! der er lutter Jeppe Peersen og Peer Jepsen, Mads Eriksen og Erik Madsen – det er jo umuligt at finde Rede i.“

„Jo seer De“, sagde Emmy, „jeg er voxet op blandt dem og har tilbragt alle mine Leveaar her. De Ældste af dem har baaret mig paa Armen, og saa har jeg atter baaret de Yngste paa Armen. Seer De ham her“ – og hun pegede paa en lille treaars Gut, der kom henimod os og rakte Emmy den venstre Haand, medens han i den høire holdt et stort Stykke Smørrebrød, af hvis rige Velsignelse han vilde have meddeelt Noget til mit Frakkeærme, om jeg ikke hurtig var vegen til Side – „ham har jeg holdt over Daaben, det er min Gudsøn – — og Dig skulde jeg have glemt?“ og hun bøiede sig ned og kyssede Barnet – „men Du maa give mig den høire Haand og ikke den venstre – saaledes.“

I en halvaaben Dør stod en gammel Mand med Piben i Munden: „Seer De der“, sagde Emmy, „der staaer nu En af dem, som har baaret mig paa Armen. – Ikke sandt, Peer Olsen“, sagde hun, idet hun gik hen til ham, „I har jo baaret mig paa Armen, da jeg var lille?“

„Jo vel saa, jo vel saa“, sagde den Gamle, „men den Gang var jeg raskere end nu.“

„Hvordan gaaer det med Helbreden?“ spurgte jeg, thi jeg fik ogsaa Lyst til at gjøre mig populær.

„Otte og halvfjerdsindstyve Aar“, var Svaret.

„De maa tale høiere til ham, thi han er noget døv“, sagde Emmy.

„Men jeg taler jo ligesaa høit som De.“

„Mig kjender han“, svarede Emmy, „derfor kan han omtrent see paa min Mund, hvad jeg siger. Men De er en Fremmed, derfor kan han ikke forstaae Dem.“ Derpaa vendte hun sig atter til den Gamle: „Se det er to unge Herrer inde fra Kjøbenhavn, der begge skal være Præster.“

„Ja saa, ja saa – kjøn Fyr“, mumlede Peer Olsen, „saadan en Mand skulde Jomfruen have.“ Jeg følte mig smigret ved denne hæderlige Omtale, hvilken jeg antog maatte gjælde mig, for Gamle var det da Synd at beskylde for at være en kjøn Fyr.

„Det haster ikke“, meente Emmy, „jeg er ung endnu. – Se imorgen skal Peter Olsen jo for nioghalvfjersindstyvende Gang see Nytaarssolen rinde op, det er mere end Nogen af os Andre har seet.“

„Ak ja, ak ja“, sukkede Peer Olsen, „gid Vorherre snart vilde løse op for mig!“

„Det maa Peer Olsen ikke sige“, irettesatte Emmy ham.

„Saadant et gammelt Skrumpelskud som jeg, hvad Nytte er jeg til?“ klagede den Gamle.

„Saalænge Vorherre lader Peer Olsen leve, saalænge er Peer Olsen altid til Nytte.“

„Gud velsigne Jomfruen for Deres milde Ord“, sagde Peer Olsen og kyssede Emmys lille hvide Haand, inden vi gik bort fra ham.

„Troer De nu, De kan huske Navnet paa ham?“ spurgte Emmy mig.

„Paa Peer Olsen? jo det kan jeg vel nok.“

„Der kan De see: hvad man har Interesse for, det husker man ogsaa. Nu har De lært en af de Gamle at kjende – nu skal De ogsaa lære en af de Unge at kjende. I den store Gaard derhenne med de to hvide Gavle boer en ung rask Gaardmand, som hedder Anders Sørensen; han hænger ved Fader og os Alle med Liv og Sjæl. Men han kan ogsaa takke Fader for sin Kone.“

„Hvorledes det?“

„Jo, for Anders Sørensen var kun Husmandssøn og tjente hos en rig Gaardmand, der havde en eneste Datter, og med hende blev han Kjæreste. Men Forældrene vilde ikke tillade en saadan Mesalliance, Datteren skulde naturligvis gjøre et anderledes glimrende Parti end med en fattig Husmandssøn. Fader, der kjendte ham som en flink og rask Karl, turde dog ikke ret tage hans Parti, thi han var ikke sikker paa, om han dog ikke havde forelsket sig mere i Gaarden end i Datteren. Dengang var netop Krigen udbrudt ovre i Slesvig, og Fader overtalte nu Anders Sørensen til, at han skulde gaae med som Frivillig, thi Fader vilde nemlig prøve ham, om han vilde blive trofast saalænge. Datteren fik imidlertid det ene gode Tilbud efter det andet, men hun sagde nei til dem alle, skjøndt Forældrene vare haarde imod hende, og hun havde mange bittre Timer. Paa samme Tid fik Fader stadig Breve fra Anders Sørensen, hvoraf han kunde see, at dennes Tanker vare uforandrede. Saa besluttede Fader da for Alvor at tage sig af Sagen, og naar Fader først beslutter Noget for Alvor, saa pleier det ogsaa at gaae igjennem. Han talte Forældrene haardt til og foreholdt dem, at de havde ikke Ret til at raade over deres Barn efter eget Tykke, men de skulde være Vorherre ansvarlige derfor. Det gjorde Forældrene bløde, og da saa Anders Sørensen kom hjem fra Krigen som Dannebrogsmand og Commandeersergeant, saa fik han dog tilsidst Datteren.“