Slægten

Slægten

Baroniet Næsset med Afbyggergaardene Julianelund og Skovlyst var blevet oprettet ved Patent af 11te Oktober 1805 af Gehejmekonferensraad Hannibal Hieronimus v. Leunbach i hans Alders firsindstyvende Aar.

Først paa dette Tidspunkt af sit Liv opdagede nemlig den gamle Herre, at Slægtens Besiddelser var ved at gaa al Kødets Gang.

Syv jævnstore Herregaarde havde tre Generationer depenseret.

Hans Excellence havde selv tabt den sidste ved et uheldigt Spillebord paa sin femoghalvfjerdsindstyveaarige Geburtstag.

Og nu, da der af alle Herlighederne kun var Hovedgaarden Næsset tilbage, tog han den kraftige Beslutning at rebe Sejlene.

Han lod til den Ende hele den sydlige, samt de tre Fjerdedele af den østlige og vestlige Fløj af Slottet nedrive. Solgte Sten og Tømmer til de omliggende Bondebyer og oprettede af Stumperne Baroniet Næsset med en Fideikommiskapital stor 25,000 Rbd.

Og den Dag, han erholdt Patentet egenhændig underskrevet af Kong Frederik VI som Regeringens Indehaver, lod han sin ældste Søn, Helmuth Hieronimus v. Leunbach, der beklædte en Slags Godsforvalterstilling paa Gaarden, kalde for sig og talede til ham saalunde:

– Hrm! Lykken har paa længe ikke været os v. Leunbachere gunstig, min kære Helmuth! Konjunkturerne har i en Aarrække været noget uheldige! … Aa, ræk mig det Glas Kognak, min Dreng! – Tak! … Og, hrm! hrm! hvad jeg vilde sige: Vi ser os af den Grund desværre ikke i Stand til at efterlade dig vor Fædrenearv ubeskaaren! Men har vi derfor besluttet at gøre dig en cadeau paa anden Maade, idet vi har gjort Næsset til Baroni og dig til Baron! – — Hans Majestæt, vor allernaadigste Prinsregent, hvis Forstand Gud oplyse! har under 11te Oktober sidstleden sanktioneret denne vor Beslutning. Du er nu Baron, min Dreng; og Tegnelærer Mortensen i Horsens vil om faa Dage have konstrueret dig et Vaaben efter Udkast af os … hrm! – — Ja gaa saa kun over i dine Værelser igen! Og Gud være med dig!

– —

«Min Dreng» var dengang noget nær 60 Aar og forlængst Fader til Hannibal Hieronimus v. Leunbach, der ægtede sin Kusine Juliane Almaviva Levenkofph Berenskjold og med hende avlede Helmuth Hieronimus Levenkofph Berenskjold v. Leunbach (den nuværende Bruger af Baroniet), og en yngre Søn Hannibal Hieronimus Levenkofph Berenskjold v. Leunbach, samt nogle Døtre, som ikke interesserer os.

– — —

Om Slægtens to første Baroner er her kun at meddele, at Helmuth Hieronimus i en øjeblikkelig Forlegenhed lod omhugge og bortsælge den pragtfulde, vel en Fjerdingvej lange Lindeallé, som førte fra Næssets Grænse mod Syd lige op til Indkørselsporten … Og at Hannibal Hieronimus (altsaa ham der ægtede sin Kusine Juliane Almaviva, og ved hende blev Fader til vor Helmuth, hvorom denne Historie beretter) i en mere permanent Trang for Kontanter lod i fem paa hinanden følgende Aar alle sine Udhuse blotte for det alentykke Egetømmer, som havde stivet hans Families Tage og Mure af gennem Aarhundreder. Han paastod, at disse Bjælker vare for svære. At de tog Pladsen op for Sæden. Gjorde Laderne for smaa! – Hvorfor han lod dem erstatte af tynde Fyrrerafter, som han huggede i sine egne Skove.

Og saa døde han.

Han stod i tvende Døgn paa lit de parade i Slottets Riddersal og blev derpaa bisat i Familiebegravelsen i Næsgaardenes Sognekirke. En uhyre Frokost paa 2 à 300 Kuverter blev givet paa Næsset. Hans L'hombre- og Jagtbroder Pastor Adolf Mascani holdt Festtalen. Og mange Øjne vare vaade.

Hvornæst Helmuth Hieronimus, vor Helmuth, succederede 35 Aar gammel.

– —

I de første Aar af vor Helts Regeringstid levede Enkebaronesse Juliane paa Slottet hos Sønnen. Og de havde det udmærket sammen. Han tog sig ivrigt og dygtigt af Gaardens Drift. Og hun sørgede som hidtil for den indre Husholdning og Hustugt.

Men saa var det, at Helmuth under et Terminsbesøg i København traf Fru Alvilda Raskowitz, født Rosenvinge, af de Rosenvinger til Bastholm, forelskede sig i hende, friede, fik Ja og giftede sig.

Og saa maatte jo den gamle Frue vige Tronen.

Men da hun allerede tidligt var hærdet i Livets Digel, gjorde hun det til at begynde med uden at kny ....

– —

Se nu er det vel bedst, vi faar lidt at vide om hende:

Efter en Barndom i næsten fattige Kaar (hendes Moder var Enke efter en uformuende Amtmand) var hun, knap sytten Aar gammel, bleven gift med sin Fætter Hannibal Hieronimus v. Leunbach til Næsset. Han var dengang 40 Aar og forelsket i hende som en Bjørn i en Honningkage.

Men hun vilde til en Begyndelse ikke have ham.

Hun skulde, sagde hendes fortræffelige Moder, der sad hen med seks ugifte Døtre.

– Nej! sagde Juliane.

Men saa blev Putten spærret inde.

I fjorten samfulde Nætter og Dage sad hun indelukket paa et ensomt Loftsværelse. Føde blev der sat ind til hende tre Gange om Dagen. Hvorpaa Døren igen omhyggelig laasedes. Ingen fik Lov at besøge hende. Ingen fik Lov at se hende. Moderen fortalte, at hun led af et smitsomt Halsonde. Bøger fik Juliane ikke at læse i, Haandarbejde ikke at sysle med. Alle Møbler var flyttet ud af Stuen med Undtagelse af en stivrygget Stol og en Seng.

Og Aften efter Aften mødte Moderen frem og spurgte sin halsstarrige Datter, om hun nu vilde ægte sin kære Fætter og blive Herskerinde paa Næsset.

– Nej!

I tretten Døgn holdt Pigebarnet Stand. Men den fjortende Dags Aften gav hun sig over.

Og tre Uger senere fejredes Brylluppet, og hun gik i Brudeseng med Fætter Hannibal og var nu hans retmæssige Baronesse for Gud og Mennesker.

– — —

Til at begynde med græd jo den unge Frue meget bitterligen og gemte sig, halvt ræd og halvt fornærmet, i Slottets mest afsides liggende Værelser.

Men saa en skønne Dag havde hun taget sit Parti: Hun vilde more sig! At græde og klage var kun lidet underholdende i Længden. Og det ødelagde desuden hendes Teint ....

Og saa blev der da atter Liv og Lystighed paa Leunbachernes gamle Borg. Giger og Fløjter rørtes, og muntre Fødder strøg hen over Riddersalens knagende Gulv!

Baronesse Juliane var regerende Dronning. Og hendes aldrende Hannibal solgte gladeligen Egetømmeret i sine Loer og Lader for at klæde hende op i Zobel og Maar!

– — —

Og Tider kom, og Tider gik.

Men Baronesse Juliane forblev lige smuk og lige levelysten. At hun i Aarenes Løb blev Moder til fire smaa Leunbachere, ændrede ikke hendes Syn paa Livet. Hun overlod Børnene til Ammer og Barnepiger og red og kørte gennem Mark og Skov ved Dag og Aften i Solskin og Regn. Og om Nætterne var hun enten selv Værtinde, eller hun fejredes af Mænd og Kvinder rundt paa Egnens Gaarde som Gæstelagenes stolteste Frue. —

Og da hendes Hannibal omsider, ifølge Naturens og sit Adelspatents ubrydelige Love, blev mæt af hende og begyndte at søge fremmede Gudinder, da lo hun blot op med en kraftig og sund Matronelatter: Hun havde for længst set alt for meget af Livets Fastnachtsspiel til at kunne forfærdes og forarges ....

Men hun blev dog noget mere reserveret, noget mere afvisende i sin Optræden. Forskansede sig bag sit Hus og sine Børn og holdt sig en Del inden Døre.

Naturligvis fik hun ogsaa et let Anfald af Religiøsitet. Men det fortog sig snart. Thi efter moden Overvejelse fandt hun Kogebogen mere menneskelig end Bibelen. Hun var, kort sagt, bleven en praktisk Natur.

Og da Manden døde, og Sønnen overtog Baroniet og senere gik hen og forlovede sig, da vidste hun, at hendes Time som Herskerinde paa Næsset var slaaet.

Og til at begynde med veg hun rolig og behersket Pladsen, som det sømmer sig en detroniseret Dronning, der kender sin Pligt.

Men hun glemte aldrig, at hun havde været Dronning. Fra Slottet var hun forjaget, der var hendes Magt endt; det havde hun indset fra sit allerførste Møde med Svigerdatteren. Men af sine fordums Hofsinder rundt paa Egnens Proprietær- og Præstegaarde krævede hun samme Dyrkelse og Underdanighed, som da hun i sin Tid gjorde disse Eksistenser den Ære at beværte dem ved sit Taffel i Slottets hundredaarige Spisesal.

Og da hun, alt som Aarene randt, var bleven mere og mere hensynsløs renaissanceagtig i sin Mund og hele sin Optræden, holdt hun alle oprørske Sjæle i knurrende Ave ....

–

Men her vil vi slutte Forhistorien.

Der var opført tre Æreporte: Een midt i Landsbyen mellem Præstegaardshaven og Skolen. Een ved Godsets Grænse, der hvor den nyplantede Poppelallé begyndte. Og endelig en tredje foran Gaardens Indkørselsport.

De bestod alle af lysegrønt Bøgeløv isprængt med smaa Papirsfaner. Løvet havde været ganske frisk til Morgen, men var nu en Del medtaget af Junidagens Sol.

Klokken var tre Eftermiddag.

– Nu kommer de! raabte Præstens Clara og for ned ad Udsigtshøjen, saa at den hvide Kjole strammedes ind om hendes slanke Ben, og Straahatten fløj hende af Haaret og blev liggende som en blomstersmykket Oase midt i Grusgangens Ørken.

Hun havde set Herskabsvognen komme frem oppe mellem Bakkerne mod Syd.

– Der er de! gentog hun forpustet og segnede om paa Puffen lige inden for Havestuedøren.

– Sig det til Far! sagde Præstekonen og hævede sig ilsomt fra Sofaen.

Hun saa ud, Fru Mascani, som var hun lavet af en blød, hvid Dejg tilsat med rigeligt Gærstof.

I Dagens Anledning var hun iført en storternet, nystrøgen Sirtses Kjole og lignede, idet hun rejste sig, en af disse omfangsrige, lidt undersætsige Ballondamer, der gaar til Vejrs ved Markeder og Dyrskuer.

Clara fløj hen til Studereværelsets Dør, som hun gav sig til at hamre paa med begge Hænder:

– Der er de, Far!

– Nu kommer jeg! lød Præstens Røst indenfor.

– Vi gaar op paa Udsigtshøjen! meldte Fruen henvendt til Døren – Hvor er min Hat, Clara?

Clara kom stormende med Hatten ude fra Entreen.

– Du er saa voldsom, Barn! sagde Fru Pastorsken og svedte mildt allerede ved Tanken om at skulle følges med Datteren – Dæmp dig! Det maa se ud, som om vi ganske tilfældig befandt os deroppe! – — Min Gud, der ligger jo din Hat! sagde hun, da de kom ned i Nøddegangen.

– Ja, den fløj af mig før! lo Clara og anbragte Hatten paa dens rette Plads.

– Du ligner ikke min Familie! sukkede Præstefruen og steg pustende op ad Højens Trappetrin, hvor Damerne tog Plads paa Bænken – Desværre! lød det, da hun havde sat sig til Rette og ordnet Ballonen.

Heroppe fra Bænken kunde man overse et stort Stykke af Landevejen, der førte gennem Landsbyen og ind til Købstaden.

– Nu er Vognen nede bag Troldebakken! sagde Clara.

Lige over for Præstegaardshaven laa Skolen, og bag denne, paa en Banke, Kirken med sine hvide Mure og sit røde Tag. Og den skinnende, blaahvide Himmel dannede Baggrunden.

Og nu i Dag indrammedes oven i Købet det hele lille Billede af Æreportens Bøgeløv.

– Men hvor bliver dog Far af! udbrød pludselig Fruen. – Der kommer Vognen frem nede bag Smedjen! Og vi maa være her alle!

En nedslaaet Landauer svingede rask omkring det lille, sodede Hus nede ved Foden af Troldebakken. Hestenes sølvpletterede Seletøj blinkede i Solen, og Kusk og Tjener sad som skaarne i Træ paa den høje Buk.

– Hun er i lyst! sagde Clara, der havde nappet et Glimt af Bruden, da Vognen drejede.

– Lige idet de kører ind under Æreporten, rejser vi os! nikkede Pastorinden – Men det maa ikke se arrangeret ud! Kedeligt, at jeg ikke har faaet mit Strikketøj med!

Nu kom Pastoren ilende med lange Skridt ned gennem Nøddegangen. Frakkeskøderne stod ud i Luften efter ham.

– Nej der, Adolf! sagde Fruen, og pegede hen paa den anden Ende af Bænken, da han vilde sætte sig ved Siden af hende – med Clara imellem os! Det ser saa hyggeligt ud.

Pastoren tog Plads ved Siden af Datteren.

– Lige idet Vognen ruller ind under Æreporten, rejser vi os og hilser. Men ikke for dybt!

– Tror du, Datteren er med, Mor? spurgte Clara.

– Naturligvis har hun sit Barn med, ja!

– Det er han kommen nemt til! sagde Præsten. – Selv faar han vist heller ingen.

– Hvorfor dog ikke? spurgte Clara nysgerrigt.

– Han er for fed, min Stump.

– Adolf! lød det advarende fra Fruen.

– Du behandler mig altid, som jeg var syv Aar, Mor! vrissede Clara fornærmet.

– Det er Barnet i os, man skal leve paa! mente Pastorsken.

Men Clara lagde sig kælent op til sin Fader og hviskede:

– Hvad vil det sige, at Baronen er for fed?

Præsten smilede og sendte sin Kone et ondt Blik:

– Jeg tør ikke for din Mor! sagde han – hun er Romantiker. Hun tror endnu, at de smaa Børn kommer ud gennem Øret!

Fru Mascanis store, bløde Butterdejgsansigt bævede, og hun skulde lige til at svare, da Clara i det samme raabte:

– Der er Vognen!

Og der lød et smældende Piskeknald, og Landaueren rullede ind paa Landsbyens knudrede Efterligning af en Brolægning.

Præstefamilien rejste sig og strakte Hals.

– Datteren er ikke med! meldte Clara, der tittede ud mellem to Grene.

Saa lød et nyt Knald, og Vognen kørte ind under Æreporten.

– Goddag, goddag, Hr. Baron! Og velkommen til Egnen, Fru Baronesse! lød det fra Udsigtshøjen, hvor Præstefamilien stod og kniksede og vinkede og ganske havde glemt den anbefalede Reservation.

Parret i Vognen smilede og vinkede igen. Og man hørte Baron Helmuths dybe Stemme raabe:

– Tak, Tak, Hr. Pastor!

Og saa skjultes Køretøjet af Havens Træer.

– Hun var nydelig! udbrød Clara.

– Ja nydelig! gentog Pastoren.

– Malet! sagde Fruen, og Gæren i hende ligesom hævede sig.

Men Herskabet rullede videre gennem Landsbyen, hvor Mænd, Kvinder og Børn stod i Døre og bag Vinduer og nikkede bondetrevent eller gloede dumt ....

– Her begynder vores Ejendom, Vilde! sagde Baronen og slog bredt ud med Haanden, da Ekvipagen kørte ind under Æreport Nummer to.

– Jeg ved det. Du fortalte mig det to Gange, da jeg var her i Efteraaret med Moder.

Pause.

– Lige herfra og op til Gaarden har været en voldsom storartet Lindeallé! begyndte Baronen igen.

– Saa—aa?

– Ja. Men den huggede Kammerherren engang, da han trængte til Penge … min Fars Far.

– Det hvide Hus der med det lille Flag foran? spurgte Baronessen og pegede.

– Der bor vores Skovfoged.

– Er dine Folk paa Arbejde, siden man ikke ser noget til dem?

– Nej, de er vist oppe for at modtage os paa Gaarden .... Er Folkene oppe paa Gaarden, Jens?

– Ja, Hr. Baron!

Kusken svarede uden at røre sig. Han løftede bare Piskeskaftet op til Hatteskyggen.

Saa kørte man igen en Stund af Sted i Tavshed.

Slotstaarnets Spir begyndte at titte frem over Skoven forude. Og af og til, naar Vinden bevægede Træerne, saas et Blink af en solbeskinnet hvid Mur.

– Jeg laa Satans skidt i Nat, Vilde, sagde Baronen pludselig og skudrede sig.

– Ja, man sover aldrig godt om Bord.

– Nej, Køjerne er altfor smalle! .... Det skal blive rart at komme i sin egen gode Seng, hva' Vildemor?

Han greb hendes lille, behandskede Haand med begge sine brede Bjørnelapper og saa paa hende omtrent som en Hund, der ikke ved, om den gør sig skyldig i en Forseelse eller ej.

Fruen lod ham beholde Haanden; men saa til Siden uden at svare.

Det var næsten, som om Baronen blev dumdristigere ved denne diminutive Gunstbevisning. Hans store, godmodige Ansigt rødmede af Glæde, og han gav sig til med et Par frygtsomme Fingre at kærtegne hendes Haandled oppe under Ærmet, der hvor Handsken endte. Og hans Stemme dirrede af Bevægelse, da han sagde:

– Jeg laa og længtes saa voldsomt efter dig i Nat paa Dampskibet, Vilde! For siden Juleaften, da du sa'e til mig, at jeg ikke maatte gaa til … ikke maatte … saa har jeg heller ikke!

Hun rev Haanden til sig og vendte sig helt bort:

– Du er dog saa … massiv, Helmuth!

Baronen saa ganske betuttet ud og skævede op til Bukken, hvor Kusk og Tjener sad med stive Rygge.

Saa strøg han hende ned over Armen, saa blødt han formaaede:

– Ikke vred, lille Vildemor! bad han med kælen Stemme – Jeg troede jo … jeg mente jo, at du, der har været gift før ....

– Men saa hold dog engang op! afbrød hun ham.

Men samtidig maatte hun smile mod sin Vilje af hans Bjørnenaivetet. Og da han saa hendes Smil, lyste hans smaa brune Øjne og hele Ansigt af Fryd.

– Kan Hr. Baronen se, der er Forvalteren med Folkene!

Det var Kusken, der tillod sig at tale med Pisken ved Hatteskyggen.

Alleen gjorde en Svingning, og Vognen kørte nu frem mod den høje, hvælvede Indkørselsport, som gennem Ladebygningen førte ind til Avlsgaarden.

Portbuen var smykket med Bøgeløv og Flag.

Og paa begge Sider af den stod Gaardens Karle og Piger og Husmænd med deres Koner og Børn opstillet. Mandfolkene til højre og Fruentimmerne og Børnene til venstre.

Saa snart Skaren fik Øje paa Køretøjet, gav den sig til at vifte med Hatte, Huer og Tørklæder og brød ud i et brølende Hurra.

– De holder nok meget af dig, Helmuth? sagde Baronessen.

– Naa—aa, mente Helmuth – det er nok snarere Risengrøden og Kalvestegen, de raabe Hurra for!

Forvalteren og Mejeribestyreren dirigerede hver sin Flok.

Alle var de i Kisteklæderne.

Forvalteren havde nystrøget Krave paa og højrødt Slips. Mejeristens var derimod græsgrønt.

– Længe leve vort naadige Herskab, Baronen og hans unge Brud! brølede Forvalteren.

– Hurra—a! skreg Hoben og svingede paa ny med Hattene, Huerne og Tørklæderne.

– I Fryd og Velstand svæve! peb Mejeristen.

– Hurra—a!

– Tak, Folk, Tak! nikkede Baronen og lettede paa Hatten.

Og Hendes Naade smilede huldsaligt og besvarede Viftningen med sit kniplingsbesatte Lommetørklæde, der ikke var større end en god Desserttallerken.

Saa buldrede Landaueren ind under Porthvælvingen og frem igen hen over Avlsgaardens toppede Brosten.

Og der laa saa Slottet lige foran dem.

Baronen bøjede sig ud over Vognkanten og saa op mod det med et lysende Blik.

Det saa ogsaa helt imponerende ud med sin vældige Façade og sit høje, kobberhængte Taarn, hvis øverste, hvide Murkant og spidse, irgrønne Tag lyste i Eftermiddagssolen.

– Det er en voldsom Kasse aa se paa! sagde han grebet.

Han blev stadig imponeret, hver Gang Slottets Størrelse rigtig gik op for ham ....

Mellem Avlsgaarden og Borggaarden stod seks kuppelformede, klippede Lindetræer. Tre paa hver Side med to rødmalede Hundehuse imellem for at markere Gennemkørselen.

Allerede da Landaueren rumlede ind under Porthvælvingen nede ved Alleen, var Lænkehundene faret frem af deres Huler og dansede nu vanvittige rundt, medens de raslede med deres Jærnkæder og glammede op med deres Stemmer, som var ganske ru og hæse af mange Aars Tjeneste i Slud og Kulde, Regn og Sol.

– Hektor og Ajax, vil I holde Mund! truede Baronen.

Og Dyrene luskede med Halen mellem Benene ind i deres Villaer.

– Der staar din Moder oppe! sagde Baronessen og pegede frem mod Indgangsdøren i Taarnet – Men hvem er det lille, underlige Væsen, der staar bag ved hende?

– Det er jo den døvstumme!

Lige idet Vognen svingede ind paa den gruslagte Kørebane omkring Borggaardens grønne Plæne, kom en blankbrun Hest farende frem fra Haven bag Slottets vestre Fløj. Uden Grime og uden Seletøj var Dyret; dets Manke og Hale flagrede for Vinden, og der fløj en Regn af Sand og Smaastene frem under dets Hove.

Da det fik Øje paa Hestene foran Vognen, standsede det brat op og udstødte en høj, prustende Vrinsken.

– Satan osse! brød det ud af Baronen – nu er Hejmdal kommen løs igen! Hva' er det for noget Smøleri!

– Bare her nu ikke bli'r Komedje, Hr. Baron! sagde Jens og glemte ganske at løfte Pisken – For den nærmer Hoppe er villig.

Hingsten vrinskede paa ny, og den nærmer Kørehest svarede med en dyb, gurglende Lyd, der lød som en Kalden.

Vognen var standset.

Kusken svang Pisken hen mod Hingsten og knaldede løs. Men det var, som Dyret ikke hørte det; thi pludselig rejste det sig paa Bagbenene og gik nogle Skridt fremad i al sin Vælde: dets Øjne skinnede, dets Øren stod strittende oprejst, og ud fra dets røde, opspilede Næseboer stod der en tæt, fin Damp som to Søjler frem i Luften.

– Helmuth, Helmuth! skreg Baronessen og greb sin Mand i Armen.

– Jamen han ser sgu godt ud, Vilde! sagde Baronen beundrende.

Oppe fra Portalen i Taarnet havde ogsaa lydt et Skrig, et uartikuleret, underligt, hæst Skrig. Det kom fra den døvstumme, der samtidig gjorde omkring og flygtede ind i Huset.

Enkebaronessen derimod blev staaende høj, matronebred og imponerende foran de aabne Døre og raabte med en dyb, mørk Stemme, der var vant til at byde og blive adlydt:

– Tag Pisken, Helmuth, og staa af Vognen og jag ham væk; ellers risikerer du, at han splintrer hele Herligheden!

Baronen skulde netop til at parere Ordre, da Hingstepasseren, gamle Jørgen, kom løbende ind fra Haven, sveddryppende, paa bare Strømpefødder og uden Hat.

– Hva' er det for noget forbandet Svineri! raabte Baronen ham i Møde, mørkerød i Ansigtet af Vrede – Kan din gamle Idiot ikke passe, hva' du skal! Hva' tror du ellers, du faar Kost og Løn for?

– Han har smøjet Tøjret a' sig, Hr. Baron! svarede Jørgen med rystende Gammelmandsstemme.

– Ja, det ser jeg sgu nok! Gaa hen og læg det paa ham!

– Jovel, Hr. Baron, straks!

Jørgen stod med Tøjret i Haanden og gik nu dristig hen til Hingsten, der, i samme Øjeblik Vognen standsede, var travet hen ved Siden af den nærmer Kørehoppe, som den nu prustende og stampende stod og bed kærtegnende i Manke og Hals.

– Kom saa bitte Hejmdal! sagde den gamle og strøg Dyret ned over Bringen.

– Bare den ikke gør en Ulykke paa ham! hviskede Baronessen angst.

– Den kender ham! sagde Baronen.

Og virkelig havde Jørgen faaet listet Tøjret paa Hingsten.

– Vøv det om Træet der! sagde Jens oppe fra Bukken.

– Og pludselig var Forvalteren og et Par Karle ogsaa kommen til Stede. Og Tøjret blev slynget to—tre Gange om det nærmeste Træ.

Saa slog Kusken et knitrende Kald, Kørehestene sprang frem, og Landaueren rullede op for Portalen .....

– Hæ! fniste Niels Tjener, da han havde fulgt Herskabet op ovenpaa og igen kom ned ad Taarntrappen for at hente Plæder og Rejsetæpper – Hæ, du, Jens! Hejmdal ha'de nok osse Lyst til at holde Bryllup!

Et Par Timer senere.

Enkebaronesse Juliane kom gaaende høj og statelig ned gennem Riddersalen og ud i «Galleriet», en lang, fliselagt Forhal, der førte fra Dagligværelserne over til Slottets vestre Fløj, hvor Gæsteværelserne fandtes.

Den gamle Dames Ansigt lignede en Mands Ansigt med de stærkt buede Øjenbryn og den store, krumme Næse.

Og saa var der ogsaa det, at hun bar sit graahvide Haar sat op i lutter smaa, stive Krøller det ganske Hoved over.

Malet i Fløjelskappe og med Fjerbaret vilde hun have lignet en stolt, gammel Raadsherre!

Men nu var hun imidlertid iført en søgrøn, langslæbet Silkekjole, besat med tætte Rækker af sorte Kniplinger lige nede fra Skoningen og syet efter Mode fra Slutningen af Tresserne: Vide, posede Halværmer og spidst nedløbende Liv. Armene var nøgne fra Albuerne. Hvide, runde Arme; men nogle underlig store, røde Hænder.

Smykker bar hun: Armringe, Kæder og Brystnaale, een oppe i Halsen og een nede paa den nederste Spids af Livet. Og med Fingerringe havde hun alle Fingrene besatte. – En Taterdronning lignede hun, der glædes ved Glimmer og Glans; selv om den just ikke altid er smagfuld og ægte! .....

Niels Tjener stod i en lidt medtaget sort Kjole og ditto hvidt Slips ved Fløjdørene ind til Spisesalen.

Da Enkebaronessen nærmede sig, slog han dem op paa vid Gab.

– Er min Søn og hans Kone endnu ikke kommen?

– Nej, Baronen og Baronessen er endnu ikke kommen!

– De ved vel, at der er rettet an?

– Ja, jeg har meldt det!

Den gamle Frue lagde sin højre Haand haardt paa Tjenerens Skulder:

– Nu er min Tid forbi her paa Næsset, Niels! sagde hun.

Niels smilede diskret:

– Enkebaronessen ser vel jævnligt ud til Herskabet ....

– Tror det ikke! sagde hun og rystede energisk paa Hovedet, saa at alle de stive Krøller dirrede.

Derpaa gik hun forbi ham ind i Salen.

Og Niels skød Dørene blidt til efter hende ....

En halv Snes Minutter senere blev de aabnet igen, og den unge Baronesse traadte hastigt ind fulgt af sin Mand.

Enkebaronessen vendte sig fra Vinduet, hvor hun havde staaet og set ned i Haven.

Og i et kort Sekund mønstrede de to Damer hinandens Toilette.

Saa smuttede et lille haanligt Smil bort bag den unges Læber:

– Undskyld, at De har maattet vente, Svigermoder!

– Jeg be'er!

Der blev i Dagens Anledning serveret fem Retter Mad og Dessert. Og Rødvin blev der drukket og Mosel og Champagne og Sherry.

Baronen og hans Moder spiste kraftigt. Men den unge Baronesse nød ikke meget.

Man talte om Vejret og om Bryllupsfesten og om Rejsen.

Niels gik lydløst rundt og vartede op.

– Naa Helmuth, sagde den gamle Frue – nu er du vel glad, min Dreng, at du har faaet dig en Kone?

– Ja, det kan du tro, Mor! mumlede Helmuth med en Kartoffel i Munden – Og Vilde er saa god og saa smuk!

Baronesse Alvilda bøjede Hovedet og saa ned i sin Tallerken.

Ja, smuk var hun unægtelig med det askeblonde, let krusede Haar, der faldt løst ned om det blege, ovale Ansigt. Hendes mørkeblaa, tætsluttende Silkekjole endte med en høj, stiv Linning oppe i Halsen. Og Ansigtets og Haarets Blondhed lyste frem af den diskrete Dragt, som en bleg Pastel af en dunkel Ramme.

– I havde vel hver sin Køje i Nat, stakkels Børn? spurgte den gamle Frue pludselig.

Baronen brast ud i en høj Latter.

– Ja Herregud! sagde den gamle stødt – man kan vel tale! I er jo da konfirmerede begge to!

– Hun er frygtelig, Vilde! hva'? Den Tale er du nok ikke vant til i Salonerne ovre i København.

– Eller i Buda-Pest! indskød Enkebaronessen.

– Mor! sagde Sønnen haardt og slog Haanden i Bordet.

Og der blev en Pause, i hvilken Niels skaffede Tallerkener til Desserten.

– Skænk Sherry rundt!

Der blev skænket Sherry. Og Tjeneren forlod Spisesalen.

– Jeg tænkte meget paa Jer i Gaar, begyndte den gamle Frue.

– Vi savnede ogsaa Svigermoder ....

– Helmuth vilde jo ikke have mig med.

De unge rødmede.

– Jeg er rimeligvis ikke fin nok til at være sammen med din Familie, lille Alvilda!

– Jeg syntes, at det var unyttigt at gi' alle de Penge ud, mumlede Baronen. – Du har allerede brugt saa mange nu til Flytningen.

– Jeg kunde da ikke rasle ind i de nøgne Stuer!

– Hvad skulde du med Hest og Vogn? Du kunde jo laane hos mig, naar du skulde bruge.

– Tak, min Dreng! Rende en hel Mil for at hente det!

– Jamen, naar du nu faktumsk ikke har Raad!

– Jeg skal med Guds Hjælp aldrig falde dig til Byrde!

Og Enkebaronessen knejsede med Hovedet, saa Krøllerne hoppede.

– Skal vi saa ønske Velbekomme! sagde hun og skød Stolen haardt tilbage.

Ved denne Lyd viste Tjeneren sig og aabnede Fløjdørene.

Og Baronen bød med et ceremonielt Buk sin Moder og sin Kone Armen og førte dem ud.

Samme Dags Aften henad ti.

Enkebaronessen har trukket sig tilbage til sine Værelser i Fløjen bag Riddersalen.

De to unge er ene i den store, halvmørke Dagligstue, hvor kun en enlig Lampe brænder paa et lille Bord henne foran Sofaen i Krogen ved Kaminen.

– Jeg glæder mig ubeskriveligt til, at Karen kommer herover i næste Uge! siger Baronessen – hun vil have godt af at være paa Landet!

– Ja—a … nikker Helmuth, der sidder i en Lænestol og ser mørkt frem for sig – Men jeg vilde nu helst ha' haft dig nogen Tid for mig selv, Vilde. Nu ta'er Mor jo i Overmorgen over til sit Hus i Jelstrup, og saa var vi to bleven saa dejlig alene!

– Aa, Karen kan vel ikke genere!

– Næi … Men hun deler dig, lille Vilde!

Helmuth rejste sig og gik hen og støttede Armene mod Ryggen af Sofaen, i hvilken hans Kone sad:

– Skal vi saa gaa til Ro? spurgte han.

– Er Klokken saa mange?

– Den er ti.

– I København gik vi først i Seng Klokken tolv.

– Jamen nu er vi jo paa Landet! sagde han og greb hendes Haand – Og saa … og saa længes jeg saa voldsomt efter dig, Vilde! brusede det ud af ham, medens han samtidig knugede hendes Haand, saa at hun var ved at skrige.

– Men Helmuth, Helmuth dog! sagde hun og rejste sig.

– Jamen du er jo dog min egen, lille søde Kone, Alvilda! han lagde Armen om hendes Liv – Er du ikke?

Hun stod rank og høj med bortvendt Ansigt og uden at svare.

– Skal jeg gaa ind og klæde mig af først? spurgte han kælent hviskende.

Hun nikkede stille og skød ham læmpelig fra sig.

Saa greb han paa ny hendes Haand, kyssede den taknemmeligt og gik.

Og efter et Kvarters Forløb, da alt var blevet stille inde i Soveværelset, slukkede hun Lampen og fulgte langsomt efter. —

Dette var de nygiftes første Dag paa Næsset.

– — – —

Men ovre i det grønne Gæsteværelse bag Riddersalen sad Enkebaronesse Juliane i samme Time halvt afklædt foran Toiletspejlet med en ikke ganske ren Friserkaabe over Skuldrene.

Bag hende paa en høj til Øjemedet konstrueret Skammel stod den døvstumme og satte Papillotter i den gamle Dames Krøller.

Dette var et Arbejde, der mindst tog en Time.

Man sagde, at Baronessen holdt baade Berlingske Morgen- og Aftenavis for at faa Papir nok.

– Naa, Stasia, lød det fra den gamle Dame, idet hun drejede Hovedet – saa kommer vi til den anden Side!

Stasia forstod hvert Ord, hendes Herskab talte. At sige, naar hun saa Baronessens Ansigt, saa Læbernes Bevægelse. Som nu i Aften i Spejlet.

Og de førte lange Samtaler, de to. Stasia skrev paa sin lille Tavle, og Baronessen svarede mundtlig.

Naar de da ikke lige netop var Uvenner. Thi saa kunde der gaa Dage, hvor de kun skulede hadefuldt til hinanden uden at mæle et Ord.

Den døvstumme havde engang paa en saadan Uvejrsdag kastet et glohedt Strygejærn efter sin Frues Hoved. Og Baronessen lukkede ofte i hele Døgn sin Pige inde i det store, røde Klædeskab, der stod i en Krog oppe under Taget paa Loftet.

Men for Tiden var de fine Venner.

– Det gaar jo rigtig snildt for dig i Aften, lille Stasia! sagde Baronessen og nikkede ind i Spejlet, hvor den døvstummes pluskæbede Gammelkoneansigt stirrede hende i Møde med det vandkæmmede, hørgule Haar klappet tæt ind til Pande og Kinder – Du skal nok ha' den røde Brystsløjfe, jeg har lovet dig!

Stasias Øjne lyste, og hendes krogede Fingre spillede som travle Edderkoppeben rundt oppe mellem Krøllerne.

Denne samme røde Brystsløjfe havde Pigebarnet alt været Ejerinde af talrige Gange. Men saa ofte der kom en Kurre paa Traaden mellem de to Kvinder, nappede Baronessen den fra hende igen.

– Saa! sagde den gamle Frue og rejste sig fra Stolen, da den sidste Papillot var sat i – Kappen, Stasia!

Den døvstumme hoppede adræt ned fra Skammelen og hentede hurtig en hvid, blondebesat, heller ikke ganske ren, Natkappe fra Toiletbordet og rakte hende.

Medens Fruen stod foran Spejlet og bandt Kappebaandene, vendte hun sig pludselig om og sagde:

– Saa du kan ikke lide Helmuths Kone?

Pigen virrede med Hovedet og skar Ansigter.

– Jeg heller ikke! vedblev Baronessen – Hun bli'er vist Drengen en haard Sisken! … Og jeg er da jaget af Gaarde! lød det haardt – Men Enden er ikke endnu! lagde hun til og nikkede —Enden er ikke endnu! … Lad os saa komme i Seng!