Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard

„Og bliver opvartet af skjønne Valkyrier“, tænkte jeg, men jeg turde ikke sige det høit, thi der var Noget ved Andrea Margrethe, som gjorde, at jeg ikke ret havde Mod til at sige hende Complimenter, skjøndt jeg ellers ikke pleier at være forknyt i den Retning.

„Nu skal vi ned i Mælkestuen – denne Vei – hold Dem godt fast i Rækværket, Trappen er steil“ – men selv løb Andrea Margrethe ned af den saa let, at hun var heelt nede, medens jeg endnu stolprede paa de øverste Trin. Dernede stod det ene Mælkefad ved Siden af det andet – min Tanke druknede i et Ocean af Tykmælk, oplagt Mælk og Jordbær med Fløde. Men Andrea Margrethe hengav sig ikke til slige udskeiende Phantasier, hendes Tanker vare henvendte paa det Praktiske, hun stræbte at forklare mig Alt og at vise mig Alt saa nøie som muligt – jo det var rigtignok et heelt andet Bibliothek og en heel anden Bibliothekar, end jeg havde drømt om, og jeg maa tilstaae, at jeg fandt Bibliotheket langt interessantere end Universitetsbibliotheket, og Bibliothekaren langt elskværdigere end dem oppe paa Kongens Bibliothek. – Folkestue, Bryggers, Alt maatte jeg besee, „for De skal vide Besked med Alt“, sagde Andrea Margrethe, „De vil jo selv være Præst, saa maa De ogsaa vide, hvordan der seer ud i en Præstegaard, at De kan indrette Deres egen paa samme Maade.“

Ja nu vidste jeg ikke alene, hvordan min Præstegaard, men ogsaa hvordan min Præstekone skulde see ud.

„See derovre ligger Loen og Stalden, dem kan Niels vise Dem“, sagde Andrea Margrethe, idet hun pegede over paa den modsatte Længe.

„Men det kan vente til siden“, skyndte jeg mig at sige, da jeg slet ikke skøttede om at have Niels til Fører istedetfor Andrea Margrethe. „Lad os nu gaae ud at see Haven.“

Men det var ikke saa hurtigt gjort at komme til Haven. Ikke fordi der var særlige Hindringer at overvinde – der var hverken Bjerge eller Floder at overskride: og naar man endelig vilde, kunde man være derude i to Minutter – men der var saa meget paa Vejen, der maatte undersøges og betragtes. Først mødte vi Semiramis, den hvide Kat, og i den Anledning maatte Andrea Margrethe meddele mig et kort Udtog af dens Levnetsløb, ligesom jeg ogsaa maatte see, hvorledes den kunde spinde og „susse“, hvilket Sidste bestod deri, at naar man holdt begge Hænder foran den, kunde den springe over dem. Dernæst kom vi forbi Brønden, og her skulde vi da prøve, hvor godt Øiemaal jeg havde, om jeg nemlig kunde angive, hvor dyb Brønden var; til Andrea Margrethes store Glæde angav jeg kun den halve Dybde, thi den Brønd var Præstegaardens Stolthed, eftersom Præsten selv havde ladet den bore. Dernæst skulde jeg prøve, om jeg kunde trække Spanden op, men det vilde sikkerligt have endt med, at Spanden havde trukket mig ned, om ikke Andrea Margrethe var kommen mig til Hjælp. Endnu maatte jeg kaste et Blik op til Storkereden, „at jeg kunde see, at det var en rigtig Præstegaard, for til en rigtig Præstegaard hører der altid en Storkerede“, som Andrea Margrethe sagde – dernæst fik jeg at vide, at Storken offrede, ganske som de andre Medlemmer af Menigheden, idet den hvert andet Aar kastede et Æg, og hvert andet en Unge ned.

Men Alt dette tog Tid, for Andrea Margrethe var en Hader af Overfladiskhed, og jeg fandt slet ikke, at der var nogen Grund til at skynde mig, saalænge jeg maatte see ind i hendes klare, brune Øine og høre hendes friske, muntre Stemme. Omsider kom vi da ud i Haven. I Begyndelsen saae jeg ikke Andet end nøgne Træer og Snee og Iis, men Andrea Margrethe vidste snart at give mig det rette Syn paa Sagen. Derhenne voxede om Sommeren de deiligste Mosroser – i dette Bed, der var krandset med Aurikler, stod et Myrthetræ, hist var Jasminlysthuset, og der voxede Jordbærrene – — ja det var ligesom om det blev deilig, varm Sommer paa een Gang, det var mig, som om jeg vandrede under store skyggefulde Valnøddetræer, og fornam den yndigste Duft af Roser og Nelliker og Levkøier.

„Her raader De vel ogsaa ude?“ spurgte jeg, thi jeg havde uvilkaarligt faaet den Idee, at Andrea Margrethe var i Grunden Dronningen herude, efter hendes Villie maatte Alt rette sig, for hendes Skyld var Alt bygget, og Præst og Præstekone og Karle og Piger, Alt var der kun forat tjene hende.

Jeg blev derfor noget overrasket, da Andrea Margrethe svarede Nei.

„Ikke det?“

„Nei her raader Moder ude, og De skal ikke troe, at vi Andre faae Lov til at sige Noget her. Det er ellers Skade, for jeg har saa mange udmærkede Ideer, men Mo'er vil ikke følge mine Raad.“

„Hvad vilde De da have forandret?“

„Hvad jeg vilde have forandret? Kan De ikke see det store gamle Grantræ der? det skulde ryddes, saa vilde der blive en mageløs Udsigt herfra udover Fjorden.“

„Ja De har Ret; men veed De hvad, saa skulde vi ogsaa hugge Valnøddetræet om, saa blev her mere lyst og frit.“

„De gamle Stikkelsbærbuske derhenne skulde ogsaa bort; der kunde blive en udmærket Græsplaine“, meente Andrea Margrethe.

„Ja men saa maatte vi ogsaa tage Nøddehækken bort, at her kunde blive en aaben fri Plads.“

Saameget var da vist, at maatte Andrea Margrethe og jeg faae Lov til at raade, saa skulde Alt snart faae et ganske andet Udseende. Men godt var det, at Præstekonen ikke hørte vore udmærkede Ideer, thi de vilde vist have vakt hendes Forfærdelse i høi Grad. Ogsaa kan det gjerne være, at vi maaskee gik vel vidt i vore Reformer, men deels var det mig en sand Fornøielse at være paa Parti med Andrea Margrethe, deels er jeg en stor Ven af Forandring, og da det er langt lettere at rive ned end bygge op, saa foretrækker jeg altid det første.

„Men det Allerbedste har De ikke seet“, sagde Andrea Margrethe, „det er Lindehøien – kom nu derhen.“ Saa gik vi til Lindehøien, der laa yderst i Haven og havde sit Navn af et stort Lindetræ, der stod oppe paa Toppen. Udenfor Haven gik en Brink brat ned til Fjorden, hvis blanke isdækte Flade strakte sig som et bredt skinnende Baand mellem de sneedækte Banker paa begge Sider. „Sæt Dem nu ned paa min Bænk, saa skal De see en udmærket Udsigt“ – — jeg saae mig omkring, men kunde ingen Bænk see. Andrea Margrethe lo. „Nei De skal op i Træet“, sagde hun endelig, „der er min Bænk oppe. See her, tag fat i dette Reb, og sæt saa Fødderne paa disse Udhug her i Træet, saa kommer De derop – jeg skal strax komme bagefter, der er akkurat Plads til To.“ Jeg balancerede derop med noget Besvær og havde neppe taget Plads, før Andrea Margrethe, der var væver som et Egern, alt sad ved min Side. „Tænk Dem nu, naar det er Sommer“, sagde hun, „og en sagte Vind gynger Træet frem og tilbage – kan De tænke Dem noget lifligere end at sidde heroppe, rundt omgivet af Grønt paa alle Sider, ligesom i en Vugge, og saa høre Fuglene qviddre rundt omkring – ja det maa De selv komme herud at prøve, for, ikke sandt, herefter kommer De altid ud med Deres Brødre?“ – Jo det kunde Andrea Margrethe være ganske vis paa. „Her kan jeg sidde oppe hele Timer og læse“, vedblev hun.

„Og læse?“ spurgte jeg forskrækket, thi det var mig, ligesom om jeg saae Bibliotheket som et mørkt Spøgelse i Baggrunden.

„Ja jeg meente egentlig med en Bog i Haanden, for jeg læser kun ganske lidt, saa falder jeg i Tanker og seer op imellem de grønne Blade, hvorledes den klare blaae Himmel titter frem igjennem dem, og hvorledes Solstraalerne falde ned paa min Kjole som store gule Blommer. – — Men jeg fryser“, afbrød hun pludselig, idet hun sprang ned, „kom, lad os løbe omkap op til Præstegaarden.“

Det Forslag fandt jeg meget fornuftigt, for det var ligesom om Vinteren i sin Fortørnelse over, at vi kun talte om Sommeren, som om Vinteren slet ikke existerede, begyndte at lade os mærke sin Existens paa en temmelig følelig Maade. Løbe omkap vilde jeg imidlertid ikke, thi hvorfor skulde jeg løbe bort fra Andrea Margrethe? Det vilde jo være høist taabeligt! Men derimod løbe ved Siden af hende, det vilde jeg gjøre. Men jeg mærkede snart, at omend Andrea Margrethe maatte tage to Skridt, hver Gang jeg tog eet, saa forstod hun ogsaa at flytte Fødderne dobbelt saa hurtigt som jeg, saa at jeg maatte anstrænge mig af yderste Evne for ikke at blive den bageste. Nu vare vi ved Valnøddetræet – den, der kunde svinge først om det, havde i Grunden vundet, thi da kunde man hele Tiden holde sig forrest. Derfor gjorde jeg ogsaa mine Skridt dobbelt saa lange som før, blot et Spring endnu og da – falder jeg over en af Rødderne, der strakte sig ud i Gangen, lige i Armene paa Corpus Juris, der kom gaaende fra den anden Side og blev høilig forbauset over denne broderlige Omfavnelse.

„Jeg kom først, jeg kom først“, raabte Andrea Margrethe, idet hun dandsede rundt om mig, som en Indianer dandser rundt om sin faldne Fjende, „ikke sandt, Frederik, jeg kom først?“

„Jo vist kom De først“, svarede han, „og derfor kommer jeg ogsaa forat bringe Dem Kampprisen. See her har jeg nogle Zwibelløg til Dem, som ere meget sjældne, og hvis Blomster ere af en usædvanlig Skjønhed.“

„Nei virkelig? o det er deiligt! jeg holder saa meget af Zwibler. Tak, Frederik, tak – vi maae strax op og vise Mo'er dem, hun vil blive ligesaa glad som jeg.“

„Vi ere ikke ved Præstegaarden endnu“, sagde jeg.

„Saa De vil ikke give tabt endnu? ja lad os prøve een Gang til!“

Men denne Gang vilde jeg ikke vise nogen utidig Skaansel; strax fra første Øieblik tog jeg Tilløb af alle Kræfter – og foer afsted, saa Stikkelsbærgrenene sloge mig over Benene og Kirsebærtræerne sloge mod mit Hoved: det var, som om hele Haven havde sammensvoret sig mod mig for at hjælpe Andrea Margrethe. Men jeg bred mig om Intet – afsted over Stok og Steen – nu var jeg inde i Gaarden, men bestandigt havde jeg Andrea Margrethe ved Siden af mig – det var, som om hun blev baaren af usynlige Aander – i samme Øjeblik naaede vi begge til Foden af Trappen, der førte op til Forstuedøren, men her kunde jeg tage tre Trin i hvert Spring, medens hun kun kunde tage eet – med et voldsomt Tag rev jeg Døren op og tørnede lige mod Præsten, der ganske roligt kom spadserende, i al Ro og Mag rygende af sin Meerskumspibe. Saa hæftigt var Sammenstødet, at Præsten tumlede over mod den ene Væg og tabte sin Pibe, og jeg mod den anden.

„Hei! hjælp! Gevalt! Gevalt!“ raabte Præsten, saa at Præstekonen, Emmy og Gamle forfærdede styrtede til fra Dagligstuen i samme Øieblik, som Andrea Margrethe og Corpus Juris kom ind ad Forstuedøren.

„Hvad er der paa Færde? Hvad er der paa Færde?“

„Hvad der er paa Færde? Nicolai har slaaet mig ihjel!“

„Hvor har Du stødt Dig? Slog Du Dig slemt?“

„Om jeg har slaaet mig? Jeg har slaaet mig saaledes, at jeg nu vil gaae over og skrive en Ligprædiken over mig selv, saa kan Christopher holde den istedenfor den Juleprædiken, som han ikke holdt. – — Og see min Pibe – min deilige Pibe – nei Nicolai, Nicolai – at De vilde slaae mig ihjel, det kan jeg tilgive Dem, for jeg er kun et syndigt Menneske, men at De har slaaet min Pibe ihjel, som aldrig har voldet Nogen Sorg, men kun skaffet mig Glæde og Opmuntring, det tilgiver jeg Dem ikke!“

„Ja men see, Fa'er, Pibehovedet er kun gaaet i to Stykker“, sagde Andrea Margrethe, der havde samlet Stykkerne op, „vi kan binde dem sammen ved at snurre noget Traad om dem, saa er det saa godt som nyt igjen.“

„Ja bind Du Stykkerne sammen, og lad mig saa see, Du hjælper Nicolai med at slaae alle Ruderne ud i Præstegaarden, at I kan blive færdige med det Stykke Arbeide til Middag“, sagde Præsten, idet han gik.

„Blev han vred?“ hviskede jeg til Andrea Margrethe.

„Vred? Nei saa kan De troe, han havde nok talt til Dem paa en anden Maade – nei han er slet ikke vred; De kan være ganske rolig.“ – —

„See her, Mo'er, hvilke deilige Zwibelløg Frederik har foræret mig“, sagde Andrea Margrethe, da vi atter vare komne til Ro i Dagligstuen.

„Og see her, hvad Christopher har bragt mig“, sagde Emmy, idet hun rakte en Bog til Andrea Margrethe.

„Hvad er det? Claudius' Wandsbeckerboten! Nu, Christopher, der har De gjort en god Gjerning, for den Bog har Emmy gaaet og talt om, jeg veed ikke i hvor lang Tid. Lad os nu see, om den virkelig er saa fortræffelig – see her om Sjælens Udødelighed – — Spinoza – — Jacobi – det er bestemt altfor lærd for mig – det forstaaer jeg ikke noget af. Hvad mener De, Frederik?“

„Ja det gaaer mig som Dem: jeg har ogsaa i langsommelig Tid hørt Christopher prise den Bog som noget ganske overordentligt – men jeg hører formodentlig heller ikke til de Indviede, thi den gik ogsaa over min Forstand, og jeg forstod ikke tilstrækkelig at paaskjønne den.“

„Ja naar den gaaer over Deres Forstand, saa er det intet Under, at den gaaer langt over min: nei saa foretrækker jeg Zwibelløg; det er da Noget, som jeg kan forstaae. – Nei men Mo'er, Du skulde blot høre, Nicolai er af samme Mening som jeg, at der nødvendigvis maa skee Forandringer i Haven.“

„Kan De nu heller ikke lade min stakkels Have være i Fred?“ spurgte Præstekonen med et venligt Smil.

„Og han gik langt videre end jeg“, vedblev Andrea Margrethe, „han vil ikke alene have Grantræet og de gamle Stikkelsbærbuske bort, men ogsaa Valnøddetræet og Nøddehækken.“

„Det gamle prægtige Valnøddetræ vil De hugge om? Nei det mener De bestemt ikke“, sagde Emmy.

Nei vist meente jeg det ikke – det kunde jeg strax mærke blot ved at høre den Tone, hvori Emmy sagde disse Ord.

„Og saa Nøddehækken ovenikjøbet!“ vedblev Emmy. „Hvad skulde der saa blive af Nøddegangen! De skulde blot vide, hvor rart man kan gaae og samtale med hinanden i Nøddegangen en Sommerdag.“

Ja, i samme Øieblik faldt det mig paa Sinde, hvor lifligt det maatte være en stille Midsommeraften, naar Solen kastede sine sidste rødlige Straaler mellem det dunkle Løv, at vandre der ved Emmys Side og høre hendes Ord, milde og qvægende som Natteduggen efter den solhede Dag; jeg fortrød bitterligt mine utidige Reformplaner og erklærede, at jeg havde ikke saa nøie overveiet mine Ord, jeg havde jo ikke seet Haven ved Sommertid; maaskee jeg da vilde forandre Mening.

„Forandre Mening!“ udbrød Andrea Margrethe, „jo De er en trofast Hjælper – udenfor er De af samme Mening som jeg, og her, hvor De skulde hjælpe mig mod Mo'er og Emmy, gaar De over paa Fjendens Parti. Naar Mo'er og Emmy faaer Lov at raade, maa her ikke skee den allermindste Forandring; Alt skal blive staaende den ene Dag som den anden, indtil det tilsidst falder sammen af bare Kjedsommelighed.“

„Holder De saa meget af det Gamle?“ spurgte jeg Emmy.

„Ja“, svarede hun, „jeg holder af det Gamle, thi det Gamle er rigt paa Erindringer, og i Erindringen boer Fred og Hvile. Der er ikke et Træ i Haven, uden at Mindet om en eller anden lykkelig Time knytter sig dertil. Mellem disse Træer er jeg voxet op, de have seet mine Barndomssorger og mine Barndomsglæder, de tykkes mig at være gamle Venner, og naar jeg hører de sagte Vinde suse mellem deres Grene, da er det mig, som om de bragte mig en Hilsen fra de svundne Tider – hvorledes skulde jeg da nænne at lade dem omhugge?“

„Men jeg elsker det Nye“, sagde Andrea Margrethe ivrigt, „deri er Liv og deri er Friskhed, ja jeg troer bestemt, at Vorherre maa være af samme Mening som jeg, ellers havde han vist ikke givet os fire Aarstider, men kun een.“

„Havde Vorherre været af din Mening“, svarede Emmy, „da havde han vel den ene Sommer gjort Græsset grønt og den næste rødt istedenfor —“

„Knak!“ sagde det i det Samme, det var Emmys Sax, som Gamle havde siddet og leget med, og som nu brak midt over. Ligesom nemlig Kong Midas havde den mærkelige Egenskab, at Alt, hvad han rørte ved, blev til Guld, saaledes har Gamle den mærkelige Egenskab, at Alt, hvad han rører ved, gaaer itu. Han blev imidlertid højst ulykkelig og bad Emmy tusinde Gange om Forladelse.

„O det gjør Intet“, svarede denne, „Saxen var gammel og sløv.“

„Jeg skal tage den med til Byen for at lade den istandsætte.“

„Det er ikke Umagen værd; jeg har tilmed en anden Sax.“

Dermed lod Gamle sig trøste og tog atter fat paa Stumperne, jeg troer næsten for at see, om de ikke kunde brækkes lidt mere itu endnu.

Corpus Juris gik hen til Pianofortet og slog et Par Accorder an. „Skal vi have en Sang?“ spurgte han.

„O ja, en Sang, en Sang!“ istemmede Andrea Margrethe strax.

„Kan De synge?“ spurgte jeg.

„Ja naturligvis kan vi synge“, svarede Andrea Margrethe ligesaa forundret, som om jeg havde spurgt hende, om hun kunde tale.

„Hvad kan De da synge?“

„Vi kan mange Slags Sange, vi kan de gamle Kæmpeviser.“

„De gamle Kæmpeviser, kan De virkelig dem?“

„Ja dem kan vi rigtignok – de lange Sommerdage, naar Emmy og jeg sidde ved vort Haandarbeide ude i Jasminlysthuset, lære vi dem udenad og synge dem. Vil De høre den om de syvogfirsindstyve, der droge ud fra Hald – vi kan alle syvogfirsindstyve Vers – eller vil De høre: Svend Vonved sidder i Bure – eller Svend Feldings Vise?“

„Vi kan faae dem alle, den ene efter den anden“, sagde Corpus Juris, der havde sat sig ved Pianofortet for at accompagnere. „Lad os begynde med Svend Vonved.“

Saa sang vi om Svend Vonved og saa om Ramund hin Unge og saa om Jomfru Kirsten – Andrea Margrethe var utrættelig, og vi maatte synge dem fra Ende til anden, thi man kan ikke forstaae Viserne, naar man ikke synger alle Versene, sagde hun.

„Se her holder De altsaa dog af det Gamle“, sagde jeg til hende.

„Men de Viser ere heller ikke gamle“, svarede hun, „de blive aldrig gamle, men ere bestandigt unge og friske. Eller troer De maaskee, at jeg holder mere af dem, fordi de ere tre eller fire Aarhundreder gamle? Ak nei, det er mig det Samme, om de ere skrevne igaar eller for fjorten Aarhundreder siden – blot de ere smukke, saa holder jeg af dem.“

„De har Ret“, sagde Corpus Juris, „de Sange blive aldrig gamle. I hine Tider forstod man at digte, nu er det slet bevendt med Digtekunsten.“

„Det veed jeg dog ikke“, meente Gamle, „tvertimod skulde jeg mene, at hvad der i hine Sange ligger skjult som svage Spirer, det har i vore Dage udviklet sig som rig og mangefold bevæget Lyrik, der i fulde og klare Toner, snart i Veemod og Smerte, snart i livsfyldig og svulmende Glæde formaaer at udtale, hvad hine Tiders Sangere kun formaaede svagt at fremstamme.“

Nu var Disputen i fuld Gang: Gamle og Corpus Juris førte an, Emmy og Andrea Margrethe vare Secundanter. Disse to sidste havde egentlig, underligt nok, skiftet Mening, thi nu var det Emmy, der, følgende Gamles Mening, holdt paa det Nye, medens derimod Andrea Margrethe, der var paa Corpus Juris' Parti, forsvarede det Gamle. Disputen var temmelig varm, især fra Corpus Juris' Side, ikke saa meget, fordi det just var ham om de gamle Kæmpeviser at gjøre, men snarere fordi han vilde forsvare Andrea Margrethes Mening. Naturligvis maatte Præstekonen og jeg ogsaa give vort Besyv med i Laget, og efterhaanden naaede Disputen hen til det Punkt, hvor Enhver er tilfreds, naar han blot kan høre sig selv tale, og er aldeles døv for, hvad de Andre muligvis kunde have at sige, og da jeg nu havde den stærkeste Stemme, var jeg vistnok ogsaa den, som følte sig meest tilfredsstillet. Midt under denne hæftige Debat traadte Præsten ind.

„Skal vi saa have Middagsmad?“ spurgte han.

„Strax“, svarede Andrea Margrethe, idet hun gik ud.

„Hvorom dreiede Striden sig?“ spurgte Præsten, idet han tog Plads i den store Lænestol.

Corpus Juris forklarede Stridsspørgsmaalet for ham, og han hørte opmærksomt efter. „Ja jeg holder med Christopher,“ sagde Præsten tilsidst, „jeg troer næsten ogsaa, at man gjør for meget Væsen af de Kæmpeviser. Vil De sammenligne dem, kan De finde ti eller tolv med aldeles den samme Tanke og Indhold. Derfor vil jeg ingenlunde nægte, at de gjemme en rig Poesi i sig, men ofte ligger denne som et raat, uforarbeidet Stof, der ligesom endnu venter paa sin kunstneriske Behandling. – De seer saa adspredt ud, Nicolai, hvad mener De derom?“

„Ja“, svarede jeg tankeløs: Striden havde for mig tabt sin Interesse, da Andrea Margrethe var gaaet sin Vei.

„Det var fornuftig meent“, sagde Præsten. „De sidder nok og tænker paa den Poesi, der ligger skjult i Middagsmaden. Heldigviis kommer Andrea Margrethe der for at kalde os til Bords. Maa jeg have den Ære?“ og han bød mig høitideligt Armen og anviste mig Hæderspladsen i Sophaen ved Siden af sig.

„Nei der skal Christopher sidde som den Ældste“, indvendte Præstekonen.

„Nei, Nicolai skal sidde her“, svarede Præsten, „han vilde slaae mig ihjel i Formiddags, derfor byder jeg ham nu at sidde ved min høire Side, thi vi skulle gjengjælde Ondt med Godt.“

Hermed blev det, tilmed da Gamle ikke følte sig pirret af nogen Ærgjerrighed efter at sidde i Højsædet, men erklærede sig veltilfreds med den Plads, han havde faaet mellem Præstekonen og Emmy.

Andrea Margrethe sad mellem Corpus Juris og mig, og jeg skulde lige til at fortælle hende noget særdeles Morsomt, da hun alvorligt lagde Fingeren paa Munden: Præsten havde begyndt at læse Bordbøn.

„Hør Nicolai“, sagde Præsten efter endt Bordbøn, „det er nu strax en Trykfejl, som jeg maa rette hos Dem: inde i det store Babel bruger man ikke at læse Bordbøn, men det bruger vi ude hos os.“

„Men det kunde Nicolai jo ikke vide“, sagde Præstekonen.

„Derfor siger jeg ham det ogsaa“, svarede Præsten.

Alt ovenfor har jeg bemærket, at ved Middagsbordet ere Folk særligt oplagte til at disputere, og denne Erfaring fik jeg ogsaa stadfæstet her. Først leveredes der nogle Forpostfægtninger mellem Præsten og Andrea Margrethe angaaende Middagsmaden, som Præsten tillod sig at kritisere temmelig strængt. Andrea Margrethe var imidlertid ingenlunde velstemt mod en saadan Kritik, der i saa høi Grad angreb hendes husmoderlige Stolthed.

„Det maa jeg sige“, endte Præsten, „at vore Gjæster faae en temmelig tarvelig Modtagelse. Men maaskee gjør Andrea Margrethe det kun for siden at overraske dem desto mere.“

„Anretningen er tarvelig, men god“, svarede Andrea Margrethe. „Persicos odi semper separatus.“

„Apparatus“, rettede Gamle.

„Saa? Fader siger altid Separatus.“

„Taler De tidt Latin?“ spurgte jeg.

„Ja“, svarede Andrea Margrethe, „der gaaer aldrig en Tallerken itu, uden at jeg siger: sic transit gloria mundi, og naar jeg vil bede Fader om Noget, ender jeg altid med at sige: sic volo, sic jubeo, stat pro natione voluntas.“

„Ratione, ikke natione“, rettede atter Gamle, „natione giver jo ingen Mening.“

„Ja men Fader siger altid natione.“

„Ja Du maa saamænd med største Fornøielse snakke dit Pernillelatin“, sagde Præsten, „naar Du bare vilde lade være at beskylde mig for at have lært Dig det, thi det vidner sandelig ikke om datterlig Kjærlighed, at Du paa den Maade berøver mig mit gode Navn og Rygte.“ —

Men den egentlige Hovedfægtning blev foranlediget ved, at der blev mældt, at Halte-Ane befandt sig ude i Kjøkkenet og bad om et Par Skilling. Gamle gik ud og gav hende Noget, men blev derfor haardt angreben af Corpus Juris, der ikke havde synderlig tilovers for Halte-Ane, men paastod, at hun drak Alting op, hvad man gav hende.

„Man burde gaae strængere frem mod slige Landstrygersker“, endte han med at sige, „nu lader man dem gaae i Fred, og derfor vrimle alle Landeveie af dem.“

„Ja vist burde man gaae frem med større Strænghed“, sagde Gamle med en vis Bitterhed, „de Fattige og Ulykkelige sætter man i Fængsel, saa er man fri for at see paa dem.“

„Ikke i Fængsel, men i Fattighuus“, svarede Corpus Juris, „der er rigelig Understøttelse til dem.“

„Har Du prøvet, hvad det vil sige at være under Fattigvæsenets Opsyn“, spurgte Gamle, „siden Du taler om den „rigelige“ Understøttelse?“

„Fattighuset kan naturligviis ikke være et Palads“, lød Svaret, „men det er den sædvanlige Flæbevornhed og Tosse-Godmodighed, at man istedenfor at skære Kræftskaden rask bort, lader den udbrede sig i Ro og Mag til Fordærvelse for det Hele.“

Nu var Signalet givet til en ny Disput, og Alle rustede sig paa det Ivrigste. Men Corpus Juris havde udtalt sin Mening med saa stor Eensidighed, at den fandt almindelig Misbilligelse; selv Andrea Margrethe, der før havde staaet paa hans Parti, kunde ikke længere dele hans Anskuelser, men sluttede sig til Modpartiet, og saaledes kom da Corpus Juris til at staae ganske ene overfor Præstekonen, Emmy, Andrea Margrethe, Gamle og mig, der Alle vare lige begjærlige efter at faae Ordet, saa at Corpus Juris neppe fik Tid til at besvare eet Spørgsmaal, før tre eller fire nye allerede vare forelagte ham, saa at om Corpus Juris end havde været tre Gange saa stor en Dialektiker, som han er, vilde han dog ikke have kunnet holde Stand mod Overmagten, om ikke af anden Grund, saa fordi det tilsidst var umuligt at høre, hvad der blev sagt. Den Eneste, der forholdt sig rolig, var Præsten; han sagde ikke et eneste Ord, men idet han lagde Armene overkors paa Bordet, saae han snart paa den Ene, snart paa den Anden af de ivrige Talere, altid med den mest forundrede Mine, som om han vilde sige: „Nu har jeg i mine Levedage aldrig hørt Magen!“ Endelig da Andrea Margrethe og jeg havde beviist Corpus Juris, at vi Alle ere skrøbelige Mennesker (Noget, som han egentlig aldrig havde benægtet), og Præstekonen havde foreholdt ham, at der er mange uskyldige Fattige, medens Gamle og Emmy udviklede, at Samfundet skal øve Retfærdighed, men den Enkelte skal øve Barmhjertighed – saa blev Corpus Juris bragt til Fornuft, han vendte sig mod Andrea Margrethe og sagde: „Ja, jeg beder Dem undskylde, om jeg har været for paastaaelig i mine Meninger, og for i Gjerningen at vise, at jeg virkelig er enig med Dem, saa dømmer jeg mig selv til at betale Halte-Ane to Mark.“ Derpaa gik han ud og gav Halte-Ane de to Mark, hvorfor han ogsaa ved sin Gjenindtrædelse blev hilset med høie Jubelraab: og nu var den farlige Middagstime forbi, saa der var ikke flere Disputer at frygte for denne Dag.

Dæmringstimen var kommen, den stille, venlige Dæmringstime: atter sadde vi i fortrolig Samtale rundt om den store Porcellænskakkelovn, der i den mørke Krog saae ud som et stort hvidt Spøgelse – snart faldt Ordene let og muntert, da var det Andrea Margrethe, som førte an, snart var Talen rolig og sindig, da var det Gamle og Emmy, som ledede den.

„Men De har ikke seet Emmys Værelse endnu“, sagde Andrea Margrethe til mig.

„Og heller ikke Deres“, svarede jeg.

„O, mit er der ikke meget ved at see, jeg har næsten aldrig Tid at være der, jeg har altfor meget at tage Vare paa herude.“

„Har De Lyst til at see mit Værelse“, sagde Emmy, „saa skal De gaae derop med mig nu, inden det bliver ganske mørkt.“

Saa fulgte jeg da med Emmy op paa Qvisten, thi der var hendes Værelse. „Her er noget mørkt, tag Dem iagt, at De ikke støder Dem“, sagde hun til mig, „ræk mig Deres Haand, saa skal jeg føre Dem.“ Og dermed lagde hun sin lille, fine Haand inden i min, idet hun langsomt drog mig efter sig: ja vel kunde hun være en sikker Fører gjennem alle truende mørke Skygger, tænkte jeg ved mig selv. „Buk Dem, at De ikke støder Deres Hoved“, sagde hun til mig, idet hun lukkede Døren til Værelset op; „smaat er det Altsammen, men man skal lære at nøies med Lidet.“

Ja vel var Værelset lidet, og dog forekom det mig at være saa rigt. Hvori denne Rigdom egentlig bestod, veed jeg ikke, thi der var ingen kostbare Møbler, rigt broderede Tæpper, eller store Speile med forgyldte Rammer: nei Alt var simpelt og tarveligt. Men Alt passede saa godt sammen, der var en saadan Fred og Ro over det Hele, at det næsten syntes mig, som om dette Bord og disse Stole vare levende, som om man godt kunde tilbringe hele Timer i deres Selskab uden at kjede sig. Paa Væggen hang et Billede, der forestillede en Skare gode Engle, som vaage over en sovende ung Pige: det forekom mig at være et Billed af selve det lille Værelse, ogsaa her vaagede gode Engle og bragte Stilhed og Ro i Sjælen for Enhver, som traadte herind. Jeg satte mig i den lille Sopha og saae mig langsomt om til alle Sider, det var, som om jeg ret vilde indsuge Billedet af Alt, hvad jeg saae, for uudslettelig at bevare det i min Erindring. Paa Væggen ligeoverfor mig hang en gammel Violin, omslynget af en Evighedskrands. Jeg saae paa Violinen, jeg saae paa Evighedskrandsen, uden ret selv at vide, hvad jeg egentlig tænkte i dette Øieblik.

„De seer paa den Violin“, sagde Emmy til mig, „De vil maaskee vide, hvad den har at gjøre her hos mig: det har været Bedstefaders, derfor gjemmer jeg den.“

„Ja saa – spillede han paa Violin?“ spurgte jeg – det var egentlig et dumt Spørgsmaal, men jeg syntes jeg skulde sige Noget, men vidste ikke selv, hvad det skulde være.

„Ja han gjorde – jeg kan endnu tydelig mindes ham, jeg var ti Aar gammel, da han døde. Jeg kan huske, hvorledes han kunde sidde og kjæle for den Violin, som kunde den være et lille Barn, hvorledes han kunde spille paa den, saa Taarerne kom mig i Øinene derved: derfor gjemmer jeg den bestandigt; De veed jo, at jeg holder af det Gamle“, tilføiede hun med et stille Smil.

„Ja det veed jeg“, svarede jeg, „men jeg veed ikke, hvorledes De faaer Tid til at tænke saa meget paa det Gamle. Jeg maa altid tænke paa det Nye, paa det, som skal komme: der er saa meget, som ligger foran mig, saa meget, som skal udrettes – hvad der ligger bagved mig, det er jo forbi og kan ikke gjøres om.“

„Saaledes gaaer det vel de Fleste“, sagde Emmy, „men derfor føle de saamegen Uro, saamegen Utilfredshed. I Erindringen ligger Hvile og Fred, den kan ikke tages fra os. See vi fremad i Livet, da maa vi tidt ængstes og forsage, for hvad der skal komme; see vi tilbage, da ere vi trygge og rolige og takke Gud for, hvad han har givet. Først naar vi forstaae at leve i Erindring og Haab paa een Gang, først da forstaae vi at leve paa den rette Maade.“

Dette sagde Emmy paa sin sædvanlige blide, stille Maade; det lød næsten mere, som om hun udtalte sine egne Tanker for sig selv, end som om hun talte til mig. Jeg hørte hende gjerne tale, thi ikke alene i hendes Ord, men ogsaa i hendes Stemme, i hendes Bevægelser var et Udtryk af Ro og stille Sjælefred, som uvilkaarligt meddeelte sig til mig, saa at jeg, naar jeg talte med hende, havde ligesom en Fornemmelse af, at jeg hævedes til en høiere og bedre Verden, hvor der ikke var den Uro og Ufred, som her er nede, men hvor Alt bevægede sig lydløst og stille som de rødlige Aftenskyer, der svæve forbi den synkende Sol. Og der var Noget i Emmys Væsen, der syntes mig saa bekjendt, som om jeg i lang, lang Tid havde levet sammen med hende; der var en Anden, om hvem hun saa levende erindrede mig, men hvem var denne Anden? Hvem var det, der ganske som Emmy ogsaa syntes ligesom at kunne hvile i sig selv, at kunne lade den støiende, larmende Verden storme forbi sig som et brusende Vandfald uden selv at lade sig rive med af Strømmen? Jeg tænkte og tænkte, men det var mig umuligt at finde – hver Gang jeg ikke saae paa Emmy, da syntes jeg, at nu var jeg lige ved at gribe det, men hver Gang, jeg atter fæstede mit Blik paa hendes fine, udtryksfulde Ansigt, paa hendes klare, sjælfulde Øine, da svandt det atter bort fra mig.