Et Ægteskabs Historie

XX

En tynd Solstraale listede sig ligesom frygtsomt hen over den smeltede Sne, skinnede – saa godt den kunde – paa et Par ungdommelige Vintergjække ude i Haven og krøb derpaa op ad Muren, lige op til et Vindue i Stueetagen og lod den sidste Rest af sit Lys glide ind mellem det halvt nedrullede Gardin og Vindueskarmen.

Solstraalen havde derefter endnu saa mange Kræfter tilovers, at den kunde kaste et Par spredte Glimt paa Stuegulvet, men de naaede ikke hen til en Seng, der stod med Hovedgjærdet op til Væggen lige over for Vinduet.

Midt ude paa Gulvet var der opstillet et Staffeli med et stort, næsten fuldført Billede. Det forestillede en Moder, der i den heftigste Hjærteangst kaster sig over sin Søns afsjælede Legeme.

Henning havde forlangt at faa sin Seng flyttet ind i Atelieret, og han vilde have Billedet staaende saaledes, at han kunde se det fra det Sted, hvor han laa.

Naar Feberen var over ham, talte han uafladelig om dette Billede. Den livløse Yngling, der var malet paa Lærredet, syntes ham at antage lille Aages Træk, og han skreg i den heftigste Vaande, hvorfor Skæbnen dog havde været saa grusom at lade Drengen leve, til han var bleven en smuk og kjæk Yngling, for derpaa at strække ham kold og stiv paa det uhyggelige Leje.

Til andre Tider bildte han sig ind, at det var sig selv, han havde malet, og at den jamrende Kvinde, der havde kastet sig over hans Lig, var Minna – hans Hustru.

Men i de Timer, hvor han var ved sin Bevidsthed, laa han ganske stille og saa hen paa Maleriet, medens der viste sig et glad Smil om hans Mund. —

En Gang var Hans Frederik ude at se til ham. Den unge Skuespiller tog sig Vennens haabløse Sygdom saa nær, at han for Tiden havde glemt sine Citater af Alverdens ny og gamle Poeter. Han sad ved Siden af Hennings Seng og trykkede af og til hans magre Haand, men ingen af dem talte synderlig. Henning havde den Dag været mere aandsklar end før under sin Sygdom.

»Du – Hans Frederik« – sagde den syge pludselig og tog fat i Vennens Arm – »sig mig – men ærlig, forstaar du – om du tror, at det er sandt, hvad de andre fortæller – at det – der henne – er godt? – Jeg ligger og piner mig med den Ide, at de bare er saa elskværdige at sige det, fordi jeg er syg. Og du ved ikke, hvor gjærne jeg vilde lægge mig til at dø med den Bevidsthed, at jeg virkelig havde været Maler – ikke en, der havde fusket i en Kunst, hvori han ikke havde noget at gjøre. – Det vilde maaske faa mig til at tro, at mit Liv havde været noget mindre mislykket …« tilføjede han sagtere.

»Aa – Fanden i Vold med at dø,« sagde Hans Frederik paa en lidt ukristelig, men ikke des mindre højst velment Maade – »du kommer dig saagu' nok, gamle Dreng, naar du bare lader være at ligge der og snakke om et mislykket Liv. Hvad er det, der er mislykket? Ikke det allermindste. De siger allesammen, at dit Billede bliver et af de bedste paa Udstillingen – hvad kan du saa forlange mere? Naa – og hvad det andet angaar – saa vil det jo ogsaa blive godt, naar du først er bleven rask. Ikke sandt, Henning – hun har víst i denne slemme Tid, at hun kan være saa kjærlig og opofrende som nogen Hustru – brav og hæderlig har hun jo altid været – hvad skulde der saa være i Vejen for, at al Ting kunde blive godt mellem jer? – Du ved, at jeg i sin Tid har opgivet Theologien, fordi jeg principmæssig hader Prædikener baade med og uden Præstekjole – men jeg vil dog sige dig, at I har al Grund til at betragte dette som en Lære, I vil være taknemlige for i Fremtiden …«

Henning saa paa ham med et varmt Blik og trykkede hans Haand.

»Du er en brav Fyr, Hans Frederik, og du mener mig det godt. Men hvorfor vil du forsøge paa at bilde mig noget ind, som du ikke selv tror paa? Du ved lige saa godt som jeg selv, at jeg ikke har mange Uger tilbage. Og jeg forsikrer dig, at jeg tænker ganske rolig derpaa. – Naar jeg blot ved, at Minna og Drengen maa faa det godt. Du kan være vis paa, Hans Frederik, at det er bedst saaledes. Der ligger saa megen Svaghed og Halvhed bag ved mig, og jeg er kommen til at stole saa lidt paa mig selv, at jeg sandsynligvis vilde bukke under igjen for den første Hindring, der traadte mig i Vejen. – Nej – jeg vilde alligevel ikke i Længden du til at udrette noget ordentligt.«

»Det har du ikke Lov til at sige« – Hans Frederiks Stemme var alvorlig og indtrængende – »du har før víst, at du har en hel Del Modstandsevne, og du har paa mange Punkter kæmpet ærlig – vi er allesammen mere eller mindre skrøbelige, gamle Ven, og derfor beror der saa meget paa det Farvand, vi kommer til at sejle i. – Der var maaske ét Tilfælde, hvor du tog fejl – ikke sandt? – og det stækkede dig lidt, men finder du for Fremtiden en Hustru, der er sin Opgave voxen, og er du bleven lidt mere sikker paa dig selv, saa skal du se, hvorledes det altsammen klarer sig for jer.«

»Men en saadan Hustru vilde Minna aldrig kunne blive mig,« svarede den syge sagte. »Jeg agter hende – jeg nærer lutter venlige og gode Følelser for hende, og jeg føler en inderlig Medlidenhed med hende, fordi ogsaa hendes Tilværelse er bleven ødelagt – saa ung som hun er. Men – elske hende som en Mand skal elske sin Hustru – det har jeg desværre aldrig gjort, og en saadan Kjærlighed vilde aldrig kunne vaagne mellem os. – Og ser du, Hans Frederik« – Hennings Stemme var bleven stærkere og lød helt højtidelig i det stille Sygeværelse – »det har været vor største Synd, at vi giftede os med hinanden uden den rette Kjærlighed, byggede vor Fremtid paa en letsindig og overfladisk Følelse – det har hævnet sig haardt paa os begge to. – Det er en gammeldags Ulykke, mener du? Men den kræver stadig ny Ofre …«

I mange, lange Nætter og Dage havde Minna vaaget ved hans Seng uden at unde sig nogen Hvile eller finde Ro for alle de bitre og knugende Tanker, der stormede ind paa hende.

Kunde det være muligt, at hun helt og holdent var Skyld i, at hans Liv var blevet ligesom brudt over paa Halvvejen? – Tanken vedblev at jage hende som et truende Spøgelse og opfyldte hende med en uendelig Kval. —

Hun mindedes, hvor frejdig og livsglad han havde været, da hun havde lært ham at kjende for knapt sex Aar siden. Men lidt efter lidt havde han forandret sig. Han havde mistet sit kjække Mod, var begyndt at tvivle om sig selv, var bleven uoplagt til sit Arbejde. – Den Overbærenhed og kjærlige Iver, han fra først af havde víst for at indvirke paa hende, var bleven afløst af aabenlys Vrede og kold Høflighed eller hyklet Venlighed, og tilsidst havde andre fortrængt hende af hans Tanker, og det var endt med et fuldstændigt Brud mellem dem. —

Havde hun virkelig forskyldt alt dette? Hun, der altid havde været en retskaffen Kone, og som aldrig havde forsømt – de ydre Pligter.

Javist – men ogsaa kun dem. Og dog havde hun maaske holdt af ham paa sin Vis.

Uden at hun selv vidste rigtig af det, havde det været Kilden til en stadig Lidelse for hende at tænke paa, at noget andet – om det saa var hans Arbejde – kunde faa Del i ham. Det havde ofte været en saadan instinktmæssig Frygt, der havde gjort hende bitter og opfarende.

Hun forstod nu, at det havde været en besynderlig Vej til at fjærne Aarsagerne til denne Frygt, men hun havde ikke kunnet være anderledes. – Og desuden havde der ogsaa været Tider, hvor hun blev saa trykkende kjed af de Forhold, hun levede i; hvor hun syntes, han var hende ligegyldig, eller maaske ikke fandt ham mandig nok til, at hun kunde bøje sin Vilje ind under hans. —

Men nu, da han laa for Døden – og hun vidste, at Lægerne havde sagt, at hans Sygdom var haabløs – kom det altsammen med saadan en forfærdelig Magt over hende. – Alt det, hun havde forsømt, og som nu aldrig kunde gjenoprettes.

Medens hun sad ved Sengekanten og stirrede paa hans voxagtige Aasyn, der fortrak sig krampagtig under den Døs, hvori han laa, kom der en dødelig Angst over hende, og hun jamrede over, at det ikke var hende i Stedet for ham, som laa der og skulde til at dø, saa at hun kunde være bleven fri for at leve med den frygtelige Tanke, at hun havde ødelagt de bedste Aar af hans Liv, indtil Døden havde adskilt dem.

Om han nu slet ikke vaagnede; om hun aldrig skulde høre et forsonende og tilgivende Ord af ham. —

Hun saa paa de indsunkne Tindinger, hvortil hans mørkebrune Haar, der var blevet tyndt og afbleget under Sygdommen, klæbede sig fast. Hans Øjelaag var ikke helt tillukkede, saa det saa' ud, som om Øjet allerede var brustent, og paa begge Sider af Næsen viste der sig en dyb, blaalig Fure, der gav Ansigtet et ligagtigt Udseende. —

Det forekom hende, at hun kunde se, hvorledes Dødens Skygger lagde sig tættere og tættere over hans Træk, og hendes Angst voxede, saa hun til sidst skreg hans Navn frem.

Han lukkede langsomt og besværlig Øjnene op og vilde række sin Haand hen imod hende. Hun kastede sig i vild Fortvivlelse over Sengen.

»Henning – Henning – kjender du mig ikke?«

Han nikkede og prøvede paa at smile til hende.

»– Henning – du maa ikke dø – hører du … jeg har saa meget at gjøre godt mod dig – Aa Gud – aa Gud —!«

»Vær ikke saa urolig, Minna« – sagde han. »Det bliver nok bedre for os begge to.«

»Henning – Henning – er jeg Skyld i det alt … altsammen? Kan du sige mig et eneste forsonende og tilgivende Ord!«

»Stakkels Minna« – han lagde sin Haand paa hendes smukke, gyldenblanke Haar – »det er vel kun den mindste Del af Skylden, der er din. Hvad kunde du gjøre for, at der har været saa lidt Tømmer i mig, og at vi har passet saa daarlig for hinanden. … Lov mig blot« – han trak hende nærmere hen til sig, saa hans Aande strejfede hendes Kind – »lov mig, at du vil opdrage Aage, saa der kan blive baade en god og en stærk Mand af ham. Lad ham ikke blive saa vag og blød, som jeg har været, Minna … det er en stor Ulykke …«

»Fa'er – lille gode Fa'er!« kaldte en Barnestemme udenfor Atelierdøren. – Men den syge hørte det ikke. Han var falden tilbage paa Puden og havde lukket de tunge Øjelaag. – —

Solstraalen, der før havde kigget saa beskeden ind, bredte sig i en gylden Strøm tværs over Gulvet, helt hen til Sengen. Og udenfor i Alléen, hvor Træerne begyndte at knoppes, fløj en Spurvefamilie til Vejrs med en lystig Kvidren om Liv og Foraar. —