Slægten

– Deres Naade ser meget skeptisk paa det unge Par …

– Ja, det ved Gud, jeg gør! De skal se, det ender med en Polenæse! Hun har jo allerede tilkaldt Forstærkning.

– Deres Søn er dog altid saa glad, naar han er sammen med sin Hustru; og forelsket!

– Ja, ham er der saamænd heller ikke noget i Vejen med! Han holder kun een Kone ad Gangen ligesom Bjørnene. Han gider ikke være over flere! … Jeg er vis paa, at han kun har noget at gøre med hende Lørdag Aften, for saa kan han sove rigtig grundig ud om Søndagen!

– Men kære Baronesse! … sagde Pastorinden forfærdet.

Men den gamle Naade kørte paa:

– Han er for fed! Han spiser for meget! Han faar saamænd ingen Børn uden pr. Fuldmægtig!

Fru Mascani standsede og pegede op mod Huset, hvor hendes Datter netop viste sig i Døren.

– Jeg beder Deres Naade, der er Clara! sagde hun bekymret. Og med en lidt vel høj Stemme fortsatte hun: Er Baronessen stadig tilfreds med Stasia som Kokkepige?

Kondoren bøjede Hovedet og saa glubsk ned paa Liggeanden.

– Aa jo, raabte hun himmelhøjt, idet hun søgte at efterligne Fru Johannes Stemme – aa jo, min Bedste … naar jeg selv laver Maden! ....

Man gik ind i Havestuen for at drikke Kaffe.

– Lader Gemalen sig ikke se i Dag? spurgte Baronessen, da Kaffen var skænket.

– Jo, nikkede Pastorinden – jo, han gør vist! … Aa, lille Clara, gaa ind og hent din Fader!

Datteren gik ind i Studereværelset, og Fru Mascani sad lidt nervøs og afventede Resultatet af Sendelsen. Hun baade frygtede og ønskede Mandens Komme. Hun vidste jo ikke, i hvad Lune han var; om hans Raseri havde fortaget sig (hun havde hørt Larmen af Stenkilen mod Døren) – eller om man maaske kunde vente et nyt hysterisk Anfald her midt for Baronessens Øjne.

Det var Pastorindens Orm at skjule sin ægteskabelige Misere, skønt Gud og Hvermand vidste Besked om den.

– Naa? sagde Hendes gamle Naade og rynkede Brynene, da Clara kom ene tilbage.

– Far kommer straks, han skulde bare gøre lidt Toilette!

– Mascani er altid Kavaller! smilte Hustruen sygt og gav sig til at sysle med Kaffetøjet for at skjule sin Nervøsitet – En lille Kage, Deres Naade?

– Tak, maaske den lyse der! Den ser mindre brændt ud!

Hendes Naade var i Krigshumør.

Men saa kom Pastoren.

Smilende kom han, toende tilsyneladende vel til Mode sine soignerede Hænder i hinanden. Det stærkt graasprængte, krøllede Haar var strøget op fra den høje Pande, og de brune Øjne lo under de sorte Bryn.

Han var endnu en meget smuk Mand; og Baronessen betragtede ham med Velbehag:

– Naa, Pastor Macaroni, sagde hun spøgefuldt og rakte ham sin store, røde, ringbesatte Haand – endelig ser man Dem da!

– Alle have vi syndet! og os fattes Ære for Gud! sagde han.

Nu vidste, Fru Johanne, hvor hun havde sin Mand. Aldrig var nemlig hans Humør værre og mere ladet med Elektricitet, end naar han i sin Kones Nærværelse blasfemisk citerede Skriftsteder og brugte Vendinger af den hellige Skrift. Han vidste nemlig, at det gjorde hende ondt.

Baronessen lo.

– Indrømmelse er Tilgivelse! sagde hun – Annammer herpaa Syndernes Forladelse!

Og hun rakte paa ny Haanden ud mod Pastoren, der atter greb den og denne Gang kyssede den, idet han samtidig sendte sin Kone et Blik, der ligefrem tindrede af Skadefryd.

Fru Mascanis Stemme skælvede, da hun begyndte:

– Jeg synes Adolf, at ....

– Hvilket, min Engel? afbrød Præsten hende blidt – At jeg skulde drikke en Kop Kaffe? Ja, Tak, men der er jo ingen, der har budt mig nogen!

– Nu skal jeg hente en Kop, Far! skyndte Clara sig at sige.

Hun kendte Atmosfæren i Hjemmet og vilde afværge en Udladning.

For Resten holdt hun mest af sin Fader, hvem hun lignede baade af Ydre og Indre. Og hun havde ofte trøstet ham og talt ham til Rette, naar han havde et af sine Fortvivlelsens Anfald.

Baronessen saa interesseret nysgerrig fra den ene til den anden af disse to lykkelige Ægtefolk. Havde hun været en Mand, havde hun sikkert følt sig ilde til Mode ved Situationen. Men nu var hun en Kvinde og befandt sig som Følge deraf lig Aal i Mose.

Pastoren fik serveret sin Kaffe.

– Hvis Deres Naade ikke har noget imod det, vilde jeg gerne tænde mig en Pibe? spurgte han.

– Ja værsgod! sagde Baronessen – Jeg er for længst tilrøget!

Mascani gik ind i sit Studereværelse og kom lidt efter tilbage dampende af en mægtig Pibe.

– Det smager saa herligt til Eftermiddagskaffen! sagde han og sendte demonstrativt en kraftig Røgsky hen mod sin Kone.

Han hørte til den Slags Ægtemænd, der bliver særlig modige i fremmedes Nærværelse.

Clara lagde blødt Haanden paa hans Skulder. Han anede, hvad det betød: Hun bad ham tage lidt Hensyn til Moderen. Men Pastoren vilde ikke forstaa hende.

– Vil du have en Cigaret, min Tøs? spurgte han og trak en Pakke op af Lommen – Værsgod!

– Nej Tak, sagde Clara – Moder kan ikke lide det.

Hun plejede ellers ikke at tage videre Hensyn til Moderen; men nu i Øjeblikket havde hun Medlidenhed med hende, fordi der var en fremmed til Stede.

– Vil Baronessen ryge?

– Ja Tak! hvorfor ikke? lo Hendes Naade.

– Og du, min Engel? spurgte Mascani pludselig og holdt Cigaretpakken lige hen foran Ansigtet paa Fru Johanne.

– Far dog! sagde Clara uvilkaarlig.

– Din Far er saa spøgefuld i Dag! sagde Fruen. Hun rystede over hele Kroppen og var ved at græde.

Saa fik Baronessen Øje paa en rød Plet paa Pastorens venstre Kind. Det var Mærket af det Slag, han for en Timestid siden med knyttet Haand selv havde givet sig.

– Hvad fejler Deres Kind, kære Pastor? spurgte hun – Har De været oppe at slaas med Djævelen?

Mascani sendte hende et overrasket Blik. Men derpaa svarede han smilende:

– Tværtimod Deres Naade, tværtimod! Det er et Elskovsbid! Den kære Johanne (her lagde han ømt en Arm om sin Kones Hals) … den kære Johanne er jo, trods sin Alder og sin, hæ! … Slankhed, undertiden lidt voldsom i sine Affekter!

Baronessen slog en Latter op, saa det rungede gennem Stuen.

Ogsaa Pastoren lo.

Men Fru Mascani skubbede med et Stød sin Stol tilbage og forlod hurtig Stuen .....

– — —

Ach, mein Gott, mein Gott! Der findes ikke i den samlede Zoologi og Botanik to Væsener, der kan lege med hinanden saa yndeligt for Herren, som et Menneske kan lege med et Menneske!

Næsset, Juli 18…

Kære lille Moder!

Der er da vel ingen syge derhjemme, siden jeg ikke faar Brev? Du maa endelig skrive snart, for naar der bare gaar et Par Dage over den Dag, jeg havde ventet Brev, saa synes jeg straks, at alting bliver saa sørgeligt. Jeg skal nok være fornuftig, som Du skrev til mig sidst; men naar man sidder saa langt borte fra alle dem, man holder af, og som holder af en igen, saa er det jo ikke saa nemt somme Tider.

Jeg har da ikke turdet bede Hendes Naade om at give mig et andet Værelse. Du skrev, at jeg skulde vælge en passende Lejlighed til at bede hende herom, men jeg synes aldrig, den kommer. Hun er sød og rar nok imod mig, men jeg kan alligevel ikke faa mig til at sige det, for hun er saa streng og fornem i hele sin Optræden over for mig, at jeg tror, at hun bare betragter mig som et Slags finere Tyende; hvad jeg jo ogsaa kun er. Nu maa Du ikke blive bedrøvet, lille Moder, for jeg vænner mig jo nok til det hele her. Man kan jo heller ikke bestandig ligge i sin Moders Dragkisteskuffe, som Du selv skriver, men har godt af at komme lidt ud i Verden.

Hernede i Skolen gaar det rigtig godt, Børnene er flinke og artige. Den lille Karen er en sød, lille en, og vi holder meget af hinanden. Men Du vilde vist rigtig le af os, thi somme Tider er det næsten, som om det var Karen, der var Lærerinden, og mig, der var Eleven. Hun tager sig mange Gange saa morsomt voksent af mig; men hun er jo ogsaa mere vant til at omgaas disse fine, adelige Mennesker end jeg. Du skrev, at Du synes, at jeg skulde sige til Hendes Naade, at jeg mente, at det var forkert, saaledes som hun undertiden behandler Karen; men det er slet ikke saa nemt for mig; dog har jeg bestemt en Gang, naar vi er ene, at føre Samtalen hen derpaa. Som nu i Gaar, da Karen igen havde kastet et nyt Kammerdugslommetørklæde bort, saa syede Baronessen et Haandklæde fast paa Ryggen af hende, og det maatte hun saa gaa rundt med hele Dagen til Straf. Og Hendes Naade havde oven i Købet sagt, at alle skulde gøre Nar af hende, baade Baronen og Tjeneren og Pigerne; og til sidst gemte hun sig, den lille Stakkel, nede hos mig paa mit Værelse og sad og græd og var ganske rasende og vild somme Tider og sagde, at hun hadede sin Mama og vilde ønske, at Hejmdal engang vilde løbe løbsk med hende, saa at Vognen kunde vælte, og hun kunde slaa sig ihjel. Jeg forsøgte jo at trøste hende og viste hende Billederne i min store Naturhistorie og fortalte om dem, hvad hun jo ellers holder saa meget af; men det nyttede ikke. Og til sidst græd vi begge to; det var jo nydeligt, kan Du tro, men jeg kunde ikke lade være, jeg blev saa ked af det alt sammen og næsten helt bange for at være her; og jeg syntes, at jeg slet ikke var min Plads voksen, og at vi vist havde gjort fejl i at modtage den, og at det vilde ende med en forfærdelig Ulykke. Men saa kom lidt efter Kammerjomfru Petersen, som Karen kalder hende, og hentede os op til Hendes Naade, der sprættede Haandklædet af og spurgte, om vi vilde gaa en Tur med hende ud i Skoven. Og saa var hun saa god og rar; og vi sad nede paa den høje Skrænt ved Fjorden og spiste kandiserede Frugter, og hun kælede hele Tiden for Karen og kaldte hende sin eneste, bedste lille Baby. Og mig klappede hun ogsaa paa Kinden og sagde, at hun var meget glad ved at have mig i Huset. Jeg fik naturligvis Taarer i Øjnene og ønskede, at hun altid vilde være saadan, for saa vilde jeg gerne være her.

Jeg har da været paa Besøg med Karen nede i Præstegaarden et Par Gange, siden jeg sidst skrev. Det er rigtig rare Mennesker, især Pastoren; og hvor er han dog en smuk gammel Mand! Og saa er han saa venlig, han klapper mig altid paa Kinderne og stryger mig over Haaret, ligesom Fader gjorde. Men Jomfru Petersen siger, at han lever ikke lykkeligt sammen med sin Kone, og det synes jeg nu er Synd for ham. Fruen ser ogsaa altid saa streng ud, naar Pastoren er i Stuen; men naar man er ene med hende, er hun meget god og rar.

Uh, nu begynder Rotterne igen at gøre Spektakel oppe paa Loftet; og her er jo saa lavt, at det lyder, som om de løb omkring herinde i Værelset. Bare jeg kunde ligge hjemme hos Jer om Natten, og saa gaa her over paa Skolen hver Morgen! Og saa være hjemme hele Søndagen! Her er saa uhyggelig hernede om Aftenen, naar alle de andre er gaaet i Seng. Forleden Aften blev jeg saa forskrækket, at jeg blev ganske stiv, thi pludselig var der en, som bankede haardt tre Gange paa mit Vindue; det var bare en Gren af Busken, som staar lige her udenfor, men det vidste jeg jo ikke straks. Og her kommer saa mange Edderkopper ind fra Haven; de løber hen under Loftet og falder somme Tider lige ned i Ansigtet paa mig og paa Halsen, og de vil nu absolut spinde deres Net inde i Alkoven i Hjørnet lige over Sengen; Enkebaronessen siger, at det betyder Lykke; men jeg ser da efter hver Aften med et Lys og river dem ned, hvis der er nogen. Paa en Maade er det jo godt, at Niels Tjener har sit Værelse lige her ved Siden af mit, og somme Tider er jeg jo ogsaa rigtig glad ved det; men han snorker saa frygteligt, at jeg næsten ikke kan falde i Søvn. Og forleden Nat var det, ligesom jeg hørte nogen græde og klage sig inde hos ham; jeg blev saa angest, at jeg satte mig over Ende i Sengen og lyttede, om han var syg; men saa hørte jeg bare hans Seng knage, den staar lige op ad min paa den anden Side af Væggen; og han har vel drømt.

Jeg kan nu heller ikke forstaa, lille Moder, hvorfor jeg skal ligge hernede saa langt borte fra alle de andre! Jeg vilde meget hellere have Værelse sammen med Karen oppe ved Siden af Hendes Naades Toiletværelse; men der ligger jo Kammerjomfruen for at være i Nærheden, naar der er Brug for hende.

Aa lille, gode, rare Moder, nu maa Du ikke blive bedrøvet, men jeg synes somme Tider om Natten, at det er saa sørgeligt, at jeg havde det saa godt hjemme hos Dig, for havde Du bare været haard og streng imod mig, saa havde jeg jo meget lettere kunnet finde mig i at komme ud iblandt fremmede Mennesker, der slet ikke bryder sig om mig! Men nu maa Du ikke blive ked af, hvad jeg har skrevet; Du har jo selv sagt, at jeg skal klage mine Sorger for Dig, naar der var noget i Vejen; og jeg synes allerede, at det har lettet lidt paa mit Humør, og at jeg ser Dit lille, milde Ansigt smile og nikke opmuntrende til mig.

Sov nu vel, lille Moder, og kys Robert og Tvillingerne mange Gange fra mig. Klokken er eet Kvarter over elleve, og jeg er søvnig.

10,000 Kys fra din trofaste

Kanin.

Det er sandt, jeg har glemt at fortælle Dig, at vi for Tiden har Besøg af en Grev v. Scheele, en Fætter til Hendes Naade; han er meget smuk!

Tror Du ikke nok, at Du sammen med mit broderede Skørt kan sende mig mine to smaa, blaa Vaser, som jeg laante Tvillingerne, da jeg rejste? De vil pynte saa pænt herinde med Blomster i.

Og skriv saa snart, hører Du, og rigtig langt!

Det er i Hendes unge Naades Kabinet lige efter Frokosten ....

Baron Helmuth er gaaet ind paa sit Kontor for at sove.

– De maa sgu undskylde mig, Greve, havde han sagt – men min Lur maa jeg ha'; ellers bli'er jeg ikke Menneske i Eftermiddag. Alvilda ta'er sig nok af Dem. Godmorgen!

Og nu laa Hans Højvelbaarenhed inde i Kontoret paa den store Sofa under sin Stamfaders Billede og slumrede.

Han laa paa Maven med Panden støttet mod en Pude, der var anbragt paa Sofaens ene Arm. Skødefrakken var gledet til Side, og paa hans mere end velformede Bag, der var klædt i lysegraa, stramtsiddende Ridebenklæder, havde hans tro Følgesvend, Mira, en lille, abelignende Terrier, kringlet sig sammen.

Det var nu dens Yndlingsplads i Middagstimerne.

Og Hund og Hersker snorkede om Kap .....

Inde i Hendes Naades Kabinet sad Grev v. Scheele i en magelig Armstol og røg langsomt og drømmende af en fintduftende Cigaret. Og Baronessen hvilede ligeledes drømmende og i en indtagende Bugtning paa en slangeformet Kanapé betrukket med storblomstret Silketøj.

Der var hyggeligt og svalt derinde. Solstraalerne spillede gennem de aabentstaaende Vinduer og legede rundt paa det brogede Gulvtæppe, snart som brede, rolige Lysflager, og snart som smaa, vevre St. Hansorme, der glimtede og lyste og blev borte og kom igen, alt som Lindetræerne udenfor i Haven bevægede deres Kroner og nikkede i Vinden ....

Her lidt om Grev Scheele:

Rygtet gik, at han samlede paa Kvinder, ligesom andre samlede paa Frimærker, Mønter eller Konkylier. Opdagede han et sjældent Eksemplar, blev han øjeblikkelig greben af en dirrende Iver efter at faa Fingre i det. Men naar saa denne hans Hensigt var opnaaet, kølnedes lidt efter lidt hans Interesse for den erhvervede Sjældenhed: han «klistrede den ind», nummererede og katalogiserede den, og saa sig derpaa om efter et nyt Bytte ....

Men de arme, forraadte Ofre sad igen med vidtopspilede, uforstaaende Øjne.

Thi han forlod dem akkurat paa det Punkt, hvor Spillet for en Kvinde skal til at begynde.

Naar de stod med lukkede Øjne og aabne Arme for at modtage ham – saa tog han høfligt Hatten af og gik.

Men han handlede efter Overbevisning, sagde han!

Thi det var hans dybe og grænseløse Ærefrygt for Kvinden som Menneske, der fik ham til at anvende denne Fremgangsmaade.

Hans Erotik var sjælelig, forklarede han. Tanken bare paa Muligheden af at kunne komme i den Situation at skulle avle Børn med sit Hjertes udvalgte fik hans sensible Nerver til gysende at trække sig sammen som Bladene paa en Mimose.

Han begærede intet videre end at sidde Haand i Haand og Blik i Blik med sin Veninde. Og kom det højt: at trykke sine Læber blødt og lidenskabsløst (det vil sige: lidenskabsløst i kødelig Forstand; thi sjælelig Ild og Kraft kastede han ingenlunde Vrag paa) – mod hendes Kind og Pande.

Følte han undertiden Trang til mere, hvad jo kan hænde, søgte han mandigt at beherske sig. Men blev Trangen ham for stærk og tog Magten fra ham, flyede han sin elskedes Aasyn og søgte Husvalelse og Lægedom pr. kontant paa de Steder, hvor Elskov købes og sælges.

Og denne sin Bestræbelse efter skarpt at sætte Grænse mellem det sjælelige og det legemlige kaldte han: Vandringen mod Idealet.

Og han ansaa sig for en udvalgt og nævnede sig finere og aandigere end Flertallet af sine samtidige, der tog til Ægte, elskede Hustruen paa gammel dansk Façon og resulterede med at sætte Afkom i Verden.

Han kaldte sig en Blænker, gjorde han, en ny Kulturs Indvarsler, en rara avis, der, højt hævet paa sine straalende Vinger, varslende pegede Samfundene Vej til det forjættede Land, hvor de frigjorte Sjæle, rensede for alt legemligt Smuds og Vedhæng, svimlende svang sig rundt i den liljehvideste, aandige Lyksalighed .... Amen!

Ja, saaledes tænkte han; og saaledes vare hans Lærdomme. —

Men som enhver Profet led han Skuffelse paa Skuffelse!

Med straalende Øjne og frydefuldt bankende Pulse lyttede Kvinderne i Begyndelsen til hans Teorier. Her var da endelig det Ideal, som de ustandselig havde drømt om! Her var da endelig den Prins, de havde længtes imod fra den Stund, Præsten lyste dem ind i de voksnes Rækker paa Konfirmationens hellige Dag! Her var da endelig den Mand, som fri for al jordbunden Lyst og Begær vilde tage dem paa sine stærke, men rene Arme og bære dem ind i Paradisets straalende Have uden at tilsmudse deres Sjæle og uden at bryde deres kyske Helligdoms sarte Jomfrusegl …

O, sanctissima, o, piissima dulcis mater amata!

Og de nedsænkede sig i de sublimeste Tankeudvekslinger med dette Unicum af en Apostel. Han talte, thi han holdt meget af at tale, og de lyttede og spurgte. Og deres tørstige Sjæle fyldtes af hans Ord som tomme Vinsække af Vin, saa de svimlede derved. Og da hændte det ufravigeligt, at deres Hoved sank ned paa hans Skulder (hans stærke, men rene Skulder), medens de stille græd af unævnelig Lykke og sød Sorg m. m. ....

Ak ja, hvad er vi Mennesker! —

Han, denne Lysbringer, denne Gudernes udkaarne, denne stolte Indvarsler af en kommende højere Kultur, han havde sandelig let ved pludselig at rejse midt under denne Ceremoni og fly!

Og han havde jo desuden ogsaa andre Recurser!

Men de, Kvinderne, disse arme Disciple, der blev siddende ene og uforstaaende tilbage med lukkede Øjne og halvaaben Mund og Armene favnende udstrakt imod ham, at de sank sammen i haabløs Fortvivlelse og blev blege af Sorg og magre af utilfredsstillet Længsel – er det at undres paa?

Og dog følte han sig hver Gang skammeligen skuffet og forraadt.

Som en Præst i en svigefuld Menighed; som en Missionær blandt forræderske Proselytter; som et Guds Sendebud mellem Niam-Niamer, saaledes følte han sig!

Og han trak sig tilbage til sit Gods, træt paa Sjæl og Legeme og opfyldt af den bitreste Tvivl om sit egentlige Kald.

Men dette har jo stedse været en Foregangsmands Lod!

.....

Da var det, at han modtog Indbydelse fra sin Kusine Alvilda om at tilbringe nogle Uger paa Næsset.

Og efter nogen Vaklen modtog han den.

Først havde han tænkt paa at sende et beklagende Afslag: Han egnede sig ikke til et leve i en Families Skød. Hans Tungsind og Mismod vilde kaste dunkle Skygger over de Stuer, i hvilke han færdedes. Han sendte sin hjerteligste Tak, fordi man saa venligt erindrede ham; men han var bleven en sorgfuld Mand og en lyssky Mand, og Ensomhed var bleven hans Refugium ....

Dog, skønt han havde skrevet denne Svarbillet uden at tøve og ganske uden Kladde, afsendte han den ikke. Thi netop som han havde kuverteret den og forseglet den med sit grevelige Signet: en Slørugle, der, siddende paa en Globe, hæver sit Blik mod Himlen (det er udlagt: den matøjede, jordbundne Visdom, der sætter sin Lid til det Hinsidige) – netop i det Øjeblik var en Tanke slaaet ned i ham:

Om dette skulde være et Fingerpeg, en Manelse, et Varsel?

Skulde han atter omgjorde sig med Sværdet!

Var Indbydelsen fra Kusine Alvilda det Paukeslag, der paa ny dundrede ham frem til Arbejde og Daad?

Hvem kunde sige det ....

Greven lagde Signetet fra sig og støttede tankefuld sit Hoved i sin aristokratiske, let solbrændte Haand, hvis fine Fingre løb spidst ud, og hvis riflede Negle vare omhyggelig manicurerede:

Hidindtil havde han kun doceret sin ideelle og skønhedsfyldte Teori for unge, uforsøgte Kvinder, der intet kendte til Livet og intet havde prøvet, og som derfor, lig deres Mødre før dem, havde, med store, nyfigne Øjne og Hjerter, der dirrede af Forventning, stirret frem mod «Skabningens Ypperste»: Manden, Elskeren, Gemalen!

Med Ungdommens Begejstring og Tro havde han kastet sig over sin Gerning. Og derfor havde han valgt sig disse rene og ubesmittede Jomfruer til Objekter, fordi han fuldt og fast haabede og ventede at kunne prente sine Ords og sine Lærdommes gyldne Tegn paa deres hvide Sjæles kyske tabulæ rasæ!

Men atter og atter var han bleven skuffet. Gang paa Gang havde han set dem svigte, naar det afgørende Moment var inde.

De havde fordret mere, end han havde kunnet give.

Thi de havde haft deres Mødres Syn paa Forholdet mellem Mand og Kvinde ....

Greven løftede Hovedet og stirrede ud for sig. Der lyste et energisk Glimt frem i hans Øjne; og han knyttede beslutsomt de fine Hænder:

Hvad om han optog Kampen paa ny og forsøgte med Konerne!

Han rejste sig, skød Stolen tilbage og gik heftig bevæget op og ned ad Gulvet:

Egentlig var han træt af Kvinder! Skuffelse paa Skuffelse havde de beredt ham. Han havde ofret paa dem sine sarteste Følelser og sine skønneste Ord. De fineste Kys havde han trykket paa deres Pande og Kind, og med brusende Veltalenhed havde han skildret for dem det kommende Kultursamfunds aandige Samliv mellem Kønnene! – Men naar han saa, Sejren vis, henrykt havde grebet efter deres Sjæle, havde de i deres naive Ukyskhed budt ham frem deres længselsfulde Legemer!

Ja, han var træt af Kvinder!

Og dog: inderst inde i ham, dybest nede i hans Hjertes skjulte Vraa, sad en evigt sugende Higen efter blot at finde een retfærdig, een eneste en, for hvem han Kind mod Kind og Haand i Haand kunde klage ud al den dunkle Sorg og al det triste Vemod, som Livet saa ubarmhjertigt havde dynget ham paa.

Og denne Higen lod ham ikke i Ro. Vel havde han lidt Nederlag paa Nederlag i sin Kamp for Idealet: det bøjede han sit Hoved og tilstod. Men forført af Digtere og Poeter, og hildet i en kortsynet Overleverings blomsterspækkede Fraser, havde han grebet Sagen fejlagtigt an, idet han udelukkende havde sat sin Lid og sit Haab til den uforsøgte Ungdoms højt priste og højt besungne sne- og liljefarvede Uskyld og Renhed!

Ikke at han vilde frakende Ungdommen Retten til at smykke sig med disse Prædikater; ingenlunde!

Men netop i selve denne Uprøvethed og Uforsøgthed laa Grunden til hans Fataliteter. Thi værende til Stede i en blot nogenlunde kraftig Potens grænsede disse Egenskaber nær op til den Naivetet, der tangerer Begrebet Dumhed. En, ganske vist, Dumhed, der i og for sig kunde være sød og indtagende nok; men som dog rummede Spiren til skæbnesvangre Fejltrin og uløselige Forviklinger: Man kendte ikke Livet. Man anede intet om de tusinde Snarer, det lagde for ens Fod. Som forventningsfulde Børn stirrede man ud i Fremtiden, forvissede om, at alle Haab skulde opfyldes, og alle Længsler stilles. Kritikløst gav man efter for alle Indtryk, idet man fattedes den Sjælens Guldvægt, der, smedet af Erfaring og Selvoplevelse, haarfint angiver sit Godt og Ondt. Og med lukkede Øjne og aabne Arme blev man et vilje- og modstandsløst Bytte for sine gennem Aarhundreder nedarvede, urgamle Impulser ....

Den unge Greve havde paa ny taget Plads foran sit Skrivebord:

Ja, han var til visse træt af disse Kvinder, som saa ganske manglede Evnen til at opfatte det svælgende Dyb, der spaltede sig mellem en Kulturbærers sjælsfine Tilnærmelser og en tungvindt Kræmmersvends haardhændede Forlovelseserotik!

Men der gaves jo ogsaa andre!

Hans Øjne lyste, og hans Pulse bankede: Ægtehustruerne! Konerne!

Hvad om han blandt disse skulde møde den Veninde, hans Sjæl dog, trods alle Skuffelser og alle Nederlag, stedse og uophørligt havde længtes imod!?

Og han greb et nyt Ark Papir, dyppede sin Pen og takkede i hjertelige Vendinger for Æren. Han skulde indfinde sig med det første ....

Kusine Alvildas Indbydelse var bleven det Rolandshorn, der atter kaldte ham frem paa Arenaen!

Grev v. Scheeles Ejendom laa en Fjerdingvej oppe i Landet paa den anden Side Fjorden. Tre Dage efter at have afsendt sin Takskrivelse lod han sig selv og sit Køretøj færge over Vandet. Og en halv Time senere holdt han foran Næssets Portal.

Helmuth og Alvilda kom ilende ned ad Taarntrappen til Vestibulen for at tage imod Gæsten.

– Velkommen, Scheele! sagde Baronen og trykkede varmt Grevens Haand. – Det var sgu pænt af Dem, at De vilde komme og ta' Dem lidt af min Kone! Hun keder sig! .... Kom nu med op og faa noget Frokost!

Hendes Naade var smykket for Dagen i en blaahvid, silkeagtig Formiddagsdragt, der faldt i lette, bløde Folder ned om hendes slanke Skikkelse. Ærmerne var korte og sluttede tæt som et Trikot omkring Armen til lidt neden for Albuen. Og om Livet havde hun et Bælte dannet af smaabitte, matlysende Sølvplader, der laa over hinanden som Skællene paa en Fisk. Om højre Haandled bar hun et Sølvarmbaand. Og paa Brystet, tæt oppe ved Halslinningen, der ligeledes var prydet med et prunkløst Smykke af Sølv, sad en bleggul, halvtudfoldet Rose.

– Hun er storartet! sagde Helmuth med begejstrede Øjne. – Hva'? Hun ligner en Havfrue! .... De sku' sg gifte Dem, Scheele!

Og Hr. Scheele smilede blegt og kyssede ærbødigt sin Kusines Haand ....

Oppe i Spisesalen blev Gæsten præsenteret for Karen og Kaninen.

Karen blev øjeblikkelig betaget af den mest flammende Kærlighed til sin «Onkel». Hun havde aldrig set «noget saa spiseligt», erklærede hun bagefter nede i Skolestuen til Frøken Jansen. – Du kan vove paa at forelske dig i ham! sagde hun truende. Og Frøkenen lo af hende og sagde, at hun skulde nok la' være. Men hun rødmede dog og maatte uvilkaarlig presse sine Hænder haardt ind mod sit lille, letbevægelige Kaninhjerte.

For han var jo smuk, denne «Onkel»: høj, velvoksen og skulderbred, ret en Type paa en nordisk Mand med lyst, krøllet Haar og Skæg og store havblaa Øjne, og Tænder, der lyste som Sne bag de røde Læber. Kaninen syntes, at han lignede Valdemar Atterdag! ....

Ved Frokostbordet fik Fætter og Kusine ikke talt meget sammen. Helmuth havde bemægtiget sig hele Konversationen. Han skulde have nøje Besked om, hvordan Kornet stod ovre hos Greven. Om han havde fæstet Høstfolk; og hvad de skulde ha' i Løn; og om de havde været vanskelige at faa fat i. – For det er Fanden til Folkeforhold! sagde han. – Vi kommer sgu snart til at gøre Arbejdet sæl! … Hva' si'er du, Vilde, om at bli'e sendt ud og binde op, ha, ha?

Vilde smilede, og Greven lo pligtskyldigst og mente, at det vistnok vilde volde hans Kusines smukke Hænder en Del Bryderi.

– Ja, De kunde sgu heller ikke stille meget op med Deres Poter! sagde Baronen. – Sikke no'et Dukketøj! henvendte han sig til sin Kone, idet han lagde sin ene store, rødbrune, behaarede Lab ved Siden af Scheeles smalle, soignerede Haand. – Hva'? Det er jo ikke Hænder for et Mandfolk! Og sikke Negle! Smør De dem med Pomade, Greve?

– De er da pænere end dine, Far! sagde Karen, der følte sig saaret i sine sarteste Følelser.

Helmuth lo buldrende.

– Hun er sgu allerede væk, Vilde! sagde han. – Jaja, det er maaske et Parti!

Baronessen rystede misbilligende paa Hovedet:

– Saadant noget siger man ikke til Børn, Helmuth!

– Aa, Fanden, en Spøg! ....

Da Baronen senere var gaaet i Marken med Mira (den første Dag undlod han paa sin Kones indtrængende Opfordring at tage sin Middagslur), og Karen og Frøken Jansen sad ved deres Dagværk i Skolen, spadserede Fætter og Kusine en Tur i Skov og Have.

Det var en ret penibel Situation for dem, denne, at være ene to. De havde ikke set hinanden i tolv Aar, og Baronessens noget uheldige første Ægteskab laa jo imellem.

Til at begynde med indskrænkede de sig da ogsaa til at tale om Vind og Vejr, om fælles Slægt og gamle Bekendte.

Indtil endelig Baronessen pludselig brød Isen ved at sige:

– Ak ja, Alex, der er sket mangt og meget, siden vi to sidst talte sammen!

– Ja, stakkels Kusine! sagde Greven, idet han blødt lagde sin Haand paa Baronessens Arm! – Men det har gjort mig saa glad i Dag at finde dig i saa tryg og sikker en Havn! Din Mand er et prægtigt Menneske, ikke sandt?

– Et udmærket Menneske! nikkede Baronessen. Langt bedre end jeg havde fortjent!

– Hvor kan du nu tale saadan, kære Alvilda!

– Fordi jeg ofte plager ham med mine Luner! sagde Baronessen stille. – Jeg er ikke saa glad og taknemmelig, som jeg burde være. Ofte føler jeg mig bedrøvet og fuld af Sorg; og da er det jo ikke altid saa nemt at skaane sine Omgivelser og lægge Baand paa sine syge Nerver.

– Livet er ofte vanskeligt at leve!

– Ja.

– Men naar man ved sin Side har et Menneske, som man kan betro sig til og tale med om alt ....

– Ja, saa vilde det være lettere! afbrød Baronessen ham med et Suk. Men saa rakte hun pludselig ligesom undskyldende sin Haand ud mod ham og sagde – Men du er dog virkelig ikke kommen til Næsset for at høre paa mine Jeremiader, kære Alex! Tilgiv!

Greven trykkede hendes Haand til sine Læber:

– Jeg tager din Fortrolighed som et Tegn paa, at du betragter mig som Ven, kære Alvilda!

– Ja, det gør jeg! nikkede hun og sendte ham et dybt og forjættelsesrigt Blik. —

Se, dette var Kvintessensen af, hvad disse to Adelsmennesker fik sagt hinanden i Enrum den første Dag, de var sammen.

Men det turde jo ogsaa være tilstrækkeligt.....

Og desuden blev der jo Tid og Lejlighed nok for dem til at fortsætte denne Tankeudveksling; thi Helmuth var meget optaget af den tilstundende Høst. Han viste sig kun ved Maaltiderne. Dagen igennem var han i Marken eller rundt i Ladebygningerne med Forvalteren, tilsaa Folkene og arrangerede og kommanderede for at faa alt i Stand til, at Arbejdsstyrken kunde tage fat med Præcision, naar Tidens Fylde var inde.

I de første Dage havde han følt det som sin, lidt tunge, Pligt at konversere «vores Gæst». Og han valgte da, hvad baade rimeligt og naturnødvendigt var, Landbrug, Jagt, Hesteopdræt og Skovhugst som Emner. Men han kom jo snart under Vejr med, at Greven var, hvad Forvalteren kaldte «en Bumfiler» paa disse Omraader. Og saa holdt han lidt efter lidt op at konversere og lod Vilde og Gæsten «pludre deres Tøjeri sammen». Og, sandt at sige, befandt han sig ret vel derved; thi dels var han jo ikke en Mand af mange Ord, og dels holdt han unægtelig mest af at fordøje sin Spise med Andagt. Han trak sig derfor allerede den tredje Dag straks efter Frokosten ind i Kontoret for at slibe sin Lur. Og efter Middagen kom Forvalteren op for at «glo Landvæsen» (det var Hendes gamle Naade, som havde fundet paa denne Betegnelse); de talte nemlig næsten ikke, Herren og Fogeden, de sad bare og dampede paa deres Piber og stirrede hinanden stift i Øjnene og udstødte af og til Ord som: Rughalm, Sædskifte og Kunstgødning. Og naar der saa skulde drikkes Te, sagde Forvalteren Godnat og gik. Se, der var de to Maaltider klaret. – Efter Teen sad Helmuth ganske vist opstillet paa en Stol inde i Salonen hos Vilde og Fætteren; men han var da som oftest saa træt og søvndrukken af Dagens Traven rundt i fri Luft, at han, efter et Kvarters Tids uhyre Kamp for at bevare Anstanden, stille listede hen paa Chaiselonguen i Hjørnet bag Kaminen, hvor han efter to Minutters Forløb segnede om stiv af Søvnighed.