Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard

Forord til niende Oplag

Da i sin Tid „Nøddebo Præstegaard“ dukkede op for min Phantasi i sine allerførste løse og taagede Omrids, var min første Tanke den at bringe Stoffet i dramatisk Form og udarbeide det til et Lystspil. Den Anerkjendelse, som J. L. Heiberg havde ydet mit første digteriske Arbeide („Moderne Christendom“, Komedie i fem Handlinger, 1859) kunde nok opmuntre til et saadant Forsøg. Imidlertid havde jeg snart gjort Bekjendtskab med de Vanskeligheder, som stille sig i Veien for en Opførelse paa Skuepladsen, og jeg var begyndt at komme til Erkjendelse af, at der hertil hører en dramatisk Lykkestjerne, som ikke synes at have lyst over min Vugge. Jeg opgav derfor denne Tanke og valgte den fortællende Form, der vistnok i dette Tilfælde var ulige heldigere og mere stemmende med Æmnet.

Underligt nok skulde det dog føje sig saa, at „Nøddebo Præstegaard“ skulde bringes i dramatisk Form og føres frem paa „de Brædder, som betyde Verden“. Dette skete mange Aar senere – Bogen havde alt fejret sit Jubilæum – og uden nogensomhelst Foranledning eller Medvirkning fra min Side. En talentfuld Skuespiller ved Folketheatret havde efter Opfordring af Direktøren ved samme Theater paataget sig dette Hverv. Gjennem Aviserne kom jeg til Kundskab herom. I og for sig havde jeg Intet derimod, men vilde holde mig ganske udenfor og lade Sagen gaae sin egen Gang. Nærstaaende Venner foreholdt mig imidlertid, at Følgen heraf vilde blive, at jeg vilde blive holdt for den egentlige Bearbeider og følgelig komme til at bære det æsthetiske Ansvar for Bearbeidelsen.

Forat undgaae dette lod jeg en kort Erklæring indrykke i „Berlingske Tidende“ og „Dagbladet“ (17—18 October 1888). Men nu begyndte Røret først ret, idet Spørgsmaalet om danske Forfatteres retslige Stilling overfor slige dramatiske Bearbeidelser blev bragt frem, hvilket tilsidst førte til et Tillæg til Eftertryksloven, der sikkrer Forfatterens Ret paa det nævnte Omraade.

Imidlertid skulde det ikke blive ved Folketheatrets Bearbeidelse. Ogsaa Provindsskuespillere henvendte sig til mig med Anmodning om at maatte bearbeide „Nøddebo Præstegaard“ for Scenen. Heller ikke her blev Tilladelsen nægtet, og saaledes rasede en Slags dramatisk Nøddebo-Mani over hele Landet. Af disse forskjellige Dramatiseringer fik jeg kun Lejlighed til at gjøre Bekjendtskab med Folketheatrets, der forekom mig at være foretagen med livfuld Forstaaelse af Fortællingens Hovedpersoner. Den stillede sig i det Hele temmelig frit overfor den og kunde vel egentlig snarere betegnes som en dramatisk Omskrivning af samme. Den gjorde megen Lykke hos Publikum og oplevede i Vinterens Løb en lang Række Opførelser for fuldt Hus. Disse mange Opførelser saavel i som udenfor Hovedstaden vakte en forøget Opmærksomhed for Fortællingen, og saaledes skete det, at det efter vore Forhold betydelige Jubilæums-Oplag blev udsolgt hurtigere, end baade Forlægger og Forfatter havde ventet, og et nyt blev nødvendigt. Det udsendes med det Ønske, at „Nøddebo Præstegaard“ fremdeles maa bevare den glade og talrige Vennekreds, som den i Aarenes Løb har erhvervet sig.

Oktober 1889. Forf.

1862—1887

Eheu fugaces, Nicolai! Nicolai!

Anni labuntur! – —

udbryder Præsten i Nøddebo med et Citat af Horats. Og nu ere fem og tyve Aar rullede henover „Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard“. Det har for denne Fortælling været glade og lykkelige Aar: den havde ingen polemisk Braad og vakte derfor heller intet Anstød. Fra dens første Fremtræden har Lykkens Solskin hvilet over den, og overalt, hvor den kom frem, fik den en blid og gunstig Modtagelse. I Aar kan altsaa Nøddebo Præstegaard feire sit Femogtyve-Aars Jubilæum, og som man jo gjerne ved slige Leiligheder kaster Blikket tilbage over det Svundne og mindes de fordums Dage – saa kan det maaske være paa sin Plads at give nogle Meddelelser om de ikke ganske almindelige Vilkaar, hvorunder den blev til.

Allerførst kan da her bemærkes det besynderlige Modsætningsforhold, som finder Sted mellem Fortællingens Tilblivelse og det over samme hvilende Grundpræg. Thi denne Digtning, der er gjennemtrængt af Fred og Ro og Hjemmets Glæde, er bleven til under Forhold af ganske modsat Natur. Den er skreven under et stærkt omtumlet Reiseliv og et ikke mindre bevæget indre Sjæleliv. Den har først og fremmest havt den Betydning at være et aandeligt Hvilepunkt for Forfatteren selv, og det er maaske Grunden til, at den senere er bleven det for mangfoldige Andre. Thi fra saare Mange har Forfatteren modtaget varm Taksigelse, og det ikke blot fra glade og tilfredse Mennesker, der i denne Fortælling fandt en Gjenklang af deres egne lykkelige Livsforhold, men ogsaa fra syge og bekymrede Mennesker, som sukkede under Livets Tryk, men ved Læsningen af denne Bog have fundet Lise og Husvalelse af den Art, som Digtekunsten formaaer at give.

Men er dette nu Digt eller Virkelighed? Ere de i Fortællingen optrædende Personer virkelige, ikke opdigtede? Atter og atter er dette Spørgsmaal blevet gjort Forfatteren, ja der er endog sendt ham Breve fra Udlandet derom.

Svaret herpaa bliver: den foreliggende Fortælling er gjennemgaaende bygget paa et nøie og omhyggeligt Virkelighedsstudium, men rigtignok ikke i den Betydning, hvori en moderne, meget høirøstet Æsthetik tager dette Ord. Thi en photografisk Gjengivelse af Virkeligheden er den paa ingen Maade: havde den været det, vilde den neppe have kunnet vedligeholde Interessen i saa mange Aar. Den Art Skildringer, der tage deres Stof umiddelbart fra Virkeligheden uden at underkaste det nogen kunstnerisk eller poetisk Omdannelse, kunne vel vække en øieblikkelig Opsigt og blive Gjenstand for Omtale, men de formaae ikke at bevare Interessen, thi Publicum vil snart gjøre den Opdagelse, at en Kunst, der ikke stiller sig anden Opgave end at give et tro Billed af Livets Trivialiteter og Elendigheder i al deres fattige Nøgenhed, den er det ikke værd at offre synderlig Tid eller Penge paa.

Hvad nu først de i Fortællingen optrædende Personer angaaer, da er det vel saa, at de henholde sig til virkelige Personer, der have staaet Forfatteren nær. Men de kunne dog paa ingen Maade siges at være Portræter, og Vedkommende vilde være i deres fulde Ret, om de protesterede mod en saadan Opfattelse. Thi det er kun enkelte Sider eller Charaktertræk, der ere benyttede, men paa den Vis, at de ere blevne videre udførte ved Phantasiens Hjælp saaledes, at de kom til at passe ind i Fortællingens Gang. De ere i Virkeligheden mere at betragte som frie Omdigtelser end som Portrætligheder.

Det Samme gjælder om de Begivenheder og Forhold, som forekomme i Fortællingen. Ogsaa her ligge ofte virkelige Tildragelser til Grund, ligesom ogsaa de Sjælstilstande, der skildres, hyppig ere Gjengivelser af Forfatterens egne indre Oplevelser. Men Hovedsagen bliver atter her, at Personer, Begivenheder og Forhold, der i Virkeligheden stode langt fra hinanden og Intet havde at gjøre med hinanden, i Fortællingen ere bragte ind under et fælles digterisk Synspunkt og i Stemningens Inderlighed sammensmæltede til Enhed. Og det er vel det, som man til Syvende og Sidst trods alle moderne æsthetiske Doctriner kalder Poesi.

Hvad nu Fortællingens ydre Tilbliven angaaer, da er den fra Begyndelsen til Enden nedskreven i Udlandet. Vel havde jeg allerede i Hjemmet fattet den Plan at skrive en Digtning af denne eller lignende Art, men den stod for mig i de løseste Omrids. Det var først efter at have forladt Hjemmet, at jeg for Alvor tog fat paa den og gav den fast Form og Skikkelse.

I Juni 1861 forlod jeg Danmark forat tiltræde en længere Udenlandsreise i videnskabelige Øiemed, der kom til at vare henimod halvfjerde Aar. Strasburg blev det første Sted, hvor jeg gjorde et længere Ophold for at høre Forelæsninger ved det derværende, den Gang franske, Universitet. Under det stille ensformige Liv, som jeg her førte, vaagnede Længselen efter Hjemmet med fuld Styrke og tyngede ofte haardt paa Sindet. Da tog jeg fat paa Fortællingen for at frigjøre mig for Hjemveens Tryk. Gjenstanden for den skulde være de første Elskovsrørelser i det unge Gemyt og de Skuffelser, som Ungdommens Uerfarenhed og Selvovervurdering gjerne medfører. Bogens Navn skulde være „Mit første Felttog i Amors Regiment“ – en Titel, som dog maaske var lidt søgt og derfor snart blev opgiven. Handlingen skulde henlægges til en Præstegaard: til disse havde jeg ganske godt Kjendskab paa Grund af talrige Besøg i adskillige af dem, og mange glade Minder knyttede sig til dem. Jeg valgte Navnet Nøddebo Præstegaard efter først at have forvisset mig om, at der vel findes en Kirke i Nordsjælland af dette Navn, ovenikjøbet en af de ældste i Danmark, men derimod ingen Præstegaard. Endelig blev Fortællingen lagt i Munden paa en attenaarig Student, thi i denne Alder udfolder Elskoven sig i sin første umiddelbare Friskhed, men spiller kun paa Overfladen uden at fremkalde de dybere Sjælsrørelser, som først ytre sig i en modnere Alder. Hermed var det givet, at hele Fortællingen kunde holdes i en let og munter Tone.

Samtidig med, at jeg hørte tydske og franske theologiske Forelæsninger og studerede Schleiermachers Dogmatik, tog jeg fat paa Fortællingen. De Omgivelser, hvorunder jeg færdedes, vare vel skikkede til at sætte mig i den rette Stemning. Elsaß er et frugtbart og kornrigt Land ligesom Danmark; de gyldne Sædemarker, de mange Frugthaver, Lunde og Smaaskove, Alt hvilende i Midsommersolens stærke Hede, fremkaldte levende Mindet om Hjemmet, medens atter de blaae Bjærge i det Fjerne og Strasburgermünsterens høie Spir, der behersker hele Landskabet rundt omkring, bare tilstrækkeligt Vidnesbyrd om, at jeg var i det Fremmede. Minderne om Hjemmet sammenknyttedes med de lyse Forventninger om fjerne og ukjendte Egne, som jeg snart skulde gjennemreise, og satte Phantasi og Stemning i rig Bevægelse. Og hvad der mellem alt det Øvrige fik særegen Betydning, var Tanken om hint mærkelige Ungdomsaar, som Goethe havde tilbragt i Strasburg, og navnlig hans Besøg i Sesenheim, der gjør ham saa stor Ære som Digter, men kun ringe Ære som Menneske. Jeg læste de paagjældende Steder i hans Levnetsløb, steg jævnlig op paa Strasburgermünsteren, hvor den store Digter ofte havde staaet ved Solnedgang og skuet ud over det skjønne Landskab, ja jeg gjorde endog en Udflugt til Sesenheim. Præstegaarden var ombygget, men Egnen og Stedlighederne vare dog de samme, og jeg kunde tage Plads paa en Bænk i Haven, hvorom der fortaltes, at Digteren og hans Frederikke ofte havde siddet ved hinandens Side. Alt dette var vel egnet til at fremkalde Stemninger og Phantasier, der maatte være frugtbargjørende for min Fortælling.

Denne skred da ogsaa godt fremad. Men i Slutningen af August forlod jeg Strasburg for at tiltræde en længere Reise til Grækenland og Palæstina. Nu fulgte et Par Maaneders meget omtumlede Reiseliv, hvor der slet ikke kunde være Tale om at skrive Andet end de nødvendige Breve til Hjemmet. Først i Athen kom jeg atter til Ro. Naar bortsees fra de vidunderlige Mindesmærker og de skjønne Naturomgivelser er Athen en meget stille By uden forstyrrende Adspredelser; der fandtes den Gang hverken Theater eller Concerter. Des bedre Tid var der til Studier af forskjellig Art og til Digtning. Vistnok vare alle Omgivelser i høi Grad forskjellige fra Hjemmet, men Fortællingen var jo nu sat godt i Gang, Tonen og Stemningen var slaaet an, og det gjaldt kun om at holde den fast og føre den videre i samme Retning. Aftenerne, der begyndte at længes, udfyldtes ved Samtaler med min kjære Reisefælle, Valdemar Schmidt, der var stødt til mig i Triest. Han, der selv er Præstesøn, havde endnu bedre Kjendskab til Præstegaardene end jeg og hjalp mig til Kundskab om Et og Andet, der var mig noget usikkert, uden at jeg dog meddelte ham Noget af Fortællingen eller om det Arbeide, jeg havde for. Billedhugger Hertzog, der samtidig var i Athen og jævnlig besøgte os, saae tilfældigvis de mange beskrevne Ark ligge foran mig og udbrød, formodentlig i den Tanke, at det var en videnskabelig Afhandling: „De er dog en flittig Mand!“ – men heller ikke han fik noget at vide derom.

Den gode Hygge, vi havde i Athen, endtes i December, da vi tiltraadte Reisen til Pharaonernes gamle Land. Nye Indtryk, nye Mærkværdigheder, store og herlige Skjønhedssyner! det pragtfulde Kairo er som et Æventyr af Tusindogeen Nat, men den, som ikke forfølger særlige videnskabelige eller kunstneriske Øiemed, vil dog efter nogle Dages Forløb have nok af dette Æventyr. Nu traf det sig saaledes, at efter en Uges Tids Forløb reiste Vald. Schmidt op til Alexandria forat leie en Nilbaad og ordne Alt til Reisen opad Nilen. I en halv Snes Dage var jeg da overladt til mig selv og vandrede alene om i den store brogede By mellem de mylrende Turbaner. Jævnlig spadserede jeg gjennem de skyggefulde Sykomore-Alleer ned til Nilen og saae over til de gaadefulde Pyramider, hvis spidse Toppe reiste sig paa den modsatte Bred. Under alle disse fremmede æventyrlige Indtryk kunde der paakomme mig en stærk Længsel efter Hjemmets Fred og Hygge, og saa tyede jeg ind i Nøddebo Præstegaard.

Saa kom Nilreisen istand. Det er en herlig Reise, især naar den ikke, hvad nuomstunder er Tilfældet, foretages paa en Dampbaad, men paa en Dahabieh (d. e. ægyptisk Seilbaad). Man glider forbi Palmelunde, der speile sig i Floden, og skuer herlige Tempelruiner. Men det er ogsaa en meget ensformig Reise, især naar det er Vindstille eller Vinden er contrær, thi da maa Baaden trækkes op imod Strømmen af de arabiske Baadsfolk. Paa Nilfloden fuldendtes min Fortælling. De sidste Sider skrev jeg om Aftenen i vor lille Kahyt ved tændte Lys. Da den sidste Side var skreven, gik jeg op paa Dækket. Det var blevet Nat; en pragtfuld ægyptisk Himmel med tindrende Stjerner hvælvede sig over mit Hoved. De Stemninger og Tanker, der bevægede mit Sind, formede jeg i de følgende Dage til et lille Digt, hvilket i de senere Udgaver blev trykt som en Hilsen til Hjemmet.

Fortællingen var færdig, men Reisen var langtfra færdig. Den strakte sig over Palæstina, Syrien og Constantinopel, Tydskland og Schweiz, saa et Par Maaneders stille Ophold ved Universitetet i Erlangen – et fortræffeligt Sted at samle sig efter en Reise i Orienten – endelig en Vinter i Rom. Under alle disse Omvandringer var Nøddebo Præstegaard min stadige Ledsager, den blev hyppig tagen frem, paa Ny gjennemlæst, pyntet og pudset.

I Juli 1862 kom jeg pludselig hjem, uden at Nogen ventede det. Hvad der drev mig hjem, var Længselen efter at gjensee mine Kjære efter to Aars Fraværelse og Ønsket om at faae min Bog udgivet i Trykken. Det sidste skete, uden at Nogen fik Noget derom at vide. Jeg var tvivlraadig, om jeg skulde sætte mit Navn paa Titelbladet eller udgive den pseudonymt. Forlæggeren raadede til det Sidste, og det var vistnok et godt Raad, thi det er meget tvivlsomt, om Bogen havde faaet saa god Modtagelse, dersom den havde baaret Forfatterens Navn.

I October 1862 reiste jeg atter bort – denne Gang gjaldt Reisen Holland og England. Faa Dage efter min Bortreise kom Bogen ud. Jeg tog indtil videre Ophold i Utrecht, hvor jeg gjorde mig bekjendt med hollandske Kirkeforhold og studerede hollandsk Theologi. Om min Bog hørte jeg Intet, hvad der var rimeligt nok, da jeg ingen danske Aviser saae og heller ikke i Breve kunde vente at høre Noget, efterdi jeg ikke havde betroet mig til Nogen. Dog begyndte den lange Taushed at ængste mig, og jeg frygtede for, at Fortællingen, der havde været mig selv til saa stor Glæde og Opmuntring, skulde gaae upaaagtet hen mellem de mange andre Noveller og Romaner. Endelig henad Jul kom de første Efterretninger; Bogen var omsider naaet frem til mine Nærmeste, der snart havde gjættet paa mig som Forfatter. Og nu fik jeg Budskab om den gode Modtagelse, som den havde faaet.

I Efteraaret 1865 udkom anden lidt forkortede Udgave. Forfatterens Navn var nu blevet almindelig bekjendt, og dette var formodentlig Aarsag i, at Kritiken stillede sig temmelig kjølig og fandt Fortællingen ubetydelig. Kritikens Indsigelse kom imidlertid for seent, thi Publicum havde nu engang vundet Bogen kjær og lod sig ikke mere foreskrive nogen Dom om den. Nye Oplag fulgte efter hinanden med faa Aars Mellemrum.

Ogsaa i Udlandet blev Fortællingen kjendt og vandt mange Venner. I England udkom en Oversættelse i Pragtudstyr – i Sverig og Tydskland fulgte forskjellige Oversættelser efter hinanden. Den sidste autoriserede tydske Oversættelse er besørget ved Hr. P. J. Willatsen i Bremen, der med stor Flid og Omhu har arbeidet paa at gjøre den nordiske Literatur bekjendt i Tydskland. Ogsaa paa Fransk udkom en Oversættelse i Bibliothèque universelle.

Man kunde have ventet, at en Fortælling, der havde havt saa afgjort Held med sig, snart vilde have fremkaldt flere lignende. Naar dette ikke skete, var Aarsagen dels de eiendommelige Vilkaar, hvorunder Nøddebo Præstegaard var bleven til, dels og fornemmelig den, at andre Opgaver lagde Beslag paa Forfatterens Kræfter. Hertil kom det ulykkelige Krigsaar, som drog Sind og Tanker i en anden Retning („Uffe Hjælms og Palle Løves Bedrifter“ 1866 – andet Opl. 1886). Først flere Aar efter følte Forfatteren Lyst til at digte en lignende Fortælling og skrev da, under jævnlige Afbrydelser af en stærkt optaget Universitets-Virksomhed, „Min Hustru og jeg“ (begyndt i Juli 1870, endt i December 1872). Den udkom i Efteraaret 1875 i tre Oplag umiddelbart efter hinanden; et fjerde Oplag fulgte 1881. Den er dog ikke saa meget en Fortsættelse af som snarere et Modstykke til Nøddebo Præstegaard. Naar denne skæmtende fortæller om Elskovens første urolige Rørelser og Skuffelser, saa har hin sat sig til Opgave at give en Fremstilling af Ægteskabets Lykke i al dets rige Fred og Velsignelse, der udfolder sig over en Skildring af den danske Sommerfriskhed som sin Baggrund. Ogsaa denne Fortælling udkom i en svensk, tydsk og engelsk Oversættelse og synes navnlig at have vundet Bifald i Tydskland, hvor den er udkommen i forskellige Oversættelser; den sidste, autoriserede, er besørget ved P. J. Willatsen i Bremen.

Paa den omtalte Vis er Nøddebo Præstegaard bleven til: Strasburger-Münsteren, Athens Akropolis og Nilfloden med Ægyptens Pyramider og Templer, det er Rammen, hvorigjennem Hjemmet sees i et Fjernsyn. Naar denne Digtning, som er fostret af Længsel efter Hjemmet og er spiret op i de fremmede Lande, nu i sit 25aarige Levnetsløb har vundet en Udbredelse, som langt har overgaaet Forfatterens Forventninger, da tør det vel haabes, at den ogsaa i kommende Aar vil fremkalde Glæde og Munterhed samt et lyst og glad Syn paa Livet fremfor Alt hos den opvoxende Ungdom.

Kjøbenhavn, October 1887. Henrik Scharling.

Til mine Kjære i Hjemmet!

Ombord paa Nilfloden, i Februar 1861.

 
Dagen nu svinder, og Solen nedglider
Hisset bag Palmernes skyggende Hang,
Nilfloden vugger mod Baadens Sider,
Mumler saa tyst en underlig Sang.
Snart paa Ægyptens Nathimmel funkle
Tusinde Stjerner i underfuld Pragt,
Aftenens Skygger, de tause og dunkle,
Over den speilklare Flod har sig lagt.
 
 
Ene jeg sidder, langt borte fra Eder,
Tankerne flyve da op imod Nord,
Ile mod Danmarks de elskede Steder,
Der, hvor min Kjærligheds Længsel boer.
Ei kan blandt prægtige Templer jeg glemme
Straatækte Hus og den duftende Vang,
Krogede Pil omkring Søen derhjemme,
Hjemlivets Fred og mit Modersmaals Klang.
 
 
Stille – jeg lytter – jeg synes at høre
Velkjendte Røster fra velkjendte Kyst,
Og som et Echo møder mit Øre
Toner, der juble af Liv og af Lyst —
Ja det er Eders, nu kjender jeg atter
Stemmernes gamle fortrolige Klang,
Ordet, der lyder i Spøg og i Latter,
Sindigt, alvorligt, i Tale og Sang.
 
 
Se, hvad jeg hørte, det flux jeg fremstilled,
Hastig jeg nedskrev de vingede Ord.
Lidt efter lidt der sig danned et Billed,
Da var min Glæde usigelig stor;
Ofte, naar Savnet og Vemod og Længsel
Laa paa mit Sind som et tyngende Bly,
Da tog jeg Billedet frem – og mit Fængsel
Sprængtes, og Livslysten vaagned paa ny.
 
 
Nu dog til Eder mit Billed jeg sender,
Kjærlige Tanker har fostret det frem,
Tag det som Hilsen til Venner og Frænder,
Hilsen til Sjællands skovkrandsede Hjem!
Derhen jeg længes, naar Stjernerne funkle
Hist paa det Blaae i vidunderlig Pragt,
Derom jeg drømmer, naar Natten den dunkle
Over den speilklare Flod har sig lagt.